Artikel
“Det er lærerne, der selv skaber forandringen”
20180518-LeneTortzenBager002_300ppi_r1

“Det er lærerne, der selv skaber forandringen”

Kollegial supervision styrker den enkelte lærers selv­tillid og arbejdsglæde. Men det kan også give et stærkt læringsfællesskab på skolen, siger Lene Tortzen Bager. Hun har 15 års erfaring med metoden og ser den som en løsning på flere af gymnasiets udfordringer.

Tekst_ Tina Rasmussen

Hun har set metoden virke gang på gang. Hun har oplevet, hvordan gymnasielærere er gået fra skepsis til begejstring og set dem blive gladere undervisere med mere selvtillid, nysgerrighed og mod til at eksperimentere.

I de sidste fem år har Lene Tortzen Bager hjulpet 30-40 gymnasier i gang med kollegial supervision og har dermed fået lærere til at tale sammen om deres undervisning og rykke den et nyt sted hen.

”Erfaringerne er meget positive. Lærerne føler sig enormt inspireret af at se hinandens undervisning, og de oplever, at det har styrket kulturen på skolen. Man har lært hinanden bedre at kende, og nye relationer er opstået,” siger Lene Tortzen Bager.

Hun er selvstændig konsulent og aktuel med bogen Kollegial supervision i gymnasiet – kompetencer til en styrket læringskultur. Her beskriver hun blandt andet, hvordan man kommer i gang med metoden, hvordan man håndterer bump på vejen, og hvordan arbejdet i sidste ende kan føre til en styrket læringskultur.

Metodens helt store styrke er ifølge Lene Tortzen Bager, at det er lærerne selv, der skaber forandringen, og at udviklingen af undervisningen sker med udgangspunkt i den konkrete hverdag.

Den enkelte lærer får mulighed for at stille skarpt på sin egen undervisning og udvikle den i samarbejde med kolleger.

Lene Tortzen Bager
Konsulent

”Den enkelte lærer får mulighed for at stille skarpt på sin egen undervisning og udvikle den i samarbejde med kolleger. Der bliver skabt et fællesskab, hvor man lærer af hinanden,” siger hun og fortsætter:

”Når man får lov til at reflektere over det, man gør i praksis, så får man åbnet sin opfattelse af, hvad det er, man egentlig kan. Det får mange lærere til at føle sig kompetente og mere sikre, og mange får samtidig øje på nye muligheder. Det vækker en krea­tivitet.”

På de fleste skoler arbejder hun med ledelsen og hele lærerkollegiet. Det er sådan, hun foretrækker det.

”Det er bedst, hvis det ikke er et ildsjælsprojekt, men en arbejdsform, som skolen som helhed arbejder med,” siger Lene Tortzen Bager og fortsætter:

”Så kan man få kittet metoden sammen med det kvalitetsarbejde, som skolen iøvrigt har fokus på.”

Ægte dilemmaer
Kort fortalt er kollegial supervision en systematisk metode til dialog og refleksion om undervisningen.

Konkret grupperer lærerne sig tre og tre og skiftes til at være henholdsvis fokus­person, supervisor og mediator. Fokus­personens undervisning observeres af de to andre, og efterfølgende taler man om det, der er forgået i klasserummet. Det er kun supervisoren, der skal stille spørgsmål, mens mediatoren skal gribe ind, hvis noget falder uden for rammerne, og give feedback på samtalen.

Samtalen varer cirka 45 minutter, tager udgangspunkt i det, der er sket i undervisningen, og har ét fokuspunkt. Det er altid fokus­personen, der vælger fokuspunktet.

Nogle af de typiske emner er klasseledelse, dialogen med eleverne og differentieret undervisning, fortæller Lene Tortzen Bager.

”Det er ægte dilemmaer, man aldrig bliver færdig med at tænke over, og som fylder ved siden af det faglige i hver eneste lektion. Og det kan slide dig op som lærer, fordi du ikke kan mærke, om du er kommet i mål. Derfor er det så vigtigt at få talt om de ting, så man får følelsen af, at det er okay, det, man gør.”

Frirum til at reflektere
Det er afgørende, at man holder fast i metodens rammer og roller. Det kan være rigtig svært i starten, men det er det, der gør en forskel, fastslår Lene Tortzen Bager.

”Når lærerne har prøvet det, kan de godt se det,” siger hun.

Det er hendes erfaring, at de især synes, det er svært at overholde reglen om, at man kun må spørge om ting, som fokuspersonen selv har bragt på banen.

”Filosofien er, at du selv har alle de svar, du skal bruge, du skal bare have lov til at tænke over, hvad det er, du gør, og hvor du gerne vil hen. Kunsten er at bruge alt det, fokuspersonen siger, til at spørge videre ud fra. Men det kan være svært, for typisk vil vi gerne bringe vores egen dagsorden i spil og helst også komme med løsningsforslag,” forklarer hun.

Når lærerne er blevet dus med metoden, fremhæver mange samtalen som et frirum i en travl hverdag, hvor der netop er tid til at tænke sig om, og hvor kolleger bare lytter, understreger Lene Tortzen Bager.

Det er enormt tillidsopbyggende at vise sin sårbarhed.

Lene Tortzen Bager
Konsulent

”Det er enormt tillidsopbyggende at vise sin sårbarhed ved at lade kolleger lytte til ens tanker,” siger hun.

Bedre kollegialt klima
Stort set alle de lærere og skoler, hun har hjulpet i gang, har haft lyst til at fortsætte arbejdet med kollegial supervision. Men samarbejdet er som regel startet med en vis skepsis fra lærernes side, fortæller Lene Tortzen Bager.

”Rigtig mange lærere har udviklet sig alene med deres klasse, så i starten kan de føle, at de blotter sig ved at lukke kolleger ind i undervisningen,” siger hun.

”Men de finder ud af, at det giver et bedre kollegialt klima, når døren til undervisnings­rummet åbnes. Det problem, man troede, man var den eneste, der stod med, kæmper kollegerne også med.”

Det kan også vække modstand, at lærerne blandes på kryds og tværs af fagene, så en kemilærer for eksempel sidder i gruppe med en dansklærer og en idrætslærer.

”En del siger: Hvordan skal jeg så få noget ud af det? Jeg vil gerne have noget feedback! Men igen, hensigten er ikke at få en vurdering fra en kollega, men derimod at få frirummet til selv at kunne reflektere. Man skal ikke bidrage til en kollegas undervisning. Man skal bidrage til en kollegas refleksion om egen undervisning, og det gør man med gode spørgsmål, der følger med den andens tankegang.”

Styrker læringskultur
Lene Tortzen Bager har i alt 15 års erfaring med kollegial supervision. I sit tidligere job som lektor på Center for Undervisnings­udvikling ved Aarhus Universitet var hun involveret i pædagogiske forløb om kollegial supervision for universitetets undervisere og siden i efteruddannelsesforløb for gymnasielærere.

Hun ser kollegial supervision som en løsning på flere af de aktuelle udfordringer, som landets gymnasier står med – herunder den nye reform.

”Forberedelse af fælles grundforløb, flerfaglige forløb, projektopgaver, karrierelæring og mange andre opgaver gør, at gensidig læring og et tæt fagligt samarbejde mellem lærerne og mellem lærere og ledelse er nødvendigt i dag,” siger Lene Tortzen Bager.

Kollegial supervision kan styrke den enkelte lærers kompetencer, men det er i lige så høj grad en metode, der giver kompetencer til fælles dialog og refleksion og dermed til at udvikle en skoles læringskultur som helhed, mener hun.

”Jeg ser kollegial supervision som et middel til at skabe et professionelt lærings­fællesskab og dermed løfte kvaliteten af undervisningen og arbejdsklimaet. Vil man gerne have en mere samarbejdende kultur, så skal man arbejde på nogle måder, der gør en dygtigere til det, og så er man der jo lige pludselig,” siger Lene Tortzen Bager.

Nyt fokus
Kollegial supervision er ikke noget nyt begreb i gymnasieverdenen. Metoden blev brugt en del i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, men gled siden lidt ud. Nok fordi ledelserne ikke gik tilstrækkeligt ind i det, men lod det være lærernes projekt, vurderer Lene Tortzen Bager.

I dag, hvor metoden har gjort comeback på mange skoler, er det anderledes.

”Nu er det meget mere orienteret mod skolen. Det handler stadig om den enkelte lærers udvikling, men også om at skabe en skole, hvor der er undervisning af høj kvalitet og et godt arbejdsmiljø,” siger Lene Tortzen Bager og fortsætter:

”De ledelser, der arbejder med kollegial supervision i dag, er de ledelser, der ønsker en skolekultur båret af et fællesskab omkring undervisningen.”

Nogle skoler har hun arbejdet sammen med i fem-seks år. Her er kollegial supervision blevet en del af den måde, skolerne går til deres kvalitetsudviklingsopgaver på generelt.

Hun har også arbejdet med en skole, der har brugt en variation af metodens samtale til at arbejde videre med resultaterne fra en måling af skolens professionelle kapital. Det er en oplagt idé, synes hun.

”Har målingen for eksempel vist, at der blandt lærerne er en opfattelse af, at ledelsen ikke er tilstrækkeligt imødekommende, kan man sammen afdække, hvilke forståelser og behov, der er væsentligst at prioritere og måske få skabt et nyt og fælles udgangspunkt.”

Hun er godt klar over, at nedskæringerne på landets gymnasier presser lærerne og ledelserne, og at det kan være svært at få tid til kollegial supervision. Men prisen for at lade være kan være høj, vurderer hun.

”Jeg tror, det er nødvendigt at prioritere den slags arbejde. Ellers er der risiko for endnu flere stress-sygemeldinger. Kollegial supervision giver præcis det, vi ved, der er vigtigt for at trives: en følelse af at være kompetent og en del af et stærkt kollegialt fællesskab,” siger Lene Tortzen Bager.

Om Lene Tortzen Bager

  • Født i 1963.
  • Cand. mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet i 1991.
  • Ph.d. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet i 1997.
  • Er i dag selvstændig konsulent. 
  • Har tidligere været lektor ved henholdsvis Æstetik og Kultur og Center for Undervisningsudvikling på Aarhus Universitet. 
  • Har udgivet flere bøger, blandt andet Kollegial supervision på universitetet og Kollegial supervison i gymnasiet - kompetencer til en styrket læringskultur, der netop er udkommet.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater