Artikel
Fjernundervisning er en succes, men der er et problem
virtuel-unv-komp-shutterstock_1676998306-aspect-ratio-348-234

Fjernundervisning er en succes, men der er et problem

Fjernundervisning rummer en række potentialer som at kunne oprette hold på trods af få deltagere. Men risikoen for frafald er større, viser en ny evaluering om fjernundervisning på hf-enkeltfag og merkantil eux.

Tekst_ Benjamin Mikkelsen
Foto_ Shutterstock

Evalueringens opbygning

Evalueringens datagrundlag udgøres af en spørgeskemaundersøgelse blandt deltagere på fjernundervisningsforløb på hf-enkeltfag og eux-studieåret i perioden oktober-november 2023.

Spørgeskemaet undersøger blandt andet deltagernes motivation for at vælge forløbene samt deres vurdering af undervisningen.

Data er indsamlet fra alle 26 udbydere af hf-enkeltfag samt de fire udbydere af eux-studieåret. Evalueringen består desuden af en række kvalitative interview med ni ledere, otte undervisere og tre deltagere.

Kilde: Evaluering af fjernundervisning på hf-enkeltfag og merkantil eux

For langt de fleste lærere er fjernundervisning et overstået kapitel. Den blev for alvor allemandseje under coronapandemien, hvor gymnasier, folkeskoler og universiteter måtte bruge Teams og Zoom for at undervise. Så snart eleverne kunne møde fysisk op, fortsatte undervisningen ude i klasselokalerne.

Men for mange lærere er fjernundervisning stadig en del af hverdagen. Og det er der god grund til.

En ny evaluering fra Danmarks Evalueringsinstitut gennemført for Børne- og Undervisningsministeriet viser, at fjernundervisning rummer en række potentialer, når man skal imødekomme en kursister og deltagere, der har brug for større fleksibilitet end for eksempel elever på et alment gymnasium. Samtidig betyder fjernundervisning, at selv hold med få deltagere har mulighed for at blive etableret. Det betyder blandt andet, at det bliver nemmere for mennesker i tyndt befolkede områder at tage en uddannelse.

 

Evalueringen bekræfter, at fjernundervisning har en stærk berettigelse.
Anita Lindquist Henriksen, rektor
KVUC

”Evalueringen bekræfter, at fjernundervisning har en stærk berettigelse. Alle skal kunne uddanne sig uanset livssituation,” siger Anita Lindquist Henriksen, der er rektor på KVUC i København.

Men evalueringen blotlægger også, at fjernundervisningsforløb rummer en række udfordringer, specielt med frafald af elever. Det vender vi tilbage til senere i artiklen.

Karakterstik af fjernundervisningsdeltagere

Baseret på spørgeskemaundersøgelse og interviews.

Hf-enkeltfag:

  • 37 procent er kvinder.
  • 64 procent er over 25 år.
  • 86 procent bor i samme region som deres hf-institution.

 

EUX-studieåret:

  • 66 procent er kvinder.
  • 54 procent er over 25 år.
  • 27 procent bor i samme region som deres eux-institution.

Kilde: Evaluering af fjernundervisning på hf-enkeltfag og merkantil eux 

Høj fleksibilitet hjælper
I 2022 var der fjernundervisning på 26 institutioner. Undervisningen bestod af et udbud af hf-enkeltfag og fire institutioner med et udbud af eux-studieår. Der er to kerneårsager til, at institutionerne tilbyder fjernundervisning.

Den ene årsag er, at fjernundervisning giver mulighed for en øget fleksibilitet i tilrettelæggelsen af deltagernes tid. Det kan være alt fra personer med børn eller job, som skal klemme et fag eller to ind mellem arbejdstimerne. Ligeledes giver fjernundervisning også en mulighed for, at elever, som normalt ikke trives i et almindeligt klasselokale, kan indgå i undervisning uden at skulle bekymre sig om deres psykiske udfordringer eller diagnoser inde i et klasseværelse.

Den anden årsag er, at fjernundervisning giver en større fleksibilitet i holdoprettelse og et bredere fagudbud. På trods af få deltagere kan institutionerne samle deltagere fra forskellige dele af landet og derfor køre forløbet online.

Netop fleksibiliteten er den mest udbredte årsag til, at deltagere på fjernundervisningsholdene tilmelder sig. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at 93 procent af fjernundervisningsdeltagerne på hf-enkeltfag og 72 procent af fjernundervisningsdeltagerne på eux-studieåret fortæller, at muligheden for at studere, når det passer ind i kalenderen, i høj grad er vigtig for valget af et fjernundervisningsforløb.

Anita Lindquist Henriksen genkender, at fleksibiliteten er altafgørende for, hvorvidt fjernundervisning er en succes eller ej.

”Vi har nogle tysk hold på A-niveau med fem kursister på fjernundervisning. Normalt vil vi gerne have over 20 deltagere, hvis vi skal undervise fysisk. Men med fjernundervisningsforløb kan vi afsætte lærerressourcer til et mindre hold, fordi der primært er tale om individuel feedback, og timerne kan planlægges fleksibelt. Så her kan vi imødekomme den enkelte kursists ønske.”

Det er i opstarten, vi ser det største frafald. Mange er ikke klar over, hvor meget arbejde det kræver at være aktiv på fjernundervisning.
Anita Lindquist Henriksen, rektor
KVUC

Læreplads og frafald
På trods af at den øgede fleksibilitet gør det muligt at studere, når der er tid, har fjernundervisningen også en bagside. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at deltagerne falder hyppigere fra end blandt tilsvarende forløb med fysisk tilstedeværelse. Indenfor nogle udvalgte hf-enkeltfag fremgår det, at mellem 49-66 procent af deltagerne i gennemsnit gennemfører forløbene som fjernundervisning. Til sammenligning er gennemførelsesprocenten mellem 70 og 79 procent på de selvsamme fag med fysisk tilstedeværelse.

”Det er i opstarten, vi ser det største frafald. Mange er ikke klar over, hvor meget arbejde det kræver at være aktiv på fjernundervisning. Vi gør alt, hvad vi kan, for at vejlede og screene kursisterne. Lærerne laver blandt andet særlige materialer til opstarten på fjernundervisning og læsevejledninger,” siger rektoren og fortsætter:

”Hvis lærerne oplever, at eleverne med fagligt svagere forudsætninger kan have vanskeligt ved at løse en opgave, prøver vi at løse problemet ved, at der bliver mere face to face-tid eller give mulighed for, at kursisterne kan mødes med en lærer online.”

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater