Artikel
Afskedigelsen sendte ham til Grønland
Grønland forandringshistorie

Afskedigelsen sendte ham til Grønland

Casper Viderup Eriksen tog chancen og meldte sig frivilligt, da der skulle afskediges lærere. For ham betød det en ny start som lærer på et grønlandsk gymnasium.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Da ledelsen på Thisted Gymnasium og HF fortalte lærerne, at man var nødt til at afskedige lærere på grund af regeringens nedskæringer, meldte Casper Viderup Eriksen sig hurtigt.

En beslutning, som mange af os nok ville have svært ved at tage, forekom ikke nær så svær for den 29-årige gymnasielærer.

”Jeg tænkte på, at jeg nok var en af dem, der ville have mindst svært ved at rykke teltpælene op. Jeg har jo hverken børn eller hus,” fortæller Casper Viderup Eriksen.

Lidt inspiration havde han også hjemmefra, mener han.

”Min far er tømrer, og han har altid sagt, at man ikke er helt færdiguddannet, før man har arbejdet med sit fag i udlandet og derved har taget ny viden med hjem,” siger Casper Viderup Eriksen i telefonen fra Grønland.

For da først Casper Viderup Eriksens rejselyst var tændt, var han klar til at rejse hele 3.200 kilometer mod nordvest fra Thisted – nærmere bestemt til Aasiaat i Vestgrønland.

”Jeg tænkte, at Grønland ville kunne give mig mange spændende oplevelser og nye faglige udfordringer,” siger Casper Viderup Eriksen, der underviser i idræt og psykologi på gymnasiet GUX Aasiaat.

Han sprang dog ikke hovedkulds ud i det grønlandske eventyr. I foråret besøgte han skolen i en uge.

”Det var en rigtig god oplevelse, hvor jeg blandt andet var med til skolens gallafest og 1. maj-arrangement. Jeg fik et godt indtryk af skolen og eleverne, og jeg følte, at der var ligesindede lærere,” fortæller Casper Viderup Eriksen.

Det grønlandske gymnasium ville gerne have, at han startede før sommerferien, men det ønskede Casper Viderup Eriksen ikke.

”Jeg tænkte, at det ville være synd for mine idrætshold på Thisted Gymnasium, hvis de skulle til eksamen med en ny lærer. Og det viste sig faktisk, at de skulle op i idræt, så den beslutning blev jeg glad for,” siger Casper Viderup Eriksen.

Sproglige udfordringer
1. august landede han igen i Grønland – spændt på de nye udfordringer.

”Første skoledag var lidt angstprovokerende, for selvom jeg havde mødt mange af lærerne, så var alt helt nyt for mig,” fortæller Casper Viderup Eriksen og uddyber:

”Ud over at undervise har jeg også fået nye arbejdsopgaver. Jeg skal være elevkoordinator og klasseleder. Så der gik lige lidt tid med at gennemskue, hvad de roller egentlig indeholdt.”

Ellers er det især sproget, der har været en udfordring.

”Jeg kan stadig blive lidt til grin blandt eleverne, når jeg har problemer med at udtale et grønlandsk navn,” siger han og griner selv, da han forsøger at give eksempler på den svære udtale.

”Men når de ser mig fejle, er det også en måde at gøre dem trygge ved at tale dansk til mig på,” siger Casper Viderup Eriksen og tilføjer:

”Jeg tager virkelig hatten af for eleverne. De skal jo undervises på et sprog, som ikke er deres første sprog. Det er svært for mange.”

De sproglige udfordringer er man også nødt til at tænke didaktisk ind i undervisningen, fortæller han.

”Jeg holder virkelig meget af at formidle, og jeg kan godt lide den sproglige udfordring her, der kræver, at man forklarer teorien på skæve måder,” siger Casper Viderup Eriksen.

En anden ting, som han som underviser er nødt til at tage højde for, er, at en del elever slet ikke læser lektier. Han har for eksempel et psykologihold, hvor stort set alle elever læser lektier, og et andet psykologihold, hvor få læser lektier.

”På det ene hold diskuterer de nøgternt, i forhold til hvad de har læst, og på det andet hold inddrager de meget deres egne erfaringer,” siger Casper Viderup Eriksen og fortsætter:

”Det er nok en grundpræmis, at der er de forskelle, og så må man som underviser få det bedste ud af det.”

Lærere forbereder sig sammen
Det har hjulpet Casper Viderup Eriksen, at lærerne på gymnasiet er gode til at dele erfaringer med hinanden.

”Vi sidder for det meste sammen og forbereder os i forberedelsesrummet. Det er jeg glad for. Jeg har fået en del gode råd og idéer fra mine nye kolleger. Og så er det jo også hyggeligt,” siger Casper Viderup Eriksen, der er glad for, at en del lærere også ses i fritiden.

”Man har jo forladt sit netværk, så det er rart hurtigt at kunne få nogle nye, gode venner,” siger han.

For selvom beslutningen om at melde sig frivilligt til at blive afskediget kom forholdsvis hurtigt for Casper Viderup Eriksen, så går tankerne stadig tilbage til den gamle arbejdsplads.

”Det var meget vemodigt at sige farvel til mine gode kolleger, så det er klart, at jeg stadig savner dem,” siger Casper Viderup Eriksen.

Lige nu er hans plan at suge alt det nye til sig og nyde, at det foregår i en kulisse af nordlys, isbjørne og prustende hvaler. Men snart lurer den mørke tid.
”Jeg er spændt på, hvordan jeg reagerer på, at det er mørkt 24/7. Men jeg har et lyst sind, så mon ikke også jeg klarer det,” siger Casper Viderup Eriksen.

Forandring

Som gymnasielærer går man igennem en hel del forandringer i sit arbejdsliv. De forandringer vil Gymnasieskolen gerne sætte fokus på i en serie. Denne artikel er nummer ni i serien.

Blå bog - Casper Viderup Eriksen

• Født i 1989.
• Cand.scient. i idræt og filosofi.
• Lærer på gymnasiet GUX Aasiaat.
• Læser psykologi som fjernstudium.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater