Artikel
Besparelser på undervisningsmidler kan koste dyrt for undervisningen
shutterstock_174265457-scaled-aspect-ratio-348-234

Besparelser på undervisningsmidler kan koste dyrt for undervisningen

Alt fra spillefilm til e-bøger kan blive sparet væk, hvis de planlagte nedskæringer på Center for Undervisningsmidler (CFU) gennemføres. Det går ud over undervisernes muligheder, siger CFU-formand Søren Grosen.

Tekst_ Benjamin Mikkelsen
Foto_ Shutterstock

Der skal spares. Frem mod 2027 skal Center for Undervisningsmidler (CFU) skære 41,8 millioner kroner i deres budget. Det kan gå ud over undervisningens kvalitet og variation på gymnasierne, mener Søren Grosen, der er formand for CFU.

CFU er den eneste platform, hvor lærere og undervisere helt gratis kan tilgå eksempelvis dokumentarfilm, tv-serier og e-bøger og lydbøger, fortæller Søren Grosen og uddyber:

“De materialer, vi har, er både nyt og gammelt, men alt sammen er koblet sammen med noget pædagogisk, som kan bruges på gymnasierne. Der er lavet læringsplaner for det meste af de materialer, vi har, og lærerne kan selv lægge deres egne læringsplaner ind, så andre kan tilgå det. Det vil vi højst sandsynligt ikke kunne fortsætte med, hvis forslaget bliver vedtaget,” siger Søren Grosen og fortsætter:

“Hvis vi får skåret godt 20 procent af vores midler, vil det påvirke kvaliteten på det, vi har tilgængeligt for underviserne. Vi vil ikke have råd til at opretholde så stor en bestand, som vi har nu, hverken af e-bøger, spillefilm eller tv-udsendelser.”

Hvis vi får skåret godt 20 procent af vores midler, vil det påvirke kvaliteten på det, vi har tilgængeligt for underviserne
Søren Grosen, formand
CFU

Mindre variation
Søren Grosen mener, det kan gå ud over kvaliteten af undervisningen.

“Hvis vi ikke kan tilbyde samme materiale, som vi er vant til, så bliver undervisningen mindre varieret. Vi tilbyder lærerne hjælp til nye digitale læremidler, men det skal vi se på, om det skal skæres væk.”

Søren Grosen bliver bakket op af SF’s ordfører for ungdomsuddannelser Astrid Carøe.

“CFU er et vigtigt værktøj og medvirker til et vigtigt stykke arbejde for lærerne på gymnasierne. Og vi skal give gymnasielærerne de bedste muligheder.”

Hvis forslaget træder i kraft, vil budgettet gradvist blive barberet ned mod år 2027. Søren Grosen håber dog stadig, at hans stemme i debatten kan være med til at stoppe besparelsen:

“Gymnasierne bruger os digitalt. Det er primært til streaming af spillefilm, dokumentarer eller lydbøger. Så helt konkret vil undervisningen blive mindre varieret.”

Materialet hjælper helt afgørende med, at vi får de mindre aktive elever engageret i undervisningen
Lasse Ørum Wikman, lærer
Silkeborg Gymnasium

Går ud over de svage elever
Blandt de danske gymnasier, som er de flittigste brugere af CFU’s platform, er Silkeborg Gymnasium og Frederiksborg Gymnasium at finde. Både Lasse Ørum Wikman, der underviser i samfundsfag og historie på Silkeborg Gymnasium og Vibeke Allerup Petersen, der underviser i samfundsfag på Frederiksborg Gymnasium, mener begge, at det er et problem, hvis der skal skæres i læremidlerne på CFU.

Til det konkrete spørgsmål om, hvorvidt undervisningen ville blive mindre varieret, hvis CFU skal skære i deres online database, svarer de begge prompte:

“Ja.”

“Det vil bare blive endnu mere klasseundervisning, og det rammer særligt de svage elever. Variationen i undervisningen gør vi jo særligt for at få flere elever med i timerne. Materialet hjælper helt afgørende med, at vi får de mindre aktive elever engageret i undervisningen,“ uddyber Lasse Ørum Wikman og afslutter:

“Jeg tænker særligt i historieundervisningen, hvor dokumentarer kan hjælpe med at aktivere eller give en forståelse af det, de skal i gang med. At kunne se noget, der kan sætte billeder på 1960’erne, er en kæmpe hjælp for eleverne. Hvis jeg ikke skulle gøre det med en dokumentar, så ville jeg stå og snakke foran et powerpoint. Det vil de ikke få samme læringsudbytte ud af.”

Vibeke Allerup Petersen er ærgerlig over udsigten til ikke at kunne tilgå samme materiale, som hun ved, har en god effekt på undervisningen.

“Det kan være rart at variere undervisningen med enten en spillefilm eller dokumentar. Der bliver ikke produceret en dokumentar om fattige danske børn hver anden dag, så der er jeg nødsaget til at gå tilbage i gemmerne. Hvis vi fratager eleverne mulighed for at se det på film, så vil undervisningen blive mindre levende,” siger Vibeke Allerup Petersen.

Kommentar til artiklen
  1. Det er helt grotesk at Mette Frederiksen melder ud at der er masser af penge, og så bliver uddannelsessektoren udsat for fortsatte besparelser. Hun virker efterhånden som en Lars Løkke Wannabe med den måde at regere på. CFU er en guldgrube for lærerne uafhængig af vore fag. Men det fatter regeringen åbenbart ikke.

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater