Epx ligner en uddannelses­mæssig enhjørning

Gymnasierne spiller jo ganske ofte en rolle i den offentlige debat. Det med god grund. De udgør en meget central del af vores uddannelseslandskab.

Men hvad ER egentlig et gymnasium?

Det spørgsmål er blevet yderst relevant efter den seneste udmelding fra regeringen om en stor og ny reform af ungdomsuddannelserne.

Undervisningsministeren har sagt, at i fremtiden skal ”mange flere unge i gymnasiet”.

På den anden side af det uddannelsesmæssige spektrum – hos De Radikale – det parti, hvor jeg trådte mine politiske barnesko – har man taget nyheden ned på en ikke så positiv måde.

Martin Lidegaard har sagt, at han mener, at det vil være forkert at afskære unge fra at komme i gymnasiet, og at han selv slet ikke ville være blevet toppolitiker, hvis denne nye politiske linje havde været virkelighed, da han var ung.

Han er altså bange for, at for få elever vil komme i gymnasiet i fremtiden.

Spørgsmålene pibler frem.

Hvordan kan der komme flere i gymnasiet, samtidig med at færre får lov til at komme ind?

Jo, dette sker ved, at man udvider selve gymnasiebegrebet.

Helt konkret er planen at nedlægge en række ungdomsuddannelser, hf, eux og htx plus 10. klasse og måske VUC, og oprette en ny mastodontuddannelse: epx.

Vi ved ikke så meget om den endnu, andet end at det er en form for uddannelsesmæssig enhjørning, der kan det hele. Både samle de skoletrætte op, tilbyde fest, faglighed og praktiske færdigheder og forberede til videregående uddannelser.

Begreberne betyder noget
Men lad os dvæle lidt ved begreberne.

Gymnasiet er jo – eller var indtil for kort tid siden – en studieforberedende ungdomsuddannelse.

I gymnasiernes formålsbeskrivelse står der, at:

”Formålet med uddannelsen er at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet med fagene.”

”Studiekompetence” og ”studiemiljø” nævnes også i formålsbeskrivelsen.

Jeg er ikke sikker på, at vi har verdens bedste formålsbeskrivelse til gymnasiet. Flere af begreberne er alvorligt udfordrede, og man kan diskutere, hvad de egentlig laver der. Men helt ringe er den heller ikke, og når jeg nævner den, er det, fordi vi har friske erfaringer med, hvordan det går, hvis man laver en stor reform, der helt ser bort fra formålsbeskrivelsen.

Jeg taler her naturligvis om folkeskolereformen – den vender vi tilbage til.

Som de fleste læsere vil vide, er det almene gymnasium udsprunget af latinskolen – og det er værd at huske sig selv og hinanden på, hvor tingene kommer fra – især hvis man ønsker at ændre dem helt fundamentalt.

Mange af os har en forståelse af, at ovenstående primært beskriver den treårige stx, der oprindeligt havde til formål at give eleverne et fagligt niveau og en almendannelse, der gjorde dem i stand til at tage en uddannelse på universitetet.

Sådan tænker vi – også selvom uddannelser som htx og hhx og senest eux er blevet optaget i det gode selskab.

Latinskolen eksisterede i Danmark og andre europæiske lande fra middelalderen og frem til 1800-tallet. Den havde til formål at lære unge mennesker – primært unge mænd fra det bedre borgerskab – latin, kristendom, græsk og retorik og senere også matematik og historie, så de kunne blive i stand til at læse for eksempel teologi eller administration på universitetet.

Det almene gymnasium er altså på godt og ondt vokset frem af en uddannelsesform, der havde til formål at dykke ned i historien, religionen, sproget og videnskaben for at dyrke bestemte færdigheder til den enkeltes og samfundets bedste. Der var en klar forståelse af, at dannelse er noget, der gives videre gennem generationer til samfundets gavn og opretholdelse.

Husk historien!
Vi springer frem til nutiden, hvor htx og hhx blev flettet sammen med stx i loven for få år siden. Dette var bemærkelsesværdigt, for hhx er jo ikke udsprunget af latinskolen, men af købmandsskolerne, der blev skabt af det danske erhvervsliv – i første omgang af den succesrige erhvervsmand Niels Brock, der efterlod en mindre del af sin arv til netop dette formål. Niels Brock var på sin tid nogenlunde lige så rig som kongen, og han tog altså på sig at efterlade en arv, der kunne sørge for, at det gode købmandskab og de værdier, der knytter sig dertil, blev indlejret i en uddannelse.

Med sammenlægningen af de merkantile uddannelser gennem hhx og det almene gymnasium sker der altså allerede en voldsom kultursammenlægning af noget, der har med kultur, sprog og etik at gøre, med noget, der har et klart fokus på handel, og et dannelsesbegreb, der har fokus på adfærd og integritet.

Derfor kan der også i hastværket ske det, at begreber som ‘innovation’, der har sin klare oprindelse i den merkantile sfære, samt ‘karrierelæring’ og lignende begreber smutter med ind i stx, uden at nogen rigtigt når at reflektere over det og overveje, om det nu også er en god ide.

Læseren kan måske regne ud, at det mener jeg ikke, det er. Tværtimod mener jeg, det er vigtigt at respektere uddannelsernes historie og egenart (på den anden side af den historiske forståelse lurer fordummelsen og antidannelsen).

Men vi har ikke så meget tid, så nu er vi allerede fremme ved nutiden, hvor ministeren netop har fremlagt den hypotese, at det hele er det samme.

Hvis man er et ansvarligt ungt menneske, der ønsker at bruge sin evne til at tænke klart i krisesituationer til at blive en eminent falckredder, så er det nogenlunde det samme som en elev, der er optaget af at fordybe sig i Chopin, og som studerer latin og græsk for at få adgang til at studere tekster, der har bidraget til at forme europæisk selvforståelse.

Hvis man gerne vil være bygningsmaler, fordi man ønsker et anstændigt arbejde, der kan give brød på bordet og tydelige resultater i verden, er det ikke væsensforskelligt fra et forløb, hvor et andet ungt menneske forbereder sig til et ingeniørstudie, der kan løse nogle af de store udfordringer, vi står over for, med at håndtere nye energiformer.

Og endelig, hvis man vågner om morgenen og drømmer om den optimale tilberedelse af asparges, men man samtidig bare hader at skrive dansk stil, ja, så skal det ikke betragtes som adskilt fra det unge menneske, der ikke kan sætte en pære i, men som til gengæld bruger sin fritid til at afsøge sit eget spirende talent for at sætte ord sammen i en roman.

Sporene skræmmer
Med andre ord: Alting er det samme.

Her er jeg bare grundlæggende uenig. Alt er IKKE det samme!

Når vi har uddannelser, så er det af to årsager:

Vi har brug for, at mennesker uddanner sig – for at de kan træde ind i samfundet som både medborgere og som medarbejdere.

Den enkelte har krav på og en berettiget forventning om at kunne tage en uddannelse, der kan give viden og erfaringer fra tidligere generationer, og som vil gøre den enkelte i stand til at ernære sig selv.

Uddannelser tjener altså både den enkelte og samfundet.

Men alting er IKKE det samme!

Jeg tror, det er uhyre vigtigt, at vi bevarer uddannelsernes egenart, kultur og specialisering.

Jeg er ikke modstander af, at man giver unge mennesker, der søger en erhvervsuddannelse, en faglig indflyvning, men dette skal ske på deres egne præmisser og med udgangspunkt i den erhvervsfaglighed, de søger i retning af.

Jeg er selv ud af en familie, hvor flere familiemedlemmer har skabt sig betragtelig succes på baggrund af en erhvervsuddannelse.

Jeg tager kraftigt afstand fra den opfattelse, at gymnasiet er svaret på alle bønner – det er ikke sandt.

Samtidig mener jeg, at man ved at ‘gymnasiegøre’ erhvervsuddannelserne kan risikere at gøre stor skade på dem – og også på de unge mennesker, der søger at dygtiggøre sig der.

Med andre ord: Der er plads til forandringer – men træd varsomt!

Og udvis respekt for den historie, vi er en del af. Dannelse er i høj grad også at være klar over, hvad vi har fået i arv, og hvorfor det ser ud, som det gør. Man skal aldrig smide barnet ud med badevandet.

Folkeskolereformen af 2013 var netop det. Et totalopgør med skolen, som den fungerede og så ud. 3.000 mål. Opgør med lærerne som faglige myndighedspersoner. Opløsning af fagene og strukturen i hverdagen. Overdigitalisering af undervisningsmaterialet. Unødigt lange skoledage. Opgør med lektier. En katastrofe, vi stadig lider under. Det var ikke et fremskridt – men et tilbageskridt. De danske folkeskoler har stadig svært ved at finde sig selv, og omkring 10.000 lærerstillinger er forsvundet. Vold, uro og skolevægring har ikke været værre i den tid, vi har målt på det.

Folkeskolereformen var på mange måder en kulmination på den uhellige alliance mellem midterpartiernes utilitarisme (det, der er nyttigt, er godt) og den yderste venstrefløjs forestillinger om skabelsen af det perfekte menneske gennem central styring.

Skolens funktion som samfundsbærende og kulturforvaltende dannelsesinstitution blev skudt i sænk. Folkeskolen har i dag meget svært ved at finde sig selv – og sit formål.

Målet må være at gøre det godt
Jeg holdt for nylig et foredrag for lærere og personale på et gymnasium på Sjælland. Lærerne berettede om, at de efter folkeskolereformen modtager elever, der ikke kan planlægge deres skolearbejde, og som ikke kan finde ud af at lave lektier. Ikke alle, men en betragtelig andel. Mange elever har svært ved at koncentrere sig – at læse en hel bog. Der er en mangel på faglig dybde, men også en tendens til faglig selvovervurdering.

Når man modtager lidt over 70 procent af en årgang på de gymnasiale uddannelser, er der udfordringer nok.

Hvis epx-reformen skal lykkes, skal svaret på disse udfordringer gerne blive bedre – ikke værre.

Mit perspektiv er, at vi skal give de unge de uddannelser, de har brug for – ikke nødvendigvis dem, de beder om.

For i dannelsesbegrebet ligger der et ansvar hos de ældre generationer, som vi må tage på os. Det er umoderne det der med de ældres ansvar – men jeg vil gerne bede læseren om at hæfte sig ved det.

Vi skal lave uddannelser, der fagligt hænger sammen, som bygger videre på den historie, vi er en del af, og som giver en tilpas stor variation til, at alle kan finde en uddannelse, der passer til netop dem.

Målet er ikke at ensliggøre – men at gøre det godt.

Hvis jeg var Mattias Tesfaye, ville jeg lægge mere ydmygt ud. Med en etårig epx og et solidt adgangskrav til stx. Uden at nedlægge en masse. Frivillighed til stx i forhold til at oprette epx. Prøve tingene af. Evaluere. Debattere. Give det tid.

Det er vigtigt med en solid faglighed. Men det må også godt være sjovt at være ung. Det skal ikke være matematiske knæbøjninger og litterære armstræk det hele. Der skal være plads til fællesskab, traditioner, fis og ballade. Vi skal give de unge lov til at være stolte af at høre til – være en del af helheden – både på den enkelte uddannelse og af de faglige traditioner, de træder ind i.

Jeg er både fortrøstningsfuld og bekymret. Men jeg vælger at sætte min lid til, at det nok skal gå.