”Danmark har sgu ikke brug for bogholdere”

Alle er enige om, at Danmark skal være et ­innovationssamfund, og at vi kun kan klare os i den globale konkurrence, hvis vi kan få nye idéer og skabe kreative løsninger. Men det uddannelsessystem, vi er ved at udvikle, leder til det stik modsatte.

Sådan lyder analysen fra Rane Willerslev, der er professor i social antropologi ved ­Aarhus Universitet.

Han dumper det danske uddannelsessystem – lige fra grundskolen til universitetet. Der er kommet flere og flere test i færdigheder og et øget fokus på korrekte besvarelser. Men det er ikke eleverne med de korrekte svar, der bliver de innovative medarbejdere, vi har brug for i fremtiden, lyder hans dom.

”Vi er i gang med at skabe den helt forkerte uddannelses­kultur, der er gennemsyret af en korrekthedstænkning. Det handler om ikke at lave fejl. Men Danmark har sgu ikke brug for bogholdere, der kan give alle de korrekte svar på undervisernes spørgsmål. Vi har brug for hjerner, der kan tænke kreativt,” siger Rane Willerslev.

Vi møder ham på Moesgaard Museum i Højbjerg syd for Aarhus. Her har han tidligere været leder af De Etnografiske Samlinger. Museet samarbejder med Aarhus Universitet, hvor Rane Willerslev i dag underviser og forsker.

I museets café med udsigt til skov og hav holder han en pause mellem to møder og sætter ord på den fejlslagne kurs, som han mener, at grundskolen, gymnasiet og de videre­gående uddannelser befinder sig på.  

”Al form for innovation kræver kreativitet, og kreativitet handler om at have evnen til at lave ’oversættelser’ af viden fra et område til et andet. At bryde mønstre og sætte ting sammen på en ny måde,” siger Rane Willerslev.

Som eksempel nævner han, at han selv brugte jæger-samler-principper – som han lærte i forbindelse med studier af de indfødte folk i Sibirien – da han som ny direktør for Kulturhistorisk Museum i Oslo skulle omstrukturere institutionen, der har 300 medarbejdere.

”Her tog jeg viden fra én sammenhæng og brugte den aktivt i en helt ny sammenhæng. Men det kræver, at man leger i grænselandet mellem de forskellige fagligheder. At man presser fagligheden til det yderste – og det fremmer skole- og uddannelsessystemet på ingen måde, når det, man går op i, er, om eleven kan give de korrekte svar.”

Kreativitet bør belønnes
Det nuværende karaktersystem, 7-trinsskalaen, som i 2006 erstattede den gamle 13-skala, er symptomatisk for ­problemet, mener Rane Willerslev.

Topkarakteren 12 gives for en besvarelse med ”ingen eller få uvæsentlige mangler”, og det gør, at eleverne og de studerende tager færre chancer og tænker mindre kreativt. For de, der prøver nogle radikale og vilde tanker af – og måske ikke altid kommer helt i mål – risikerer at blive straffet med lave karakterer, påpeger han.

”Vi er i fuld gang med at skabe studerende, der ikke tør noget. Karaktersystemet belønner dem, der er gode til at lave korrekte opgaver. Men korrekthedstænkning er jo ikke det, der er brug for, når vi taler om innovation. Det er derimod at risikere noget. Innovation kræver, at man har en kultur, hvor det er i orden at fejle produktivt. Det har vi ikke i dag.”

Rane Willerslev stopper op og kigger ud ad vinduet, hvor der kun er få lyse huller mellem de grå skyer, der hænger over markerne.  

”Der findes ingen videnskabsmænd, erhvervsfolk eller kunstnere, der ikke har begået utallige fejl på vejen mod det geniale og innovative,” siger han og fortsætter:

”Når vi er enige om, at vi skal leve af innovation, og vi ved, at innovation kræver, at man kan fejle, hvorfor er det så, at vi kreerer et system, der ikke tillader fejl? Det er jo vanvittigt! Vi kan sgu ikke leve af bogholdertænkning.”

Sidste år viste en undersøgelse fra Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), at en tredjedel af landets gymnasieelever er bange for at række hånden op i timerne, fordi det kan påvirke deres karakterer negativt, hvis de siger noget forkert.

Det er også det, Rane Willerslev hører lærere og elever fortælle, når han holder foredrag på landets gymnasier. Han efter­lyser en karakterskala, der i højere grad belønner kreativitet. Det vil være et vigtigt skridt på vejen til at få løsnet op for nulfejlskulturen.

”Jeg mener, at forsøg bør belønnes. Tænk, hvis man sagde, at 12 gives for den usædvanligt kreative præstation, og 10 gives for den kreative præstation, der godt må fejle, så længe idéen og løsningen er original. Så ville man belønne noget andet end bare at kunne gengive, hvad læreren har sagt i undervisningen.”

“At turde flytte sin forståelse af sammen­hænge – sit verdensbillede – er forudsætningen for at kunne være innovativ, men ultimativt er det også det, der gør, at vi som samfund kan gentænke os selv.”

”Pissedårlig til at stave”
Rane Willerslev retter også en hård kritik mod, at man forveksler færdigheder og faglighed. Han mener, at man allerede i grundskolen frasorterer de kreative hjerner, når man med nationale test, PISA-undersøgelser og karakterer prioriterer færdigheder hos eleverne.

”I dag tester og bedømmer vi børn på færdigheder, som bliver stadig mindre betydningsfulde i vores digitaliserede samfund. Der bliver brugt alt for meget energi på at teste, om børn kan stave og dividere, når enhver smartphone og computer i dag er udstyret med en lommeregner og stavekontrol, der kan klare opgaven for dem.”

Siger du, at børn slet ikke har brug for at lære at stave, læse og regne?

”Nej, jeg siger, at man lægger uforholdsmæssigt meget vægt på det, når målet er at skabe borgere, der kan styrke vores innovationskraft. Færdigheder har meget lidt betydning for, om man kan tænke kreativt og innovativt og måske blive en dygtig forsker. Det betyder ikke, at man skal slække på fagligheden.”

”Faglighed handler om, at man forstår principperne bag det, man beskæftiger sig med. Tag matematik, her handler det om at forstå, at det er et filosofisk system, der bygger på logik. Det er meget vigtigere, at eleverne forstår, hvad matematik grundlæggende er, end at de kan dividere i hovedet.”

Forudsætter en forskerkarriere ikke, at man har de basale færdigheder på plads?

”Kun til en vis grad. Innovation kræver hverken regne- eller stavefærdig­heder. Det gør det altså ikke. Jeg er selv pissedårlig til at stave, men jeg har klaret mig fint, fordi der er en stavekontrol, der tager 95 procent af mine fejl. Det, det kræver, er derimod evnen til at lege med idéer og sammenhænge – og at man tør fejle i forsøget.”

Hashrygende ballademagere
Rane Willerslev skeler også til sine egne erfaringer, når han kalder det en stor fejl, at der med den nye gymnasiereform bliver indført et karakterkrav til gymnasiet. Han og tvillingebroderen, Eske Willerslev, der i dag er evolutionsbiolog og professor, var i folkeskolen begge hash­rygende ballademagere, der drømte om indianere og vildmarksliv og fik dårlige karakterer. Det var først i gymnasiet, vende­punktet kom.

”At indføre et karakterkrav til gymnasiet er dybt uproduktivt og tjener ikke samfundet. Man bliver nødt til at erkende, at mennesker bloomer på forskellige tidspunkter. Jeg fik selv virkelig lave karakterer i folkeskolen og blev erklæret ’måske egnet’ til gymnasiet, men jeg er trods alt endt som professor.”

Han ryster også på hovedet, hver gang danske skolebørn bliver kritiseret for at klare sig dårligere end asiatiske skolebørn. Han forstår ikke, hvorfor vi overhovedet skal måle os selv i forhold til Asien, og mener iøvrigt ikke, at vi har så meget at frygte.

”Vi har ingen interesse i at uddanne minikinesere. Marioteten af kinesiske børn kan slå os 2.000 gange på korrekthed, men vi har retten til at tænke frit. Det er vores store styrke, og den skal vi udnytte til det yderste, ikke undergrave den,” siger Rane Willerslev.

Han kan huske, hvordan det i 1980’erne gjaldt om at være ligesom Japan, der på det tidspunkt var den store, buldrende økonomi.

”Det var fandeme godt, at vi ikke blev det. Japan er stødt ind i kæmpe økonomiske problemer, som de har svært ved at hive sig ud af, netop på grund af deres manglende evne til at gentænke sig selv.”

”Korrekthedstænkning kan godt sætte gang i en økonomisk udvikling, men den har et mæthedspunkt, når et samfund skal transformere sig fra at levere billige produkter, som bygger på færdigheder, til at blive et dynamisk videnssamfund, der hele tiden genopfinder sig selv,” siger Rane Willerslev.