Den impostorramte gymnasielærer

“Den overdrevne anerkendelse, som mit livsværk nyder, gør mig meget utilpas. Jeg føler mig tvunget til at betragte mig selv som en ufrivillig bedrager.”

Sådan sagde Albert Einstein til en ven sent i livet.

Lise August, psykolog og psykoterapeut

Lige siden ’mirakelåret’, hvor han som 25-årig publicerede relativitetsteorien, havde han arbejdet på den forenede feltteori, som skulle forklare al materie og energis opførsel. Han nåede aldrig i mål, og mens hele verden i alle årene hyldede ham i en grad, så det er svært at komme i tanke om noget menneske fra det 20. århundrede, som var genstand for en lignende beundring, så følte han selv, at han snød på vægtskålen. ’Geniet over alle genier’ var falsk varebetegnelse.
Einstein led formentlig af impostorfænomenet, også kaldet ’bedrager-syndromet’, som især rammer højt begavede, samvittighedsfulde, sensitive og ambitiøse mennesker. Selvom de er vellidte og præsterer godt på arbejdet, døjer de med en så vedholdende frygt for at blive afsløret som utilstrækkelige, at de lukker sig inde og gradvist mister selvtilliden, fortæller psykolog Lise August.

”Impostorfænomenet er et komplekst problem, der skyldes en kombination af personlige, familiemæssige og kulturelle faktorer. Især peger forskere på, at præstationssamfundet, som belønner og opmuntrer til perfektionisme, kan skabe grobund for impostorfænomenet. Særligt kan akademiske miljøer fremme impostorfølelser på grund af de høje forventninger og konkurrence. Arbejdskulturen kan skubbe til, at de udpræget positive karakteregenskaber, der som regel kendetegner folk med impostortendenser, kortslutter og vender sig mod dem selv”.

Den hårde selvkritik, de udøver, kan være så integreret i personligheden, at den bliver en trofast følgesvend gennem livet. Men impostorfænomenet kan også ligge som en sovende celle, der pludselig bryder ud i lys lue, mener Lise August.

”Jeg har ofte set, hvordan de høje krav, som folk med impostor-tendenser stiller til sig selv, over tid slider så meget på dem, at nu kom den dråbe, som fik et fyldt bæger til at flyde over. Så nu kan de ikke få øje på andet end fejl og mangler inde bag den maske, de bærer rundt på, så andre i det mindste ikke får øje på deres talentløshed.”

Performance på højt niveau
Lise August vurderer, at cirka halvdelen af de gymnasielærere, hun har haft i individuel terapi, har været impostor-ramte. De er slået ind på en vej, hvor de er begyndt at kritisere sig selv sønder og sammen og er, som en direkte konsekvens heraf, havnet i enten det gule eller røde stressområde. Eftersom det rundt regnet drejer sig om hundrede stykker hen over de sidste par årtier, er Lise August i stand til at tegne et portræt af den typiske impostor-ramte gymnasielærer.

De høje ambitioner, man har om sit faglige niveau, kommer et sted fra, fortæller hun.

”Ofte har man i opvæksten haft forældre med store forventninger til én. Måske er man blevet rost til skyerne, måske er man blevet kritiseret, hvis man ikke var nummer et. I begge tilfælde bevirker det, at man stiller meget store krav til sig selv. Man skal helst vide det hele og levere en performance på højt niveau. Så man frygter de elever, der stiller spørgsmål, man ikke altid kan svare på. Og man bebrejder sig selv, hvis der er andre elever, hvis opmærksomhed man tydeligvis ikke er i stand til at indfange. Det må være fordi, man ikke er god nok.”

Det er ofte nogle af de dygtigste og mest vellidte lærere, som bærer rundt på en usikkerhedsfølelse, når de står foran klassen, vurderer Lise August.

”At tryllebinde gymnasieelever er ikke en kunst, som kan gentages mange gange om dagen hver dag. Så når der helt naturligt er rutineprægede lektioner, hvor energien ikke er flyvende, og elevernes opmærksomhed ikke er på toppen, så tager de impostorramte gymnasielærere det på deres egen kappe. De er sig pinligt bevidste om, at de bliver målt på kryds og tværs. Eleverne ved godt, hvem de synes, der er de populære lærere, kollegerne ved det såmænd også, og forældrene reagerer, hvis deres teenagebørn får dårlige karakterer.”

Konstant på vagt
Mange slår ind på en farlig vej, som slingrer mellem udskydelsesadfærd og overarbejde, vurderer Lise August.

”Den ene dag kan man ikke udholde tanken om at skulle rette nogle stile, så det gør man i absolut sidste øjeblik. Den næste dag sidder man til sent om aftenen og overforbereder sig til en enkelt time, fordi man er bange for, at den falder til jorden, hvis man ikke er klædt fuldstændig på til den. Generelt er man udmattet i fritiden, fordi man bruger sig selv for meget på arbejdet og ikke får restitueret. Nogle har så lidt energi tilbage, at de har svært ved at bevare et netværk ved siden af arbejdet.”

De nystartede lærere kan få en meget svær start på karrieren, hvis de trækkes med impostorfæmomenet, mener Lise August.

”Den del af gymnasielærerens job, som består i at præsentere faget for eleverne, er en stor udfordring for de fleste i de første par år. Men hvis du oven i den reelle udfordring lægger et pres på dig selv for at skulle levere på øverste hylde i hver time, så kan det ødelægge en karriere, der endnu ikke er kommet rigtig i gang. De impostor-ramte seniorer oplever, at det med årene er blevet sværere at motivere eleverne. De føler ikke, de længere har den status, som de har været vant til at have. Måske begynder de at lede efter tegn på, at de er ved at falde af på den.”

Hvis man er fanget i en negativ spiral, hvor man er konstant på vagt, så rammer det på sigt ens kognitive kapacitet, understreger Lise August – man begynder at tænke langsommere, og man får sværere ved at regulere sine følelser. For man går på arbejde med et nervesystem, som er i allerhøjeste beredskab.

“Og der er ikke rigtig noget sted at skjule sig. Man er ’på’, når man er på skolen, og man føler sig tvunget til at stille op med overskud og godt humør. For det er jo læreren, som sætter tonen og retningen for, hvordan en time forløber. Det vil sige, at man hele tiden skal vise noget andet udadtil, end man føler indvendigt. Det slider alt sammen.”

Man er ikke alene
”Kuren er at indse, at de strategier, man har benyttet sig af for at klare noget, der er svært, er blevet et fængsel,” pointerer Lise August.

Så i stedet for at forberede sig til timerne det halve af natten, kan man møde op og give sit bedste bud. I stedet for at udskyde det, der er sværest til sidste øjeblik, kan man starte med det, der er sværest – så er det overstået. I stedet for at bure sig inde, så andre ikke ser sårbarhed, kan man bruge sit netværk. I stedet for at bære rundt på en helt urealistisk forventning om, at man ikke må begå fejl, kan man begynde at bakke sig selv op ved at se det som en lærerig erfaring, når man begår en fejl. I stedet for at afvise folk, der roser dig, så begynd at tage ros ind. I stedet for at lægge det fulde ansvar for stress hos sig selv, kan man overveje, om der kan være forhold i arbejdskulturen og samfundet, som er medvirkende årsager.

Den gode nyhed er, at alene det at få sat navn på det, man slås med, hjælper rigtig meget, understreger Lise August.

”Nu kan man bedre få fat i de negative overbevisninger, man bærer på og holde dem op mod det realistiske billede. Man er måske ikke nogen Einstein, men man er heller ikke så håbløs, som man fortæller sig selv. Når man reagerer med usikkerhed, betyder det bare, at man har en høj grad af samvittighed. Og får man en karakteristik af en lidelse, som svarer til ens oplevelser, så finder man ud af, at man ikke er alene,” siger Lise August.