Artikel
Didaktik og drager skaber skøn symbiose
steen_beck_04_game_of_thrones

Didaktik og drager skaber skøn symbiose

Få tv-serier har ramt så bredt et publikum som Game of Thrones. Serien er også en gylden mulighed for en gymnasielærer til at aktivere ele­vernes viden, mener Steen Beck, der er gymnasieforsker og forfatter til en ny bog om den populære tv-serie.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Tv-serien Game of Thrones er blevet et uventet kulturelt fænomen set i lyset af at være en middelalderfantasy-tv-serie, med hvad der hører til genren af drager, prinsesser og magiske væsener. Men tv-serien om kongekampen på det fiktive kontinent Westeros kan også være med til at hjælpe gymnasieelever til at få en bedre forståelse af deres pensum. Det mener forsker i læringsteori og dannelsesprocesser i gymnasiet Steen Beck.

Ifølge ham er der en sjældent god synergi mellem seriens popularitet og dens behandling af problemstillinger inden for samfund og eksistens. Han mener, at gymnasiets humanistiske og kunstneriske fag med stor gavn kan drage Game of Thrones ind i undervisningen.

”Hver gang vi får muligheden for at lave de her koblingspunkter, så synes jeg, man skal give det en chance. Jeg synes, det er interessant, at unge er interesseret i et værk, der nærmest har shakespeareske dimensioner. Der kan ligge en didaktik i det,” mener Steen Beck.

Vinteren kommer
Steen Beck havde egentlig været skeptisk over for den balstyriske tv-serie i lang tid, selvom hans børn flere gange havde prøvet at overbevise ham om, at serien ville falde i hans smag.

”Fantasy har aldrig interesseret mig. Tolkien stod jeg helt af på. De der meget kulørte universer i film, hvor det gode og det onde kæmper mod hinanden på forholdsvis stereotype måder, det er ikke noget for mig. Jeg tænkte, at Game of Thrones nok var noget af det samme,” fortæller Steen Beck.     

Efter at han alligevel af nysgerrighed fik set det første afsnit af serien, måtte han sande, at hans børn havde ret. Tv-serien havde fat i nogle af de temaer, som han selv var dybt fascineret af i kraft af sit arbejde med gymnasiet og sin baggrund som litterat.

”Lige pludselig kunne jeg se, at den her tv-serie var interessant. Den bygger nogle broer mellem populærkulturen og klassiske temaer i gymnasiets fag. Faktisk er den helt inde at pille ved kernestoffet,” siger Steen Beck.

Han blev så vild med spillet om jerntronen i Westeros, at han besluttede sig for at skrive en bog om tv-serien.

Efter lang tids fordybelse i Game of Thrones-universet er han nu færdig med bogen, som er udkommet tæt på premieren på tv-seriens sjette sæson. Han kalder den en fordybelsesbog, en bog skrevet af en fan til andre fans. Læseren får mulighed for at dykke med forfatteren ned i seriens tematikker og blive klogere på både den fiktive verden og seriens inspirationer fra den virkelige verden. Han har kaldt bogen Vinteren kommer. En reference til en gennemgående replik fra serien.

Mere end bryster og drager
Game of Thrones bliver produceret af det amerikanske tv-selskab HBO, som er notorisk kendt for at skubbe grænserne for, hvad der bliver vist på de ellers typisk konservative amerikanske tv-kanaler. Og tv-seriens skabere, D.B. Weiss og David Benioff, har ikke overset muligheden for at udnytte selskabets frivolitet. Serien byder ofte både på brutal vold og et utal af sexscener.

Steen Beck mener dog, at serien indeholder meget mere end sit eksplicitte ydre. Faktisk så flyder de intellektuelle referencer i en lind strøm, når han begynder at snakke om indholdet i serien. Jean-Jacques Rousseau, Niccolò Machiavelli og Sofokles’ tragedie Antigone dukker op mellem tv-seriens historier om dragemoderen Daenerys Targaryen og magtstrategen Tyrion Lannister.

Men ikke alle synes, at der er noget specielt dybsindigt over tv-serien. Den britiske skuespiller Ian McShane, der medvirker i tv-seriens kommende sjette sæson, gjorde sig for nylig bemærket ved at sige om serien:

”Det er jo bare bryster og drager”.

Steen Beck vil kun til dels give briten medhold i hans analyse af serien.

”Han har ikke helt ret. For det er mere end bare bryster og drager. Det gælder om at kunne balancere i al ramasjangen. Der er en masse nøgenhed og mærkelige væsener på den ene side, men på den anden side er der eksempelvis nuancerede portrætter af magt og sammenbrud af samfund,” siger Steen Beck.

En mirakuløs mulighed
Selvom Vinteren kommer er en bog til alle fans af serien, håber Steen Beck især på, at den vil give anledning til, at han kan komme rundt på landets gymnasier og bruge tv-serien som udgangspunkt for faglige oplæg for eleverne. Han mener, at gymnasiets humanistiske og kunstneriske fag med stor gavn kan drage Game of Thrones ind i undervisningen.

”Jeg håber, at bogen kan være til inspiration i den faglige undervisning, og at lærere og elever kan bruge de åbninger, der opstår, for at skabe forbindelser mellem det, der interesserer de unge, og så den ekstra viden, vi kan lægge ind, og som kan berige seeren,” fortæller Steen Beck.

Han synes, det er sjældent, at populærkulturen på den måde krydser klinger med det faglige indhold i flere af gymnasiets fag. Kan de forenes, kan det være gavnligt for læringen.       

”Når det sker, er det lidt af et mirakel, synes jeg. Lige pludselig kan unge mennesker være med til at tale om noget, de umiddelbart finder dybt fascinerende, med en faglig tilgang,” siger Steen Beck.

Han mener, at det eksempelvis kan være rigtig givende for en historielærer at snakke om måden, serien spejler middelalderen og feudalismens idealer på, at dansklærere kan drage direkte paralleller mellem seriens skildring af forholdet mellem individer og slægt i folkeviser, og at engelsklærere kan finde både Macbeth og Hamlet i serien. I snakken om tv-seriens læringspotentiale kommer han til at tænke på sin store helt Thomas Ziehe og hans teori om “god anderledeshed”.

”God anderledeshed er ikke kun, at eleverne skal møde det helt fremmede. De skal møde det helt fremmede for at kunne koble det til det, de interesserer sig for. Det fremmede kunne jo være de faglige blikke, og det, de interesserer sig for, kunne eksempelvis være de fantastiske tv-serier, der bliver til for øjeblikket,” mener Steen Beck.

Dragemoderen
Det har været et stort arbejde at gennem­analysere seriens første fem sæsoner med de mange forskellige karakterer og historieforløb. Han har faktisk været så dybt inde i de forskellige tråde af historien om jerntronen, at han vågnede en nat med en bekymrende tanke om en af sine yndlingskarakterer, Daenerys Targaryen.

”Hun er datter af Den Gale Konge, og hun er et incestbarn. Incestbørn bliver ofte skøre i det her univers. Tænk, hvis hun i løbet af den nye sæson begynder at se syner og bliver gal. Dragemoderen – en klar identifikationsfigur for enhver pige i 1.g, hvordan skal det dog ikke gå?” siger Steen Beck med et stort grin.

Han har i bogen nydt at gætte med på, hvordan historien udvikler sig. Ligesom i eventyrene er Game of Thrones- universet, på trods af drager og magi, nemlig bygget på en streng logik. Læserne af Vinteren kommer kan derfor også blive klogere på, hvorfor første sæsons helt store helt, Ned Stark, måtte halshugges til mange af seriens fans’ store forfærdelse. Det er i det hele taget farligt at blive for glad for en karakter i serien, da forfatteren til bøgerne, som serien er bygget på, George R.R. Martin, er kendt for usentimentalt at skille sig af med nogle af seriens mest elskede karakterer. Et brud på den normale kontrakt mellem læser og forfatter, som holder publikum på dupperne.

”Det er interessant, fordi det tvinger seeren til ikke at miste sit analytiske blik. Eksempelvis med Ned Stark, der jo faktisk måtte dø. Havde han fortjent at dø? Nej! Men der er en logik bag det. Magtens mennesker er spændt ud mellem duelighed og dyd. Ned havde ikke dueligheden, men kun dyden,” siger Steen Beck.

Dannelsesprojektet
Steen Beck har afholdt sig fra at drage paralleller til nutiden i bogen. Han mener dog, at der er mange ligheder mellem konflikterne i Game of Thrones-universet og de konflikter, som verden står over for i dag. Det politiske klima i Amerika kan eksempelvis godt læses ind i serien, og det samme kan et tema som interkulturel sameksistens og globalisering. Evnen til at kunne lave den slags koblinger er vigtig for en gymnasieelev, selvom man også skal passe på med at blive for direkte i sin oversættelse til nutiden, understreger han.

”Gymnasiets dannelsesprojekt er at gøre eleverne klar til at møde deres nutid med oplyst blik. Det er sådan set også det, min bog gør ved at tage den her tv-serie alvorligt,” siger Steen Beck.

Vinteren kommer – en fordybelsesbog for Game of Thrones-fans er udgivet på Forlaget Spring.

Game of Thrones sjette sæson starter på HBO Nordic den 25. april.

Om Steen Beck

• Lektor, ph.d. ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
• Forsker i læringsteori og elevernes dannelsesprocesser i gymnasiet.
• Forfatter til en række bøger og artikler om litteratur, kulturhistorie og uddannelsesvidenskab.
• Er vild med Game of Thrones.

Game of Thrones kort fortalt

Game of Thrones handler om en række adelige familier og efterkommere af tid­ligere regenter, der kæmper om at sidde på jerntronen i Westeros og dermed magten. Samtidig er vinteren på vej, og i denne verden kan den vare en livstid.

Med sig bringer vinteren de hvide vandrere fra nord, der spreder død og ødelæg­gelse på deres vej mod Westeros.

Det danske islæt

Game of Thrones har givet interna­tional opmærksomhed til flere danske skuespillere.

Nikolaj Coster-Waldau spiller en stor rolle i serien som den arrogante og amoralske ridder Jaime Lannister, der blandt andet har gjort sig meget bemærket ved at have et incestuøst forhold til sin tvillingesøster Cersei. Jaime Lannister er en af kun en håndfuld karakterer, der har været med fra seriens begyndelse, og som stadigvæk lever. Han har dog mistet sin hånd.  

Desuden optrådte Birgitte Hjort Sørensen, kendt fra blandt andet Borgen, i sidste afsnit af seriens femte sæson som vildlingen Karsi. Hun måtte lade livet til de uhyggelige hvide vandrere, som dog bragte hendes lig til live igen. Så muligheden for, at hun optræder i sjette sæson som levende død, er til stede.

Dicte-skuespilleren Dar Salim har også optrådt i seks afsnit af seriens første sæson som karakteren Qotho.

Pilou Asbæk vil optræde i den kommende sæson som piraten Euron Greyjoy.

Fra bøger til tv-serie

Tv-serien Game of Thrones har siden sin premiere i 2011 nydt stor succes og har blandt andet vundet et hav af Emmyer.

Serien er baseret på George R.R. Martins romanserie A Song of Ice and Fire, der indtil videre består af fem bøger. Tv-udgaven er skabt af de to manuskriptforfattere D.B. Weiss og David Benioff og har taget navn efter det første bind i bogserien, der hedder A Game of Thrones.

George R.R. Martin har arbejdet tæt sammen med tv-produktionen, hvor han blandt andet har skrevet manuskripter til tv-seriens første fire sæsoner. Han har dog ikke skrevet nogen af afsnittene til femte sæson eller den kommende sjette sæson. Han kæmper nemlig med at få udgivet den sjette bog i serien, da tv-serien har indhentet bøgernes tidslinje.

Den nye sæson af Game of Thrones vil derfor bestå af både originalt materiale, dele af fjerde og femte bind af bogserien og plot, som George R.R. Martin har videregivet fra sit arbejde med den sjette bog.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater