Gymnasielærere har få sygedage
Lavt sygefravær blandt gymnasielærere dækker dog også over, at lærere går syge på arbejde, viser tal.
Lavt sygefravær blandt gymnasielærere dækker dog også over, at lærere går syge på arbejde, viser tal.
Danske gymnasieelever får sjældent beskeden: Undervisningen er aflyst på grund af sygdom.
Tal fra Moderniseringsstyrelsen viser, at gymnasielærere kun har 6,4 sygedage om året i gennemsnit, mens statsansatte generelt har 8,7 sygedage om året.
Samtidig viser nye tal fra Danmarks Statistik, at ansatte i kommunerne har over 12 sygedage om året i gennemsnit.
Hvis man trækker langtidssygdom fra, så har gymnasielærerne kun 3,3 sygedage i gennemsnit om året.
Kåre Blinkenberg, som er formand for Arbejdspladsudvalget i GL (APU), peger dog på, at tallene kun fortæller den halve sandhed om lærernes sygedage.
“Det er selvfølgelig positivt, at lærerne har få sygedage, men det viser også, at lærerne tager et stort ansvar på sig for at bevare kvaliteten for eleverne. Hvis vi er syge, er der på mange skoler sjældent vikardækning, og dermed går eleverne glip af undervisning,” siger Kåre Blinkenberg.
Lærere syge på arbejde
En undersøgelse fra Akademikerne (AC) viser, at gymnasielærere går på arbejde, selvom de er syge.
Ifølge undersøgelsen går lærerne på arbejde med sygdom i kroppen hele 3,6 dage om året i gennemsnit. Og lærerne svarer også, at de arbejder hjemme på trods af sygdom.
“Det viser, at der desværre er en problematisk sygdomskultur på nogle gymnasier, da man selvfølgelig ikke skal gå på arbejde, når man er syg,” siger Kåre Blinkenberg.
Han fortæller, at han taler med gymnasielærere, som holder sig oprejst i løbet af arbejdsugen og så lægger sig syge i weekenden.
Han mener, at en af årsagerne til tendensen er, at gymnasielærere har svært ved at se, hvordan de skal indhente tabt forberedelsestid eller kompensere for den undervisning, eleverne går glip af ved sygdom.
“Hvis du har tre lektioner med et hold på en dag, og du bliver syg, så er det svært at få dækket dem ind et andet sted. I sidste ende skal eleverne til eksamen, og lærerne er meget ansvarsbevidste om, at eleverne skal klare sig godt,” siger Kåre Blinkenberg.
Han understreger dog, at han blot siger dette som en forklaring på det lave sygefravær, og ikke som en opfordring til at gå syg på arbejde – tværtimod.
Han peger også på, at lærerne på nogle skoler selv skal erstatte de aflyste timer ved sygdom.
“Det giver et enormt presset skema efter sygdom,” siger Kåre Blinkenberg.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode