Artikel
Antorini om socialt taxameter: ”Mindre omfordeling” fra gymnasier til erhvervsskoler
christine_antorini_2014

Antorini om socialt taxameter: ”Mindre omfordeling” fra gymnasier til erhvervsskoler

Regeringen præsenterer et forslag til socialt taxameter i denne måned. Det betyder blandt andet en ”mindre omfordeling" fra almene gymnasier til erhvervsskoler.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Regeringen vil efter lang tids tilløb nu indføre et socialt taxameter i forbindelse med finanslovsudspillet senere på måneden, har undervisningsminister Christine Antorini (S) udmeldt. 

Det nuværende taxameter betyder, at skolerne får det samme beløb for hver enkelt elev, men med et socialt taxameter bliver pengene omfordelt i forhold til for eksempel risikoen for frafald.

Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) og Gymnasieskolernes Rektorforening (GR) er både glade og en smule bekymrede for Christine Antorinis udmelding om et socialt taxameter. På ministerens facebookprofil skriver hun blandt andet, at der skal ske en ”mindre omfordeling fra de almene gymnasier til erhvervsskolerne.”
Hun skriver også, at det er nødvendigt, at de skoler, der har mange socialt udfordrede elever, får en håndsrækning.

Undervisningsministeriet kan ikke oplyse om, hvad en ”mindre omfordeling” er i ministerens optik, og det er heller ikke muligt at få oplyst, om ministeren mener, at erhvervsuddannelserne skal have et mindre beløb fra de almene gymnasier, eller om erhvervsgymnasierne også skal have tilført midler fra de almene gymnasier.

Gymnasierne har brug for pengene
GL er bekymret for, om et socialt taxameter betyder, at der bliver flyttet penge fra gymnasiesektoren.

”Vi har også mange unge i gymnasierne, som kræver ekstra ressourcer,” siger formand for GL, Annette Nordstrøm Hansen.

Hun hæfter sig dog ved, formuleringen et ”mindre beløb” og siger, at GL vil gå konstruktivt ind i drøftelser om et socialt taxameter.

Rektorerne er på linje med GL:

”Et socialt taxameter skal ikke bruges til at finansiere erhvervsuddannelsesreformen. Det nuværende taxameter bygger på, hvad det koster at lave god og kvalitetsfuld undervisning. Hvis vi får færre penge, kan vi ikke levere det samme,” siger formand for GR, Anne-Birgitte Rasmussen.

Nødvendigt taxameter
Både gymnasielærerne og rektorerne er dog glade for, at et socialt taxameter nu bliver indført. Begge parter mener, det er nødvendigt, at de skoler, som har mange fagligt udfordrede elever, får ekstra midler til at støtte og vejlede eleverne, så de ikke falder fra.

Skoler med højt frafald står ofte med en økonomisk udfordring, da udgifterne til løn er de samme, om lærerne underviser 28 eller 18 elever i en klasse. Derimod falder indtægterne, hver gang en elev forlader skolen.

”Et socialt taxameter er positivt, da nogle gymnasier har langt større udfordringer med gymnasiefremmede unge, end andre har,” siger Anette Nordstrøm Hansen.

Rektorformanden supplerer:

”Det er på tide, vi får et socialt taxameter, så skoler med mange elever med behov for ekstra støtte kan tilbyde det,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Karakterer afgørende
Ifølge Altinget mener Christine Antorini, at elevernes karakterer fra folkeskolen skal danne grundlaget for et socialt taxameter. Undervisningsministeriet vil dog ikke løfte sløret for en endelig model før i forbindelse med det kommende finanslovsudspil. Ministeriet oplyser, at parterne på området derefter vil blive hørt.

GL har et bud på en model, hvor et elevtaxameter kombineres med et klassetaxameter. Tanken er, at når en del af pengene følger klassen, bliver skolerne mindre hårdt ramte af elevfrafald.

Forslaget uddybes på GL’s hjemmeside.

Gymnasieskolen skrev i november 2012 et tema om socialt taxameter – læs eller genlæs det her

 

 

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater