Artikel
Fra burhønskaster til minister
2019-06-27 14

Fra burhønskaster til minister

Danmarks nye børne- og undervisningsminister glæder sig til at samarbejde med lærerne og være der for eleverne. Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at hun har overtaget Danmarks vigtigste ministerium.

Op til folketingsvalget gjorde Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen (S) meget ud af at sige, at hun vil være børnenes statsminister. I dag blev sløret løftet for, hvem der skal have ansvaret for Danmarks børn og unge.

Valget faldt på Pernille Rosenkrantz-Theil, og i hende har børnene fået en vigtig allieret, understregede hun ved overdragelsesceremonien i Undervisningsministeriets have.

“Hvis I gør jer umage, så lover jeg, at I får en undervisningsminister, der altid er på jeres hold,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil, da hun direkte henvendte sig til landets skoleelever under overdragelsen.

Her takkede Merete Riisager (LA) af fra posten som undervisningsminister og gav stafetten videre til Pernille Rosenkrantz-Theil, som både bliver børne- og undervisningsminister.

Vokset op på et lærerværelse
De seneste fire år har Pernille Rosenkrantz-Theil været formand for Folketingets Undervisningsudvalg.

Tidligere på dagen fortalte hun TV2 News, at det er en drøm, der er gået i opfyldelse, at hun nu indtager rollen som undervisningsminister. 

“Jeg har beskæftiget mig med undervisning i mange år, og jeg er bogstaveligt talt vokset op på et lærerværelse,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til TV2 News, da hun var på vej ind på Amalienborg.
Pernille Rosenkrantz-Theils far er tidligere fællestillidsmand og skoleleder, og moderen har været speciallærer. 

Det var ikke kun skoleeleverne, der i den varme, danske sommersol foran Undervisningsminsteriet fik et par ord med på vejen af den nye minister.

“Jeg glæder mig til at samarbejde med lærerstanden, som nogle engang imellem bliver utroligt frygtsomme overfor. Jeg synes, at det er et af de mest brave folkefærd, vi har i Danmark,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg oplever og har oplevet hele mit liv, at underviserne er en af de faggrupper, der har hjertet allermest med.

Pernille Rosenkrantz-Theil, S
Børne- og undervisningsminister

I overdragelsestalen uddybede hun: 

“Jeg oplever og har oplevet hele mit liv, at underviserne er en af de faggrupper, der har hjertet allermest med, og som samtidig har en tyngde og en faglighed, som jeg mener, at vi som nation kan være ganske stolte af.”  

Sprog og eksamen kræver lidt kærlighed
Til TV2 News sagde Pernille Rosenkrantz-Theil også, at hun opfatter det som en kæmpe ære at blive minister for området, fordi Børne- og Undervisningsministeriet ifølge hende er det vigtigste ministerium. 

Hun fremhævede desuden, at undervisningsområdet er et område, der har tradition for et bredt samarbejde.

“Det ligger mig meget på sinde som minister at sørge for, at der vil være et bredt politisk samarbejde om området. Noget, som der måske har manglet de seneste år,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil til TV2 News tidligere i dag.

Bemærkningen kan ses som en kommentar til den tidligere undervisningsminister Merete Riisager, der har fået en del kritik under sin embedsperiode for at handle for egenrådigt blandt andet ved at håndplukke medlemmer til udvalg og for ikke at finde en fælles politisk løsning for eksempel på udfordringen med fordeling af gymnasieelever.

Merete Riisager, der har valgt at stoppe i Folketinget, havde også et par gode råd til sin efterfølger.

“Lyt til lærerne, pædagogerne – alle dem i sidste led. Men du behøver ikke tale med dem gennem organisationerne. Nogle gange kan det være en fordel bare at snakke med dem,” sagde Merete Riisager. 

Derudover udtrykte hun et håb om, at Pernille Rosenkrantz-Theil vil kigge på gymnasieelevernes eksamener og fremmedsprog, der ifølge hende begge “kræver lidt kærlighed.”

Det ligger mig meget på sinde som minister at sørge for, at der vil være et bredt politisk samarbejde om området.

Pernille Rosenkrantz-Theil, S
Børne- og undervisningsminister

Burhøns og Enhedslisten
Pernille Rosenkrantz-Theil kom oprindelig i Folketinget som medlem af Enhedslisten i 1999, men har siden 2011 været valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet. Om partiskiftet har hun tidligere sagt til TV2:

“Som ung blev jeg enormt fanget af den der meget direkte tale. Og det kan jeg stadig rigtig godt lide. Jeg har det bare fundamentalt set sådan, at det skal følges op af nogle politiske aftaler. Og der er jeg meget mere kompromissøgende og pragmatisk end det, der er linjen i Enhedslisten. Også i dag, selvom de er rykket meget tættere på,” sagde hun til TV2 i 2017.

Pernille Rosenkrantz-Theil gjorde sig allerede bemærket i Folketinget som 17-årig, da hun som medlem af bestyrelsen for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) smed høns ned i Folketingssalen. Formålet med aktionen var at gøre opmærksom på, at en burhøne relativt set havde mere plads end en gymnasieelev.   

Pernille Rosenkrantz-Theil

  • Født i 1977.
  • Bachelor i statskundskab, Københavns Universitet.

Parlamentarisk karriere

  • Børneordfører fra 2017, socialordfører fra 2014, handicapordfører 2014-2015 og klima- og energiordfører 2011-2014.
  • Formand for Børne- og Undervisningsudvalget. Medlem af Socialudvalget og Beskæftigelsesudvalget.
  • Folketingsmedlem for Socialdemokratiet fra 2011.
  • Folketingsmedlem for Enhedslisten i flere perioder fra 1999 frem til 2007.

Beskæftigelse

  • Ledelseskonsulent, 3F's formandssekretariat, 2009-2011.
  • Koordinator for den fri ungdomsuddannelse, Det frie Gymnasium, 1996-1997.
  • Konsulent og rådgiver, FOA, 2008.
  • Underviser, Krogerup Højskole, 2006.
  • Folkekirkens Nødhjælp, 1999 og 2001.
  • Kampagneleder for Operation Dagsværk, København, 1998.

Kilde: Folketinget

Ny regering: Politik for gymnasierne

Socialdemokratiet har sammen med Radikale Venstre, Enhedslisten og SF lavet et forståelsespapir, som grundlaget for den nye socialdemokratiske regerings politik.

Forståelsen indeholder blandt andet forslag om stop for omprioriteringsbidraget, fokus på trivsel og mindre præstationskultur herunder fokus på karakterer, sikring af uddannelser i hele landet.

Læs forståelsespapiret her

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater