Artikel
Elever nytænker gymnasiet for DI
Gym tænkt forfra

Elever nytænker gymnasiet for DI

Icebreakers og innovative kompetencer kom i spil, da gymnasieeleverne skulle planlægge en konference for Dansk Industri.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

En flok gymnasieelever bevæger sig tøvende gennem de smalle gange på Lyngby Tekniske Gymnasium. De er på fremmed territorium. Hvert et skilt bliver nærstuderet på vejen, og de kigger fra side til side som nybegyndere i trafikken.

“Bare følg den røde streg i gulvet,” råber en kammerat, der har søgt hjælp på et af kontorerne. Stadig tøvende bevæger den voksende elevflok sig op til aulaen. Men efter at have udpeget klassekammerater i virvaret af de 150 fremmødte elever, forvandles flokken til selvsikre gymnasieelever.

Og der er brug for de selvsikre gymnasieelever. Organisationen Dansk Industri (DI) har bedt eleverne om hjælp. De skal planlægge og skabe en konference på en ny måde, hvor fremtidens gymnasium kan drøftes.

Nytænk gymnasiet
Eleverne kommer fra seks forskellige gymnasiale uddannelsesinstitutioner og er en del af det treårige projekt Gymnasiet tænkt forfra, der skal nytænke gymnasiet. Målet er, at elever og lærere oplever større motivation, og at eleverne opnår nye, innovative kompetencer.

Projektleder og tidligere gymnasielærer Jacob Kjærgaard byder eleverne fra de fire forskellige gymnasiale retninger velkommen.

“DI tror på, at I elever med jeres mange ressourcer har et godt bud på en ny konferenceform, hvor fremtidens gymnasium kan drøftes og skabes. I er eksperterne, det er jo ikke altid lærerne, der har svaret,” siger han. 
Konferencen skal være i februar 2014, og Dansk Industri betaler.

Båndene kappes
Elever bliver delt op i grupper ved, at lærerne går rundt iblandt dem og deler jetoner ud i forskellige farver. Eleverne bytter lidt på kryds og tværs, men forsøget på at holde fast i velkendte arbejdsmakkere er forgæves. Kort tid efter går lærerne rundt og blander eleverne fra de forskellige skoler og uddannelsesretninger.

Forandringfirmaet Workz er hyret til at stå for dagen. Dagens første opgave er, at eleverne i de forskellige grupper enten skal finde frem til konferencens fysiske rammer, forløb, format, mål eller målgrupper. Stopuret sættes i gang, og grupperne har 40 minutter til at løse den. 

Icebreaker
Snakken går trægt ved mange af bordene – også i en ottemandsgruppe. En hurtig præsentation viser, at der er to elever fra Borupgaard Gymnasium, to fra Espergærde Gymnasium & HF, to fra Lyngby Tekniske Gymnasium og to fra Handelsskolen K. Nord. Bordet er fyldt med post-it-blokke, karton og farvestrålende tuscher, men det ligger urørt hen.
To elever fra samme klasse fortsætter den private snak om spisning inden næste fest. Men da det er den eneste snak ved bordet, hviler de flestes øjne på dem. Pigen bemærker det og tager opgaveformuleringen i hånden, tøver lidt, men siger så:

“Vi skal jo planlægge konferencens forløb. Kunne vi for eksempel starte lidt utraditionelt i forhold til, hvad man normalt gør til en konference?”
Der bliver helt stille ved bordet igen, et par elever nikker, og en dreng slår blikket ned og krammer den gule jeton. Pigen vender sig mod klassekammeraten og spørger:

“Hvad med en icebreaker?”
Han nikker og forsøger at få resten med i snakken:

“Hvad har I egentlig prøvet af forskellige lege og icebreakers,” siger han.

Innovations- og afsætningslærer Martin Hjorth fra Cph West i Ishøj følger gruppen lidt på afstand. Da idéerne til, hvordan man kan bryde isen til en konference, pludselig kommer fra flere sider af bordet, bliver han på afstand.

“De skal lige i gang. De kender ikke hinanden, men når de så pludselig finder en fælles reference, kommer deres værktøjer stille og roligt frem,” siger han. 

Kan konkurrere med kinesere
Normalt arbejder eleverne i Gymnasiet tænkt forfra ikke med andre emner, end de normalt ville stifte bekendtskab med i gymnasiet. Men det er måden og fokus, der er anderledes, fortæller Martin Hjorth, der netop har afsluttet et forløb i afsætning, hvor eleverne skulle arbejde med samarbejds-, navigations- og handlekompetencer.

“Vores fokus på innovation har gjort, at eleverne tager ansvar, handler, navigerer og samarbejder i en helt anden grad end normalt,” siger Martin Hjorth og uddyber:

“Eleverne får opbygget kompetencer, som er meget relevante i samfundet nu og endnu mere i fremtiden. Vi kan ikke konkurrere med kineserne på det rent faglige, men sætter vi de innovative kompetencer i spil, har vi rigtig gode chancer.” 

Nye roller
Lærer Elisabeth Klæstrup Nielsen fra Cph West følger også gruppernes arbejde. Hun kan godt lide at se, hvordan de sociale roller ændrer sig.

“Eleverne folder sig ud og får andre roller, når de selv skal tage mere ansvar for produktet. Den knap så fagligt stærke elev kan pludselig opleve, at han har flere kompetencer, som kan bruges,” siger hun.

Kristian, der er elev på Lyngby Teknikske Gymnasium, er også glad for den anderledes måde at arbejde på.
"Det er fedt at løse en rigtig opgave for DI, for man tager det nok lidt mere alvorligt. Det er også sjovt at høre de forskellige input fra de andre uddannelser," siger han.

Martin Hjorth synes, at det er en god idé, at gymnasiet som i dag også trækker på eksterne partnere i undervisningen.

“Firmaet arbejder jo professionelt med forandringsprocesser, og det kan både elever og lærere lære noget af,” siger han.

Fordomme skal vendes
Eleverne skæver indimellem til stopuret. Post-it-sedler i gul, pink og grøn dækker nu bordet. Snakken går, flere skriver og konferencen planlægges.
Når deltagerne ankommer til konferencen, skal de trække en farve, der kan bruges til blandt andet gruppeopdeling. Bagefter skal en icebreaker bryde den formelle og upersonlige tone. Der skal være film, gruppearbejde og diskussioner om elevernes hverdag. Hovedtemaerne er, hvordan eleverne bliver dygtigere, og hvordan man kan holde på eleverne på uddannelserne. Undervejs i konferencen skal der også være meningsmålinger blandt deltagerne.

Gruppen er fokuseret på at vise verden, hvor meget de laver og lærer i gymnasiet. De er meget fortørnede over en avisartikel, der beskriver dem som den fortabte generation, der bruger for meget tid på sociale og digitale medier. Eller som en dreng siger:

”Der er rimelig mange fordomme, som vi skal have vendt. De tror simpelthen ikke, at vi laver en skid.”

På samme niveau
Selvom det er nogle andre grupper, der skal tænke på indretning af konferencelokalet, kan elever ikke lade være med drømme lidt om, hvordan det kunne se ud. Anderledes rammer med fatboys, hyggehjørner og gynger i loftet kunne sætte gang i nogle andre aktiviteter og snakke til konferencen, bliver eleverne enige om. En pige er dog lidt bekymret over, at direktører skal sidde med deres jakkesæt i fatboys eller gynger. De griner alle ved tanken, men bliver afbrudt af en htx-elev:

”Vi skal ikke lade os afskrække af, at der kommer direktører, som er vant til fine omgivelser. Vi skal mødes på samme niveau. Hvis de skal tænke kreativt, skal de også rystes lidt.”

Martin Hjorth er godt tilfreds med eleverne.

”Jeg tror faktisk ikke, at de helt ved, hvordan en konference normalt foregår. Vi kunne have haft en masse oplæg om det, men så havde de været påvirkede af vores idéer om, hvordan en konferences rammer og indhold bør være. Her tænker de helt frit,” siger Martin Hjorth. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater