Artikel
En tur i virkelighedens teater
No image

En tur i virkelighedens teater

GL havde i styrkelsen af tillidsrepræsentanterne for en dag allieret sig med konsulenthuset Dacapo, der benytter interaktivt teater til at få dilemmaer frem og skabe dialog mellem forskellige grupper i forandringsprocesser.

REKTOR: Der er vel ikke så meget nyt?

TR: Jeg ved ikke, om det er nyt, men der er stadig en del uro blandt kollegerne.

REKTOR: Det er vel også kun naturligt, situationen taget i betragtning.

TR: Der er en gruppe, der stadig er vred. De synes, vi skulle have haft konflikten, og lige nu er de i hvert fald ikke om bord.

REKTOR: Nej, det er jeg klar over. Vi kan jo godt se, hvem der konsekvent skal rykkes for deres tidsregistrering. Og selv om der skal være plads til at reagere, skal de jo også hjælpes videre.

TR: Men der er også nogle af dem, der rent faktisk har nogle indvendinger, som vi er nødt til at forholde os til. Både til hvordan opgaverne fordeles, og til hvordan tidsregistreringen skal bruges. Men der er også en gruppe, som er usikker og nervøs. Man kan vel sige, at de venter på, at ligevægten skal indfinde sig.

REKTOR: Og det kommer til at tage tid. Lige nu er der ingen, der kan sige, hvordan verden ser ud næste år. Det eneste, vi kan være sikre på, er, at vi kommer til at vænne os til forandringer.

TR: Det er nok rigtigt, men vi kommer også til at finde en måde, hvorpå vi kan afslutte de sager, som ligger mellem os lige nu. I gamle dage lavede vi en aftale. Nu skal vi gøre noget andet.

REKTOR: Det er jeg enig i, men jeg regner også med, at vi på sigt kommer til at se færre ”sager”, når tingene falder mere på plads. Det er mit indtryk, at vi ser det, der er.

TR: Det, tror jeg, er rigtigt.

REKTOR: Og jeg oplever også, at tidsregistreringen fungerer, og at vi har undgået sådan en ”solidarisk” måde at gøre det på.

TR: Det er også min oplevelse.

REKTOR: I bund og grund handler det jo om tillid til ledelsen.

TR: … og til lærerne, og der er kravet om tilstedeværelse stadig en sten i skoen.

REKTOR: Det har vi været igennem! Jeg regner med, at vi fortsat kan have et godt samarbejde, og at du støtter op om fremtiden for skolen.

TR: Selvfølgelig gør jeg det, men jeg er valgt som tillidsrepræsentant for mine kolleger, og det skal du også respektere.

REKTOR: Selvfølgelig.

Ovenstående er et lille uddrag af en række spillede sekvenser fra et seminar afholdt af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) for tillidsvalgte om disses nye rolle i OK 13. De små skuespil, der var iscenesat af konsulenthuset Dacapo og fremført af professionelle skuespillere, skulle hver især sætte fokus på en række af de problemstillinger og dilemmaer, tillidsrepræsentanterne står over for i det daglige, såvel over for ledelsen som over for kollegerne. Og derigennem give mulighed for at anskue problemerne fra flere forskellige vinkler og komme med forslag til løsninger.

Tillidsrepræsentanterne blev selv aktiveret i nogle af spillene, ligesom der var nedsat et panel – GL’s formandskab, nogle ledere fra forskellige skoletyper og kontorchef Inge Friis Svendsen fra Moderniseringsstyrelsen – til at kommentere, diskutere og svare på spørgsmål fra salen.

Formålet var som nævnt at få dilemmaerne i forandringsprocessen frem i lyset og måske få italesat nogle lettere tabuiserede emner i overenskomstdiskussionen.

”Der er ingen rigtige eller forkerte løsninger i dag. Meningen er at se på de meget store sko, tillidsrepræssentanten skal udfylde i den her situation,” som formanden for GL’s arbejdspladsudvalg, Kasper Bøcher, sagde i sin indledning.

”Men også at erkende, at der også for ledelserne er nogle store sko at fylde ud,” tilføjede chefkonsulent og dagens vært, Claus Have fra Dacapo, som igennem mere end en måned havde været ude på en række skoler og tale med de forskellige parter for at gøre situationerne så virkelighedsnære som muligt – det lykkedes i høj grad efter deltagernes reaktioner at dømme (se også de forskellige udsagn fra evalueringen andetsteds på disse sider).

Hvad er solidaritet?
Efter de indledende skuespil blev panelet bedt om at komme med syn på, hvad der var blevet sat i gang af tanker. Inge Friis Svendsen så en rektor, der var optaget af andre ting end lærerne, for eksempel tekniske ting som tidsregistrering. I stedet for at forklare, hvad meningen egentlig er. Hvor skal man hen med skolen? Hvad skal det nytte for eleverne?

”Det nytter ikke, hvis man kun har sagt det én gang. Man må som leder fortsætte dialogen,” sagde hun og tilføjede senere, at der ingen central detailstyring ligger i kortene.

”Det er den enkelte skole, der skal finde ud af, hvordan de her rammer skal bruges. Lokale løsninger på lokale udfordringer. Det er let at spørge os, fordi det er nemmere at have en regel at hænge ting op på, men nu skal man som leder altså være klar i spyttet og forklare, hvorfor man gør, som man gør.”

GL-formand Annette Nordstrøm Hansen så fire virkeligheder og forskellige opfattelser af implementeringen.

”Rektor talte om tillid og fornuft og fælles løsninger, men det bar mødet ikke præg af. Tillidsrepræsentanten er udfordret af kollegers modstand og usikkerhed og behov for diskussion om solidaritet. Solidaritet skal diskuteres og genfindes. Hvad er solidaritet? Lærerne skal opfatte arbejdsfordelingen retfærdig og gennemskuelig. Det er en proces. Hvordan gør man det? Det skal man diskutere i GL-klubberne,” mente hun – hvilket gav afsæt for en diskussion om solidaritet.

”Solidaritet er udtryk for en tanke. Jeg kunne, dengang jeg var tillidsrepræsentant, ikke forstå, at ældre lektorer fik 120-150.000 kroner mere end mig – også set i forhold til, hvad de lavede! Jeg skulle sågar til et repræsentantskabsmøde i GL høre en ældre tillidsrepræsentantkollega sige: ’Først havde jeg en cykel, så fik jeg en bil. Jakob får også engang en bil!’ Nu er vi bedre stillet, nu kan vi tale om, hvad en opgave fylder, og hvor meget tid den egentlig tager. Det er i virkeligheden solidaritet,” mente rektor og medlem af Rektorforeningens bestyrelse Jakob Thulesen Dahl fra Skanderborg Gymnasium.

2. næstformand Jeppe Kragelund fra GL nåede at indskyde, at vi befinder os mellem to systemer, hvilket som regel aldrig er godt, inden Inge Friis Svendsen påpegede, at solidaritet også er, hvordan man arbejder sammen og hjælper hinanden.

”Erfarne skal hjælpe uerfarne, når ikke alle får samme forberedelse. Man skal tænke solidaritet sådan, at man er sammen om tingene. Man skal lære først at være ude af døren, når man er færdig med fællesskabet. Man skal også se elevens samlede læring.”

”Jeg kan langt hen ad vejen dele dine visioner, men jeg deler også Jeppes opfattelse af, hvor vi er lige nu. Der er ikke taget højde for, at man kan hjælpe kollegerne. Der er et stykke vej i taklingen af implementeringen. I GL har vi taget til efterretning, at OK 13 er et faktum. Vi vil selvfølgelig være med til at udvikle gymnasiet, det er vist så langt, jeg kan strække det!” lød svaret fra GL-formanden, som gav kontorchefen fra Moderniseringsstyrelsen og lederne ret i, at lokale løsninger er mest hensigtsmæssigt – men af og til kan det ikke lade sig gøre, og så må GL ud at være med til rådgivning. Derfor bør det også være muligt at lave lokale aftaler, hvis man skal lave lokale løsninger, lød hendes argument.

Javist, responderede Inge Friis Svendsen – men hvis man laver en lokal aftale, skal der også ligge en mening bag.

”Igen: Hvad vil man med skolen. Lederne har også fået en ny rolle, et nyt ledelsesrum at træde ind i – det er usikkert for dem, ikke alle er lige forandringsparate. Men lederen har ansvaret, så han eller hun skal gå forrest som spillende træner her.”

Tidsregistrering og merarbejde
Reaktionerne fra salen var på dette tidspunkt umiddelbart godt i tråd med paneldeltagernes analyser. Mange pæne ord – men der mangler en tydeliggørelse af visionerne og en kombination med det konkrete. Det handler blandt andet om tid og opmærksomhed – en leder må bruge tid sammen med sine ansatte. Lærerne oplever en mere kompliceret hverdag med samarbejde, ny mødekultur og så videre. Flere samarbejdsflader, som giver større tidsforbrug.

”Når man har tidsregistrering, er udgangspunktet selvfølgelig, at det skal bruges. Det kan give et interessant indblik i, hvor det egentlig er, lærerne lægger deres ressourcer. Det lægger op til en dialog. På de fleste andre akademiske arbejdspladser har man tidsregistrering, og det er ikke noget, man bruger tid på at tale om. Men som med alt andet nyt tager det tid og energi og skaber bekymring. Meningen er, at det skal være mere transparent, hvordan man bruger sin arbejdstid,” sagde Inge Friis Svendsen.

Flere af skuespilsekvenserne handlede om forberedelse og merarbejde versus overarbejde. Om ledelsesansvar og anerkendelse af ledelsesretten. Og det var tydeligvis også noget, der optog tillidsrepræsentantkorpset.

”Det er en svær samtale, det er jeg enig i. Man kan komme i en situation, hvor man siger, du forbereder dig mere, end vi har råd til. Man må have en værktøjskasse i forhold til de forskellige problemer, der opleves. Vi ser gerne overarbejdet begrænset, men det skal være for at få mindre belastning – ikke for at få mindre betaling!” sagde Annette Nordstrøm Hansen.

Diskussionerne – og skuespillene – fortsatte, blandt andet med professor og arbejdsmiljøekspert Tage Søndergård Kristensen (se også kronikken i dette nummer af Gymnasieskolen) som en slags ”dommer” i nogle af de fremsatte dilemmaer. De blev egentlig sammenfattet ganske godt af tillidsrepræsentant Thomas Lyngmann, der stillede sig til rådighed i en af sekvenserne med en professionel skuespiller.

”Tillidsrepræsentanten er overenskomstens vogter – men det gælder begge veje! Vi skal både holde ledelsen i ørerne og samtidig forklare vores medlemmer, at overenskomsten ikke er et tag selv-bord,” sagde han med henvisning til merarbejde- og tidsregistreringsdiskussionen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater