Hele 90 procent af de svenske lærere har oplevet en øget arbejdsbelastning i de senere år, og hver fjerde angiver markedsføring for deres gymnasium som en væsentlig årsag.
Det viser en undersøgelse, som Lärarförbundet har lavet med svar fra over 3.000 lærere.
Hvis en lærer får til at opgave at markedsføre sit gymnasium, skal arbejdet udføres som en del af arbejdstiden, og det kræver, at en opgave af tilsvarende omfang fjernes, betoner Lärarförbundets forhandlingschef, Mathias Åström, over for Lärarnes Nyheter.
At dømme ud fra undersøgelsen sker det ikke, men det ser han ikke som et specifikt problem for PR-opgaven.
”Det er ingen overdrivelse at påstå, at de fleste lærere oplever, at arbejdsbelastningen er øget de seneste år, i og med at der er kommet flere opgaver. Det er markedsføring et eksempel på”, siger forhandlingschefen.
Nogle lærere anser markedsføring som skadende for lærerfaget
Ifølge Lärarnes Nyheter bruger de svenske gymnasierene stadig flere penge på markedsføring, men spørgsmålet er, hvor grænsen går for, hvor meget og hvilken type markedsføring der kan indgå i et lærerjob.
”Markedsføring, som går fra lærernes øvrige opgaver, kan meget vel være rimelig, så længe den kan holdes inden for arbejdstiden”, vurderer Mathias Åstrøm.
Lektor Ulf Lundström fra Umeå Universitet har forsket i, hvordan skoler og lærere påvirkes af markedets voksende indflydelse. Hans forskning viser, at nogle gymnasielærere betragter det som stimulerende at reklamere for deres gymnasium, mens andre gør det mere modvilligt og anser det for skadende for lærerfaget og skolen.
Det handler grundlæggende om, hvilke værdier gymnasiet skal formes efter, og hvad det er til for, mener lektoren.
”Presset for at deltage i forskellige marketingsaktiviteter begrænser lærernes skøn og kan svække lærerfagets autonomi. Men øget stress og arbejdsbelastning er det mest negative aspekt”, siger Ulf Lundström til Lärarnes Nyheter.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode