Gymnasielærer til kamp mod “konkretionssygen” i dansk politik

Statsminister Helle Thorning Schmidt havde knap nok sagt godt nytår i sin nytårstale, før politikere fra de andre partier i Folketinget kritiserede talen skarpt. Både Enhedslisten og de borgerlige partier mente, at Helle Thorning Schmidt var alt for ukonkret. Hun kom ikke med handlingsanvisninger, mente oppositionen.

Gymnasielæreren og forfatteren Jan Maintz Hansen mener, eksemplet er et symptom på en lidelse eller måske lige frem en sygdom, som har ramt demokratiet og dansk politik i de senere år. Diagnosen hedder konkretionstænkningen, og den har stort set smittet alle politikere, medier, embedsfolk og de fleste andre, som er professionelt engageret i politik i Danmark.

Diagnosen stilles
Jan Maintz Hansen stiller diagnosen i sin bog Kan du ikke være mere konkret – Om samtalens død i dansk politik,  som udkommer idag. Bogen er en analyse og et debatindlæg skrevet med håbet om at påvirke dansk politik eller i det mindste den måde, den politiske samtale og debat foregår på.

Der er talrige eksempler i bogen på, at politikere i dag konstant bliver påkrævet at være konkrete og handlingsanvisende. Forfatteren skriver, at udtrykket ”helt konkret” er eksploderet i de danske dagblade i løbet af 20 år. En søgning på artikeldatabasen Infomedia viser, at udtrykket blev brugt 130 gange i 1990, mens det i 2010 optræder over 10.000 gange.

”Ikke en gang i en nytårstale må statsministeren fremføre politiske visioner uden at blive kritiseret for ikke at være konkret nok og ikke komme med handlingsanvisninger. Når det er sådan, så stopper den politiske samtale fuldstændig, og så får man ikke en debat om, hvor vores samfund skal bevæge sig hen. Den debat er påtrængende i en tid, hvor vi står med store udfordringer med globalisering, kultursammenstød og klimaproblemer. Men vi kan ikke behandle disse problemer ordentligt i offentligheden, fordi man hele tiden skal være konkret og handlingsanvisende,” siger Jan Maintz Hansen.

Underviser på Virum Gymnasium
Han underviser til dagligt på Virum Gymnasium i dansk, filosofi og samfundsfag. Selv om han godt mener, at bogen kan inddrages i samfundsfagsundervisningen, har han dog ikke skrevet den som en undervisningsbog.

”Jeg har skrevet den, fordi jeg er frustreret over, hvordan dansk politik udspiller sig, og fordi debatten interesserer mig,” siger Jan Maintz Hansen, som kalder selve skrivningen af bogen for et con amore-projekt udført om aftenen og natten.

Hvorfor kravet om altid at være konkret har ramt dansk politik vender vi tilbage til.

Bogens analyse er, at en politiker, som i dag stiller sig op og taler om visioner og drømme om et anderledes samfund, vil med det samme blive gokket oven i hovedet med utallige statistiker, prognoser, budgetter og tal, som modbeviser vedkommendes abstraktioner, påviser forfatteren i bogen.

Politik er meget mere
”Udviklingen er et problem. Den politiske samtale er også en fælles samtale, hvor vi sammen bidrager til politiske løsninger. Hvis politik er, at alt skal være konkret, begrænser det udtænkningen af visioner og nye politiske løsninger. I dag drejer den politiske samtale sig om det målbare, om her og nu-handlinger, sandsynlighed og hardcore nytteværdi. Det er en illusion og en misforståelse af, hvad politik er. Politik skal også indeholde det abstrakte, værdier, principper, store spørgsmål om det gode liv, det gode samfund, frihed, lighed, retfærdighed og magtfordeling,” siger Jan Maintz Hansen

Han afviser, at bogen har en bestemt politisk farve. Både venstrefløjen og højrefløjen har ifølge ham glæde af en mere åben politisk samtale.

Hvad er konsekvenserne af den store fokus på det konkrete i dansk politik?

”I sidste ende betyder det, at vi får lavet dårligere politiske løsninger, blandt andet fordi de politiske løsninger bliver forenklet. Konkretionstænkningen betyder, at der opstår mere populisme. Når det ideologiske mod svinder ind bliver politik en kamp om midtervælgerne, og det giver populisme. Det betyder også, at det skaber tendens til ekspertstyre.

På hvilken måde?

”Den store fokus på den umiddelbare nytte, statistik, empirisk viden og så videre betyder, at det er dem, som mestrer disse discipliner, der sidder på magten. Det målbare argument vinder i den politiske debat. DJØF’erne sidder tungt i folketinget. Aldrig har humanister og for eksempel teologer, men også lavt uddannede været så dårligt repræsenteret i politik.”

Rosa Parks og Mogens Glistrup
Jan Maintz Hansen slår ikke til lyd for, at viden om økonomi og statistik kastes over bord og afløses af abstraktioner, drømme og visioner. Men han mener, at balancen mellem det konkrete og det abstrakte er helt skæv. Som han skriver i bogen, så er problemet med en for teknokratisk og økonomisk politisk tankegang, at man ikke kan forudsige fremtiden, eller hvad der er politisk muligt.

Han nævner flere begivenheder som viser, at politisk forandring ikke kun opstår via et regneark. For eksempel den sorte kvinde Rosa Parks, der nægtede at afgive sin plads i bussen til en hvid mand og var med til at ændre USA’s historie. Eller grønthandleren, som satte ild til sig selv i Tunesien og intetanende indledte det arabiske forår. Eller uden sammenligning i øvrigt skatterevisoren Mogens Glistrup, som ved jordskredvalget i 1973 vendte op og ned på dansk politik, for slet ikke at tale om Pia Kjærsgaard, som, ingen i 1990’erne havde forestillet sig, blev Danmarks mest magtfulde kvinde få år senere.      

”Man kan godt ændre samfundet, på trods af at eksperterne siger det modsatte, men det kræver, at man tror på det, og at man kæmper rigtigt hårdt for det,” siger han.

Kan du komme med konkrete eksempler på hvordan dansk politik påvirkes af kravet om det konkrete?

”Et eksempel er reformen af folkeskolen og de nye arbejdstidsregler i gymnasierne. Der så vi et eksempel på, at det som vægtede højest var statistik og videnskabelig viden om det gennemsnitlige antal undervisningstimer per lærer og så videre. Lærernes erfaringer og andre kvalitative erfaringer vægtede ikke,” siger han.

Visionerne mangler
Han mener, at en egentlig visionær debat om, hvordan den gode folkeskole ser ud, aldrig blev taget. Og det skyldes blandt andet, at undervisningsministeren ifølge forfatteren også er præget af konkretionstænkningen.

”Christine Antorini har været præget af Pisa-undersøgelser og nyttetænkning og stor fokus på uddannelse frem for dannelse. De mere abstrakte diskussioner om, hvad dannelse skal være i dag og andre mindre målbare fænomener, får simpelthen ikke nok fylde i undervisningsdebatten,” siger Jan Maintz Hansen.

Det store spørgsmål er så, hvorfor det er blevet sådan. Hvorfor er det konkrete blevet så dominerende i dansk politik?

Kompleks forklaring
Jan Maintz Hansen forklarer, at det efter hans opfattelse skyldes flere faktorer, som tilsammen har skabt den store konkretionsbølge.

Det fører for vidt i denne artikel at gå i dybden med den meget komplekse analyse på denne udvikling. En del af forklaringen lyder sådan her.

De store ideologier spiller ikke den store i politik længere, og samtidig er verden blevet hyberglobal og ekstrem kompliceret. Der er ifølge forfatteren opstået en større videnskabeliggørelse af vores kultur, og en nærmest anti-intellektualisme har i følge forfatteren spredt sig. Medierne er blevet mere kommercielle, og de politiske partier er blevet yderst topstyrede og professionelle. Og sådan kan blive ved, men så må man læse mere i bogen.

”Bogen er ikke skrevet som en slagkraftig kritik af politikerne eller journalisterne. Udviklingen er på mange måder forståelig. Det er svært som politiker og almindelig borger at forstå vores komplekse verden, og så er det også svært at udtale sig om den og komme med løsninger for den. Det betyder dog ikke, at den enkelte ikke har skyld i udviklingen. Politikerne og medierne kan gøre noget,” siger Jan Maintz Hansen.

Og hvem ved, måske vil eleverne fra samfundsfagsundervisningen på Virum Gymnasium i fremtiden udvikle sig til visionære politikere? Eller borgere med visionære ideer om samfundet?