Artikel
En bedre fremtid begynder i gymnasiet
Christian-Skipper-banner

En bedre fremtid begynder i gymnasiet

Christian Berner Skipper ønsker at gøre jorden til et bedre sted, og gymnasiet er et oplagt sted at starte, mener han. Han underviser i geovidenskab på Rosborg Gymnasium og begynder ofte sin undervisning med at få eleverne til at undre sig.

Tekst_ Vorre

Christian Berner Skipper stikker fingrene ned i en spand med sand fra Hvidbjerg Klit lidt uden for Vejle. Det fine hvide sand er 20 millioner år gammelt, fortæller han og peger på en anden spand med sand fra den seneste istid, som ‘kun’ er 20.000 år gammelt.

Eleverne på geovidenskabsholdet på Rosborg Gymnasiet har travlt med at sigte og analysere sand fra forskellige steder i Danmark. Også fra Fur i Limfjorden, hvor holdet netop har været på ekskursion.

Hvis man først læser teorien og derefter laver forsøg, så kommer det nemt til at handle om at påvise teorien.

Christian Berner Skipper, lærer
Rosborg Gymnasium

“Jeg synes, det fungerer bedst med induktiv læring. Jeg vil gerne have eleverne til at undersøge tingene i praksis, få dem til at undre sig og opdage noget og derefter koble teorien på,” forklarer Christian Berner Skipper.

Eleverne hælder sand i en stabel af beholdere, som sorterer sandet efter, hvor fint eller groft det er. Derefter vejer de sandet og sætter resultaterne ind i et kurvediagram.

To piger spørger ‘Skipper’ om de fine, små sorte korn, som ligger i den ene beholder, og han fortæller, at det er tungsand, som indeholder titanium og andre tungmetaller, som blandt andet bruges i elektronik.

“Hvis man først læser teorien og derefter laver forsøg, så kommer det nemt til at handle om at påvise teorien, i stedet for at eleverne selv undrer sig og ser nogle mønstre i deres undersøgelse,” siger Christian Berner Skipper.

Største globale udfordring
Geovidenskab er et fag, som indgår i studieretningen geovidenskab A, matematik A og kemi B. Faget kombinerer elementer af naturgeografi og fysik. Og det er et fag, hvor eleverne i bogstaveligste forstand stikker fingrene i jordens ældgamle geologiske fortid og samtidig kigger på jordens aktuelle og fremtidige tilstand ikke mindst i forhold til klimaforandringer.

Dermed kommer eleverne til at gå fagligt i dybden med den måske nok største globale udfordring, og det er en yderligere motivation for Christian Berner Skipper.

“Jeg vil gerne være med til at gøre jorden til et bedre sted,” siger han.

“Og det har jeg rigtig gode muligheder for i gymnasiet. Jeg underviser måske 150 elever om året, som jeg har mulighed for at gøre klogere og give handlemuligheder i forhold til at forholde sig til jordens udfordringer,” fortsætter han.

Han er oprindeligt uddannet geolog og har tidligere arbejdet med forurening af jord og grundvand i ingeniørvirksomheden Rambøll. Alligevel er han ikke i tvivl om, hvor han sætter de største aftryk i forhold til sit mål om at gøre jorden til et bedre sted.

“At undervise i gymnasiet giver mig en helt anden gennemslagskraft. Det giver stor mening for mig at være med til at danne eleverne og gøre dem til mere kompetente samfundsborgere,” siger Christian Berner Skipper.

Christian Berner Skipper har tidligere arbejdet med forurening af jord og grundvand i Rambøll.
Han har tidligere arbejdet med forurening af jord og grundvand i Rambøll, men Christian Berner Skipper mener, at hans arbejde i gymnasiet giver ham bedre mulighed for at gøre jorden til et bedre sted.

Vis mig dit køleskab
Christian Berner Skipper ønsker også, at eleverne reflekterer over deres eget aftryk på jordens klimaregnskab. Eleverne bliver for eksempel sat til at undersøge deres madvarer i køleskabet i forhold til udledning af CO2.

“Det er virkelig noget, der kan sætte gang i debatten, når vi snakker om at skære ned på kød,” siger han og smiler.

En lille gruppe elever, som er færdig med at sigte og veje deres sand, fortæller, at det også er på grund af klimaforandringerne, at de har valgt studieretningen med geovidenskab.

“Vi deltog også i klimastrejken,” siger en pige.

“Jeg valgte dog også geovidenskab på grund af Skipper,” siger en anden elev, som egentlig havde tænkt sig at vælge en samfundsfaglig studieretning, men ombestemte sig i grundforløbet.

Subtropisk klima i Danmark
Projektoren bliver tændt i klasselokalet, og elevernes kurver med sigteanalyser kommer op på tavlen. Overvejelser og snak om, hvorfor noget sand er mere finkornet end andet, begynder. Der bliver snakket om dengang for flere millioner år siden, da Danmark hang sammen med Norge og Sverige, og klimaet var subtropisk, og floder transporterede sand flere hundrede kilometer ned over Danmark. Sand, som siden endte i en plastikspand på Rosborg ­Gymnasium.

Timen slutter, og Christian Berner Skipper står ved katederet og pakker sammen.

“Jeg elsker at have med unge mennesker at gøre og det spil, der er med dem i undervisningen. Det betyder meget for mig at få skabt et trygt læringsrum, og jeg møder eleverne med åbenhed, respekt og humor. Jeg siger også til dem, at jeg ikke er alvidende, og at jeg også kan klokke i det,” siger Christian Berner Skipper.

Han mener dog, at besparelserne, der har ramt gymnasierne, betyder, at det er blevet sværere altid at levere den bedste undervisning.

“Jeg har fået mindre tid til at forberede mig, og jeg synes, det er sværere at følge med i mit felt.”

Han har valgt en klar strategi for at håndtere besparelserne.

“Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke kan forestille mig et bedre job end at være gymnasielærer. Jeg har derfor skåret ned på de mere trælse opgaver som rettearbejdet, så jeg har bedre tid til at forberede god undervisning,” siger Christian Berner Skipper.

Mig og mit fag

Brænder ildsjælene stadig trods nedskæringer, reformer og elevernes smartphonebrug? I denne serie besøger vi en række lærere og zoomer ind på deres faglighed og passion. 

Christian Berner Skipper

Christian Berner Skipper underviser i geovidenskab, naturgeografi og biologi på Rosborg Gymnasium i Vejle.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater