Med papskilte og slagsange gik gymnasieeleverne gennem byen. Målet var Christiansborg Slotsplads, hvor de ville vise deres utilfredshed. På nogle skoler havde eleverne lukket lærerne inde på lærerværelset, mens andre elever mere stille var smuttet i en pause.
Strejken var organiseret af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som havde sat fokus på spareplaner og et stigende karakterkrav fra 5 til 6 for at komme ind på det eksisterende gymnasium, når regeringens udspil til ungdomsuddannelser efter planen skal træde i kraft i 2030.
Joachim Ekstrand Federspiel, som er forperson for DGS, talte til gymnasieeleverne på Slotspladsen, om hvorfor de var samlet på denne dag.
”Det er vores fremtid, der er på spil, og vi kan ikke lade dem inde på Borgen bestemme alene,” sagde han og understregede, hvor vigtigt det er at få indflydelse på beslutninger på gymnasieområdet.
Regeringens karaktermur rammer hårdt og den rammer skævt.
Joachim Ekstrand Federspiel mente, at besparelser på gymnasieområdet vil føre til en dårligere uddannelse på gymnasierne rundt om i landet.
”Hver gang der bliver sparet på uddannelserne, bliver de dårligere. Hver gang vi mister lærere, mister vi muligheder,” sagde han.
Én ud af fem
Tomas Kepler, som er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, var i sin tale kritisk over for det øgede karakterkrav, som vil betyde, at færre kan komme ind på stx og hhx.
I sin tale på Slotspladsen bad han eleverne om at lukke øjnene og tænke på deres fire bedste venner.
”Mindst én af jer var ikke kommet på gymnasiet,” fortalte Tomas Kepler, som er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening.
Han fortsatte:
”Er det din bedste ven – eller er det måske dig selv?”
Han lagde i sin tale vægt på, at karakterkravet især vil ramme drenge og elever fra ufaglærte hjem.
”Regeringens karaktermur rammer hårdt og den rammer skævt,” understregede Tomas Kepler til de samlede gymnasieelever.
Hvad byder fremtiden?
Der var blevet skrevet slagord til lejligheden, og de blev brugt flittigt.
”Vores skole – Vores valg – Vores fremtid – Vores kald,” råbte eleverne mellem talerne.
Samme budskab havde Martin Lidegaard (R), som talte for fri og lige adgang til uddannelse.
”Unges baggrund skal ikke stå i vejen for unges muligheder,” sagde Martin Lidegaard og fortsatte.
”Hvis man hæver adgangskravet til gymnasiet samtidig med, at man nedlægger 10. klasse, rammer man med stor præcision de børn, som kommer fra ikke-boglige hjem. Dem som ikke uden hjælp kan klare en uddannelse.”
Undervejs var der også taler fra politikerne Mai Villadsen (EL) og Mads Olsen (SF). Holdningerne til, hvad gymnasiet er og skal kunne, var mange hos talerne. De fremmødte elever havde også mange forskellige holdninger til det nye reformudspil.
Nogle var dukket op for at gøre opmærksom på vigtigheden af naturfag, mens andre var utilfredse med udsigten til, at hf skal lukkes. Det var en broget skare, som havde mange budskaber – både på hjertet og på deres skilte. Men de fleste var enige om, at det er vigtigt at investere i uddannelse.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode