Klokken otte torsdag morgen fyldes klasselokalerne på Rødovre Gymnasium med elever, der er klar til en ny skoledag. Søvnen sidder stadig i øjnene på flere af dem, men når samtaleemnet falder på regeringens forslag til en ny SU-reform, liver de op.
Betaler selv for sine udgifter
Kevin Kofi er 18 år, går i 3.g og bor hos sin mor. Da han fyldte 18, mente hans mor, at han skulle stå for de fleste udgifter selv, så han kan klare sig selv, når han flytter hjemmefra. Han mener, det vil være sværere at dække de udgifter, han har i dag, hvis han får en lavere SU.
”Jeg ville være nødt til at få et fritidsjob, men så ville jeg få svært ved at passe min skole, fordi jeg allerede bruger en del tid på basket og fitness,” siger Kevin Kofi.
”Jeg har sagt mit fritidsjob op”
For 19-årige Jesper Dreier Sørensen, der også går i 3.g, ville en lavere SU ikke medføre de store ændringer. Han bor hos sine forældre, der dækker de fleste af hans udgifter. Ligesom Kevin Kofi er han ikke vild med tanken om et fritidsjob.
”Jeg har sagt mit fritidsjob op, fordi jeg syntes det tog for meget af min tid, så jeg ikke kunne nå at lave mine afleveringer,” siger Jesper Dreier Sørensen.
For Jesper Dreier Sørensen er de penge, han får i SU, nogle han kan bruge på ting til sig selv som for eksempel en smartphone og fitness-abonnement. Tingene er ikke livsnødvendige, men han er glad for at have dem.
”Jeg behøver som sådan ikke min SU, og jeg synes den er for høj for mig, men jeg kan godt se, at andre får problemer, hvis regeringen skærer i SU’en,” siger han.
Udeboende på hjemmeboende SU
Hvis regeringen skærer i SU’en, vil det få store konsekvenser for personer, der er udeboende, men kun er berettiget til SU for hjemmeboende, fordi de er under 20 år.
18-årige Amalie Egheim er lige flyttet hjemmefra og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
”Jeg har været nødt til at arbejde fire gange om ugen, hvilket jeg ikke rigtig har tid til, når jeg skal passe min skole også,” siger hun.
Ifølge Amalie Egheim kan det få alvorlige konsekvenser, at SU’en for udeboende unge under 20 kan blive endnu lavere.
”I sidste ende får vi svært ved at betale husleje og købe mad. Så ender det med, at nogle må droppe skolen,” siger hun.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode