Artikel
Ældre er bagerst i jobkøen
ældre mand ved computer bedst shutterstock_94651387

Ældre er bagerst i jobkøen

Når ledige stillinger skal besættes, er der tendens til at ældre ryger bagerst i køen. Men trenden er ved at vende, siger Ældre Sagen.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Ældre sorteres oftere fra før samtalerne, når en arbejdsgiver skal hyre nye medarbejder. Det fortæller Ældre Sagen. 

“Vores undersøgelser viser, at høj alder har en negativ indflydelse på, om man bliver kaldt til samtale, når man søger et job,” fortæller Anna Sophie Debel, der er økonom i Ældre Sagen.

“Seniorerne har sværere ved at komme tilbage og få et job, når de er blevet ledige. De bliver sorteret fra allerede i ansættelsesfasen.”

Hun fortæller, at knap hver tredje adspurgte leder vurderer, at en kvalificeret 60-årig har mindre chance for at komme til jobsamtale, hvis der er yngre kandidater, der er lige så kvalificerede.

“Vores opfattelse er, at det handler om fordomme. Man tror måske, at de ikke kan følge med i arbejdstempoet, eller at de ikke bliver længe i jobbet. Men der er jo masser af mennesker, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet længere, også efter pensionsalderen,” siger hun.

Og kan man se bort fra fordommene, så er der mange fordele ved de ældre medarbejdere, viser en undersøgelse,  som Ældre Sagen har fået lavet.

“Ledere med personaleansvar fremhæver, at ældre er loyale, pålidelige, har lavt sygefravær og uvurderlige erfaringer. Samtidig viser vores antropologiske undersøgelse, at seniorerne gerne vil videreformidle deres viden og erfaringer, hvorfor de blandt andet er gode til at være mentorer for nye kolleger,” fortæller Anna Sophie Debel.

Ledighed er udlignet
Selvom de ældre stadig er ringere stillet end de yngre i jobsøgningen, så er der sket en positiv udvikling i ledigheden for aldersgruppen.

“I dag er ledigheden blandt ældre ikke højere end for resten af arbejdsstyrken. Sådan var det ikke for bare fem år siden. Generelt er der kommet et mere positivt syn på seniorerne,” siger økonomen.

Hun understreger dog, at tallene ikke tager højde for, hvor mange ældre der er gået på efterløn eller pension, fordi de ikke kunne få arbejde.

Ifølge Anna Sophie Debel er udviklingen et udtryk for, at der er kommet mere fokus på området.

“Vi skal arbejde længere tid på grund af tilbagetrækningsreformerne, og derfor er der kommet mere fokus på seniorerne fra blandt andet fagforeningerne. Det er blevet en mere væsentlig gruppe at forholde sig til.”

Seniorparadoks
Samtidig med at ledigheden har ændret sig, så er antallet af ældre, der bliver på arbejdsmarkedet, steget markant. Alene i perioden 2008-2014 kom der 30.000 flere over 67 på arbejdsmarkedet.

“Mange vil gerne arbejde længere, men de har svært ved at få et job, hvis de først er blevet arbejdsløse. Det er jo paradoksalt, når man gerne vil have dem til at blive på arbejdsmarkedet,” siger Anna Sophie Debel.

Hos Ældre Sagen opfordrer man derfor til, at der fokuseres mere på at skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor det bliver lettere at skifte funktion internt på en arbejdsplads eller helt at skifte branche, så man for eksempel kan få et job, der er mindre fysisk eller psykisk hårdt.

Samtidig håber Anna Sophie Debel, at virksomhederne vil se kritisk på sine egne fordomme.

“Vi opfordrer til, at man indkalder seniorerne til samtaler, når man har jobopslag. Ellers får de ikke chancen for at vise deres værd. Se bort fra alderen, og se i stedet på det enkelte menneske.”

Redaktionen sætter fokus på seniorparadokset i det seneste nummer af Gymnasieskolen.

Tema om seniorparadokset


"Jeg har det som en løve i et bur"

Tre ledige over 60: Det er næsten umuligt at få job

Ledige ældre føler sig valgt fra

De desperate

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater