Arbejdsmarkedsforskere og politiske kommentatorer har de seneste dage i landets medier brugt udtryk fra ”usædvanligt” til ”vild udvikling” og ”store sprækker i forhandlingsfællesskabet”, efter det tidligere på måneden blev bekendtgjort, at det akademiske organisationsfællesskab i Akademikerne – også kendt som AC – kort før overenskomstforhandlingerne i begyndelsen af det nye år (OK 24) har valgt ikke at tilslutte sig forhandlingsfællesskabets forhandlingsaftale på det kommunale og regionale område. Akademikerne skal altså hermed forhandle alene og ikke sammen med organisationerne for de andre offentligt ansatte under FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation. På det statslige vil man fortsat forhandle sammen med de andre organisationer i CFU, centralorganisationernes fællesudvalg.
Tilfældet skal dog nok ses som et i længere perspektiv enkelt af få – det er nemlig hverken første eller formentlig sidste gang i historien, man vil opleve noget sådan, siger GL-formand Tomas Kepler, der kalder situationen udramatisk. Der er heller ikke tale om, at Akademikerne melder sig ud af selve forhandlingsfællesskabet.
”Vi har i forhandlingsfællesskabet ikke kunnet blive enige om at stille fælles lønkrav, selv om der er blevet investeret meget i at gøre forsøget. Det er ikke anderledes end for enhver anden forsamling af interesseorganisationer – man forsøger at nå kompromiser, men denne gang har det ikke været muligt at få enderne til at mødes, da ambitionerne med hensyn til lønkrav har været tilpas forskellige. Men det har vi prøvet før.”
Bagtæppet, GL-formandens forklaring skal ses i lyset af, er måske ikke den decideret ”perfekte storm”, men i det mindste et uforudset sammentræf af begivenheder som krig i Europa med voldsom inflation til følge siden overenskomstforhandlingerne i 2021, som i forvejen fandt sted i skyggen af Corona-perioden med en vis forsigtighed.
Mens andre organisationer ønsker at bruge lønmidler til andet end lønstigninger til alle, går Akademikerne som tidligere til forhandlingerne med ønsket om så mange centralt aftalt procentuelle lønstigninger som muligt. Ligesom det er opfattelsen, at andre organisationers ønsker til fælles lønkrav bryder med tidligere traditioner og praksis for skævdeling – det vil, efter AC’s vurdering, betyde en markant større skævdeling en tidligere og til fordel for udvalgte gruppe på bekostning af Akademikernes medlemsgrupper og reelt ikke gøre det muligt at indhente deres reallønstab.
Reallønnen skal sikres – også for gymnasielærere
Lønspørgsmålet er af mange på forhånd udråbt som det vigtigste og afgørende i de kommende forhandlinger, og det er da også i høj grad det, Akademikerne har lyttet til blandt medlemmerne, og som har givet mandatet til beslutningen om ikke at tiltræde forhandlingsaftalen.
Men lønnen er ikke alt. Både gymnasielærerne og de andre akademikergrupper har en række interesser, der også fylder. Og efter seneste overenskomstforhandling i 2021 har der, også i GL, været fokus på et spor omkring blandt andet arbejdsmiljø, hvor der skal gøres noget ved det i mange sammenhænge for store arbejdspres med stress og sygemeldinger i kølvandet – for eksempel oplever man lige nu også Djøfs kampagne, der sætter spot på akademikeres arbejdsvilkår i centraladministrationen, som har fået personaleomsætningen til at stikke af.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode