“Den rødvins­plettede barndom har skabt snubletråde i mit voksenliv”

En af de sidste gange gymnasielærer Katrine Quorning underviste, blev hun ramt af panikangst. Hun svedte og ­skulle kaste op. Sidenhen blev hun sygemeldt. Det blev et vendepunkt for den 34-årige psykologi- og dansklærer. For selvom det måske umiddelbart kan ligne et klassisk eksempel på stress, lå der også andet bag.

“Som barn af en alkoholiker voksede jeg op med stress – jeg var konstant i alarmberedskab, fordi jeg aldrig vidste, hvad jeg kom hjem til. Derfor er jeg nok også mere følsom over for stress,” fortæller hun.

Kort forinden havde hendes mor forsøgt at begå selvmord – det var ikke første gang, men denne gang slog det så eftertrykkeligt benene væk under den unge gymnasielærer, der var midt i en spidsbelastningsperiode på arbejdet. Katrine Quornings mor har været alkoholiker, så længe hun kan huske, men det var en hemmelighed, som familien stiltiende holdt for sig selv, samtidig med at Katrine Quorning og hendes søskende forsøgte at skjule alle alkoholiske spor for omverdenen. Inden selvmordsforsøget havde moren skrevet en afskeds-sms til Katrine Quorning og hendes bror. Katrine Quorning læste den og slukkede telefonen.

“Jeg troede bare, at hun var fuld igen, så jeg slukkede telefonen. Men denne gang var det alvor, og hvis ­ikke min bror havde reageret på beskeden og kørt mor til skadestuen, var hun nok død,” siger Katrine Quorning og tilføjer:

“Det fik mig til at tænke: “Den her strategi med at forsøge at skjule mors alkoholmisbrug virker ikke – og den er alt for hård at køre ved siden af arbejds- og familielivet. Jeg må have en anden strategi.”

Hun sagde sit job op, på trods af at hun var meget glad for at være gymnasielærer.

“Jeg tænkte, at jeg nu ville forsøge at være den stemme, som jeg gerne selv ville have hørt, da jeg var barn og ung i skolesystemet,” forklarer Katrine Quorning.

Hun fandt gamle tegninger frem, som hun havde tegnet, da hun studerede. De viste udfordringerne ved at vokse op med en forælder, som er alkoholiker. Dengang havde hun vist sin far og sine søskende dem.

“Da sagde min far: ‘De er da fine, men dem lægger vi lige ned i skuffen igen’. Og så lagde jeg igen låg på det,” fortæller hun.

Men efter at have sagt sit job op laver Katrine Quorning profilen Flaskeboer på Instagram, hvor hun begynder at lægge gamle og nye tegninger op. Først er hun anonym, men hun får enorm positiv respons, og det giver hende mod til at give sig til kende, efter at hun har fortalt familien om det.

“Jeg vil jo gerne være med til at bryde tabuet om alkoholisme, og så hjælper det ikke, at jeg bare gemmer mig anonymt bag en profil,” konstaterer hun.

Hun skriver også bogen Flaskebarn – Minder fra en rødvinsplettet opvækst. Formålet er at give børn og unge bedre indsigt i problemet.

“Der er skrevet mange gode, tykke bøger om misbrug, men det er nok kun psykologilærere, der får læst dem. Derfor har jeg skrevet den bog, som jeg godt kunne have tænkt mig, at jeg havde fundet på skolebiblioteket, da jeg gik i skole,” siger hun.

Skjulte alt
Katrine Quorning medvirker også i DR’s podcastserie En rødvinsplettet barndom og begynder at holde foredrag på skoler og institutioner. Især gymnasieeleverne vil hun gerne nå. Da hun selv var gymnasielærer, var hun frustreret over, at hun på trods af egne erfaringer ikke selv opdagede elever, der var børn af alkoholikere. For statistikken taler for sig selv: Ifølge en  undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet svarede godt 19 procent af de adspurgte, som var mellem 18 og 64 år, at de i deres barndom og ungdom havde boet sammen med en voksen, der havde et alkoholproblem.

Katrine Quorning ved godt, at børnene gør alt for at skjule forældrenes misbrug, det gjorde hun også selv. Hun har sidenhen talt med nogle af sine egne gymnasielærere, der ­heller ikke opdagede, hvad der foregik i hjemmet.

“Jeg forstår dem godt, for jeg var dygtig, velfungerende og pligtopfyldende. For mig var gymnasiet et ­helle, for her var forudsigelighed, og jeg havde kontrol over min dag, i modsætning til når jeg kom hjem,” siger Katrine Quorning.

Hun tror også, at især gymnasieelever, der er børn af alkoholikere, er svære at opdage.

“At det er lykkedes for dem at komme i gymnasiet på trods af alkoholisme i familien, betyder, at de er gode til at kompensere, og at de har fundet nogle overlevelsesstrategier, der virker. De er rigtig gode til at gå under radaren.”

Hun mener desuden, at der i samfundet er nogle stereotype fordomme om, hvordan en alkoholiker og et barn af en alkoholiker ser ud: ham, der sidder og drikker på bænken, ­eller det usoignerede barn. Det billede vil hun gerne udfordre.

“Det meste af tiden klarede min mor at gå på arbejde, og hun gik ikke rundt med et rødvinsglas i hånden, hun drak i smug i kælderen. Jeg kom i skole med madpakke, klarede mig godt og havde ikke blå mærker.”

Skolerne bør i højere grad inddrage alkoholisme i undervisningen, mener den tidligere gymnasielærer.

“Hvis der var en lærer, der havde spurgt mig, om der var misbrug i min familie, havde jeg nok også svaret nej. Men hvis man i stedet arbejder fagligt med emnet i undervisningen, giver man de unge mulighed for bedre at forstå og få hjælp,” siger hun og tilføjer:

“Der gik mange år, før jeg indså, hvad der var på spil i vores hjem, og at det var anderledes end andre hjem – jeg manglede simpelthen ord for, hvad der foregik. Som barn accepterer man jo den situation, man er sat i. Men havde vi arbejdet med det fagligt i undervisning, havde vi haft besøg af en foredragsholder, haft en skriftlig opgave eller en temadag om emnet, så kunne jeg have fået oplysning om emnet på en ufarlig måde, og så havde det måske sat noget i gang for mig langt tidligere.” 

Det var først som 16-årig, at Katrine Quorning forsigtigt luftede, hvad der foregik hjemme, til en nær ven af familien, men det faldt ikke i god jord, og hun begravede igen hemmeligheden. Indtil 1.g, hvor det blev for meget for hende, og hun tog mod til sig til at gå til studievejlederen og fik hjælp til at flytte i egen lejlighed. Men heller ikke denne gang udbasunerede hun problemerne.

“Jeg fortalte studievejlederen så lidt som muligt, men nok til, at hun hjalp mig. Når jeg kigger tilbage på det nu, så tænker jeg, at det er ærgerligt, at jeg ikke sagde mere, og at der ikke blev spurgt mere ind, da meget kunne have set anderledes ud, hvis jeg selv og min familie havde fået ordentlig hjælp dengang,” siger Katrine Quorning.

For det var først som voksen, at hun fik hjælp, da hun kom i kontakt med organisationen TUBA, der hjælper børn og unge, der er vokset op i familier med misbrugsproblemer. Faktisk kontaktede hun organisationen, fordi hun ville høre om mulighederne for hjælp til sin lillesøster.

“Jeg var så fokuseret på, at min søster skulle have hjælp, men TUBA var hurtig til også at tilbyde mig hjælp.”

En glidebane
At det er utrolig svært at opdage elever fra misbrugshjem, har ­Katrine Quorning også selv måttet sande. Kun én gang i sin tid som gymnasielærer er hun blevet opmærksom på, at en elev havde en forælder med misbrugsproblemer. Det skete efter et forløb i psykologi om omsorgssvigt og alkoholisme. Efter timen blev han siddende, og da alle klassekammeraterne var gået, betroede han sig til hende. Hun hjalp ham med at kontakte studievejlederen og få hjælp og talte med ham et par gange efterfølgende.

“Jeg blev utrolig rørt, for jeg kunne føle hans smerte. Jeg tror, at episoden gav mig blod på tanden til, at jeg kunne være med til at bryde tabuet og hjælpe andre. Jeg synes jo stadig, at det er utrolig skamfuldt og svært at tale om, men jeg føler også, at jeg er nødt at gøre mit til at udbrede ­viden om det,” siger hun.

Når Katrine Quorning holder foredrag, tager hun udgangspunkt i sin egen historie og kombinerer den med sin faglighed alt efter målgruppen. Er det til et psykologihold, tjekker hun op på, hvilke teorier eleverne har lært og bruger de relevante faglige begreber, er det dansk, inddrager hun forskellige skønlitterære fortolkninger af emnet, og er det et fællesarrangement, taler hun lidt mere bredt.

“Jeg har jo selv lige stået i lærerrollen, så jeg ved godt, hvor rart det er, hvis det kan passe ind i læreplanen,” siger hun med et smil.

Hun understreger, at selvom hun mener, at skolerne skal blive bedre til at sætte fokus på emnet, er det ikke den enkelte lærer, der skal løfte den byrde alene.

“Der bliver stillet rigeligt med krav til lærerne, men hvis man som skole tager en kollektiv drøftelse af, hvordan vi sikrer os, at emnet bliver behandlet fagligt enten ved et fælles­arrangement, et tværfagligt ­forløb ­eller i de enkelte fag, tror jeg, at vi kan være med til at skabe en ­større viden om problemet og forhåbentlig inspirere flere til at få hjælp. Statistisk set findes problemet jo i hvert klasselokale – og lærerværelse for den sags skyld,” påpeger hun.

Det har store konsekvenser for børn og unge, der har forældre med alkoholproblemer. De har flere psykiske problemer, som for eksempel ensomhed, lavt selvværd, nervøsitet og depression, end unge, hvis forældre ikke har alkoholproblemer. Det viser blandt andet et studie fra Statens Institut for Folkesundhed.

Og problemerne kan følge børn af misbrugere hele vejen op i voksen­livet.

“Alle overlevelsesstrategierne kan nemt ende med at blive snubletråde i voksenlivet. Min strategi var at være pligtopfyldende og bøjelig, men det blev en glidebane, for det duer ikke at være pligtopfyldende som ind i helvede og ikke kende sine egne grænser, når man skal mestre arbejds- og familielivet,” siger Katrine Quorning.