Er citronsommerfuglen kommet?

Om Poul Nyrup Rasmussen

• Protektor for Det Sociale Netværk, som han var medstifter af i 2009.
• Det Sociale Netværk står blandt andet bag initiativet Headspace Danmark.
• Statsminister i Danmarkfra 1993 til 2001.
• Medlem af Europa-Parlamentet fra 2004 til 2009.
• Formand for Socialdemokratiet fra 1992 til 2002.
• Tidligere cheføkonom i LO og direktør i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
• Cand.polit. fra Københavns Universitet i 1971.
• Student fra Esbjerg Statsskole i 1962. Født 1943 i Esbjerg.

Når Poul Nyrup Rasmussen er ude at holde foredrag for gymnasieelever eller andre grupper af unge, bruger han gerne personlige eksempler fra sit eget liv til at fremhæve en pointe.

En af dem handler om øjeblikkets betydning.

For godt tre år siden døde hans hustru, Lone Dybkjær, af kræft. Det sidste halve år, hun levede, var Nyrup med egne ord kok, stikirenddreng, kaffebrygger, samtalepartner, sygeplejerske. Alt.

Han ville vække hende i hjemmet på Frederiksberg, og når morgensolen ramte hende, ville hun spørge:

Er avisen kommet?

Ja, den er kommet.

Har du lavet kaffe?

Ja.

Er citronsommerfuglen kommet?

Ja, den er kommet.

”Så sidder vi der. I et øjeblik hvor vi kan glædes over at have noget sammen. Og det forstærkes, fordi vi har mødt det andet. Vi har mødt nedturen, vi har mødt sorgen. Den historie kan jeg mærke, de unge tager imod. Og jeg mener, at vi skal være bedre til at fortælle unge mennesker, at livet ikke er en ubrudt kæde af lykkelige øjeblikke. Livet består af både mørke og lyse stunder. Nederlagene er lige så vigtige som sejrene. Og det er tilladt at fejle. Det er et helt afgørende aspekt, som vi i højere grad bør tænke ind i den måde, de unge dannes på, og herunder den måde, de undervises på,” siger han.

Vi møder Poul Nyrup i det indre København, hvor organisationen Det Sociale Netværk/Headspace Danmark har til huse. Da han forlod aktiv politik i 2009, stiftede han sammen med fire andre netværket, og ud af det opstod blandt andet den nu landsdækkende ungdomsrådgivning Headspace, hvis seks første centre i september kunne fejre 10-års jubilæum. I den periode har cirka 80.000 unge herhjemme kontaktet rådgivningen for at få råd og hjælp til et personligt problem som ensomhed eller utilstrækkelighed. De repræsenterer en bred gruppe af unge lige fra udskolingen og på tværs af ungdomsuddannelserne.

”Vi ved fra undersøgelser, at cirka 20 til 25 procent af en årgang fra cirka 12 år og frem til 24-årsalderen giver udtryk for, at de ikke trives, og at antallet har været og er voksende. Inden for den gruppe er der meget stor variation og mange nuancer. Nogle er tæt på at få en egentlig psykisk lidelse, andre har kortvarige nedture. Mange befinder sig i en form for mellemstation, hvor de ikke er syge nok til, at de skal i psykiatrien, men heller ikke raske nok til, at de uanfægtet kan fortsætte i deres skole eller uddannelse.”

I debatten florerer forskellige tal for, hvor stor en andel af unge der rammes af mental mistrivsel. Uanset hvilke undersøgelser man fæstner mest lid til, er det dog stadig et mindretal blandt ungdommen, der mistrives. Flertallet fungerer godt med skole, kammerater, forældre og fritid. Det er Nyrup opmærksom på.

”Ja, det skal vi ikke glemme. Men det er, som om det i nogen grad er blevet unaturligt at være ked af det. Altså, teenagere er kede af det nogle gange. Men nogle forældre har tilsyneladende svært ved at rumme det, har jeg indtryk af. Der er perioder, hvor man er ked af det og kommer over det. Dannelse går også ud på, at de unge lærer, at det at være nedbøjet og det at opleve glæde er to lige vigtige sider af et liv.”

Skærpede krav i gymnasiet
Retter vi blikket særskilt mod gymnasiet for at spore os ind på mulige forklaringer der, hæfter Nyrup sig ved nogle overordnede udviklingsmønstre, der har indflydelse på gymnasiet i dag.

For år tilbage fik tre fjerdedele af en ungdomsårgang i runde tal en faglig uddannelse, og omkring en fjerdedel fik en gymnasieuddannelse. I dag er det omvendt, pointerer han. Og så markant en ændring i tilgangen til gymnasiet over nogle årtier kan ikke undgå at have konsekvenser.

”Desto bredere en sammensætning man har i gymnasiet, desto flere elever vil der være, der ikke trives så godt. Gymnasiet møder langt større forskellighed i forudsætninger, men det har ikke affødt større politisk vilje til at tage hånd om dem, der kræver en særlig opmærksomhed.”

Set med Nyrups øjne har man ikke i gymnasiets opbygning, pædagogik og krav taget højde for, at man i dag har med en meget bredere gruppe at gøre. Tværtimod.

”Sideløbende med at eleverne kommer med flere forskellige forudsætninger, er gymnasieskolen så blevet mere fleksibel, er der blevet mere rum og plads til dem med et svagere udgangspunkt? Nej, det er der ikke. Det er gået den anden vej. Kravene til eksamener og til præstationer er blevet skærpet.”

Parallelt med den udvikling er sociale medier kommet til og har indtaget en dominerende plads i de unges liv. Man bør ikke overdrive betydningen af en enkelt faktor i en kompleks problemstilling, heller ikke sociale medier, betoner Nyrup, men de sociale medier er et meget sammensat værktøj i de unges liv.

”Nogle trives godt med dem. Andre får jo så desværre at vide, at jeg var ikke med der, og jeg var ikke inviteret med der. Så for unge, der i forvejen har problemer, forstærker de oplevelsen af utilstrækkelighed. Og de unge, der føler, at de ikke får anerkendelse af omgivelserne, får et ekstra skub den forkerte vej.”

En anden overordnet udviklingstendens er afskaffelsen af ’det almindelige’, og det er i Nyrups øjne et foruroligende træk i tiden. En midterkarakter er vanskeligere at acceptere, selvom den udtrykker, at eleven netop har gjort det okay.

”Det er mit indtryk, at tidligere kunne gymnasieelever nemmere leve med gennemsnitlige karakterer i nogle fag, de enten ikke var dygtige i eller særligt engagerede i. Det kan de ikke i dag, og det er med til at øge oplevelsen af et konstant pres hos de unge.”

Flere skal være faglærte
Et af midlerne til at mindske følelsen af konstant pres er en lempelse af karakterræset, pointerer han. Den enkelte elev er meget mere end blot et tal.

”Vi bør begynde at bygge bedømmelsen af den enkelte elev mere intelligent op, end vi har gjort hidtil. Vi har bare læsset flere krav på deres skuldre uden helt at gennemtænke, om det nu giver et godt billede af det unge menneske, som skal videre ud i arbejdslivet eller studier. Og så skal vi indrette folkeskolen og gymnasiet på en måde, så vi tager konsekvensen af, at læringstempo og læringsgennemslag er forskellige fra individ til individ. Det er meget svært i praksis, men jeg tror, det er den rigtige vej at gå.”

Skal udviklingen vendes, og det er bydende nødvendigt, understreger Poul Nyrup, er det først og fremmest afgørende at få flere unge i gang med en faglig uddannelse frem for en gymnasieuddannelse. Alt for mange havner på den forkerte hylde og får derfor ikke den basale erfaring, at de faktisk er gode til noget, og at de får anerkendelse for netop det.

”Både indholdsmæssigt og mentalt er der slet ingen tvivl om, at en stor del af de unge, der ikke trives i gymnasiet, ville få et bedre forløb på en faglig uddannelse. Her kunne de blive bekræftet i, at de kan noget frem for at ryge ind i det ene nederlag efter det andet. Men jeg er også overbevist om, at vi sideløbende skal skære ned på alle de prøver og test, som de unge møder i skolen og gymnasiet, for at frigive mere tid og opmærksomhed til at gå i dybden med emner, som de unge er optagede af og engagerede i. Vi har nordisk rekord i antal af eksamener, man skal have i folkeskolen. Det er helt vildt.”

At det er kommet hertil, skyldes ifølge Nyrup bestemt ikke ond vilje, men snarere en form for blind vinkel.

”Vi er offer for pandekagekomplekset, tror jeg. Stablen af pandekager bliver højere og højere, og til sidst kan vi ikke se, hvor mange lag der er blevet lagt ovenpå. Man glemmer at se på den samlede sum, hver gang man tilføjer et nyt krav i et nyt fag,” siger han og uddyber:

”Spørgsmålet er, om man i gymnasiet er ved at løbe ind i en produktivitetsmur. Altså, at nu er det meget marginale forbedringer, man kan opnå ved at lægge et nyt lag oven på stablen. Men du kan måske opnå et nyt og større ryk fremad ved at skære halvdelen af de mange test væk. Så kommer fantasien, kreativiteten og det personlige engagement. Det er i al fald en mulighed, hvor de unge så motiveres af andet end at opnå en bestemt karakter. Og jo, produktivitet og kreativitet kan godt gå hånd i hånd, men der er mange tegn på, at det ikke sker i dag.”