Artikel
År nul efter Thorkild
No image

År nul efter Thorkild

Thorkild Bach Andersen går efter noget nær et halvt liv som tillidsrepræsentant på pension i næste uge. Gymnasieskolen har talt med ham om karrieren, udviklingen og udfordringerne ved tr-jobbet, som er blevet sværere.

Der findes i dag nok ikke ret mange som dansk- og historielærer Thorkild Bach Andersen. Han har været tillidsrepræsentant på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing så længe, at ingen kan huske, han ikke har været det.

Det er egentlig ikke så underligt, al den stund at han har været tillidsrepræsentant (tr) i hele gymnasiets levetid. Således fejrer han i næste uge 35-års jubilæum på posten – og kombinerer det samtidig med et farvel til jobbet som gymnasielærer efter i alt næsten 40 år. 4 år som timelærer i Viby og derefter som nævnt 35 år i Ringkøbing, hvor han også i stort set hele perioden har været aktiv i både lokalnetværket i det gamle Ringkøbing Amt og i netværket for private gymnasier.

”Vi var syv lærere, der begyndte med den første årgang på gymnasiet her i Ringkøbing. Allerede som timelærer havde jeg interesseret mig for organiseringen af de ikkefastansatte, og jeg var også medlem af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), mens jeg var i pædagogikum. Så det var på en måde nærliggende for mig at fortsætte i det spor,” fortæller Thorkild Bach Andersen om baggrunden for, hvorfor han blev tr.

Han har igennem de mange år været vidne til en udvikling af jobbet som gymnasielærer, der undervejs har ændret tr-rollen og stillet større og større krav. Og med den seneste overenskomst er jobbet måske vigtigere end nogensinde, selv om nogle rektorer har ment, at nu var tr endelig blevet ”parkeret på sidelinjen”.

Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har dog i år endnu været en ”aftaleskole”, men gennem blandt andet lokalnetværket har Thorkild Bach Andersen erfaret usikkerheden efter OK 13, og ”der er da nok kommet mere bøvl”, som han siger. Men det er nu ikke kun derfor, han som 65-årig vælger at gå på pension netop nu.

”Selvfølgelig har der været mange ting, man kunne ønske sig hen, hvor peberet gror. Men jeg har haft en god tid, og jeg har det godt med at stoppe nu. Jeg vil hellere stoppe glad og med gode minder end som en gammel, sur mand. Jeg har i den grad nydt samværet med eleverne. Det bedste ved at være gymnasielærer er kontakten med store børn, som senere forlader skolen som næsten voksne. Og så samarbejdet med kollegerne – jeg har jo mødt min kone her,” fortæller han.

Kernen af tr-arbejdet
I den første periode af Thorkild Bach Andersens karriere som tillidsrepræsentant var jobbet ulønnet. Og egentlig også ret ukompliceret, mener han, for dengang, i grengymnasiets tid, skulle der jo ikke forhandles med rektor. Stort set alt var centralt fastlagt. Det samme gjaldt i begyndelsen valgfagsgymnasiet fra 1988, hvor man kunne læne sig op ad centrale regler og bekendtgørelser garneret med en fagkonsulent. En egentlig aflønning kom et par år senere i forbindelse med spørgsmålet om central og decentral løn, men det største skridt var dog i 1999, hvor tr jo pludselig kom mere i fokus og decideret skulle til at forhandle seriøse ting med rektor.

”Vist var vi ikke lønnede dengang. Men jeg synes på en måde, at GL var mere flink end i dag, hvad arrangementer og traktementer angår – også i forhold til lokalstrukturen. Man kan sige, at det næsten var løn i sig selv at være i det miljø,” ler Thorkild Bach Andersen.

Tr-rollen er sidenhen blevet enormt udfordret af den ekstreme detailstyring, systemet er endt med, mener han. Han har dog igennem årene også observeret ændringer på de indre linjer. I 1980’erne var der således meget større politisering i GL.

”Det var jo ikke unormalt i ‘de fede tider’, at folk havde, hvad der svarede til to lønninger. Det var en slags traditionalister, der vænnede sig til at have meget overtid. Så kom de store akademikerårgange og ville have en del af kagen i form af flere stillinger, og det skabte spændinger i GL. Jeg husker repræsentantskabsmøder med meget stor uenighed. For sådan en som mig var det interessant at møde disse ‘storbysocialister’, som også afspejlede brydningerne i tiden. I dag er møderne nok lidt mere kedelige, men det er samtidig udtryk for en større enighed som faggruppe.”

Hvis Thorkild Bach Andersen skal pege på nogle blandt mange højdepunkter i tr-arbejdet, er det, da han fik overbevist sin daværende rektor om, at decentraliseringen ikke var noget, der drev over, og at det skulle tages seriøst. Forklaret gennem gode samtaler trods forskellige professionelle interesser.

Et andet højdepunkt var, da han første gang fik afværget en afskedigelse af en kollega på grund af timemangel ved at gennemgå tallene og overbevise rektor.

”Det var en meget stor tilfredsstillelse. Det er jo kernen af tr-arbejdet – medlemmernes arbejds- og lønforhold. Men måske også derfor, vi nu kan føle os sparket lidt ud på sidelinjen angående arbejdsmangel, fordi det er svært at få overblik over timerne,” funderer han.

Skal passe på hinanden
Mens eleverne ifølge Thorkild Bach Andersen grundlæggende ikke har ændret sig, har han oplevet flere forskellige generationer af kolleger. Samarbejdet har dog overvejende været godt, også med de unge.

”Det er svært at sige, om det er dem, der har ændret sig, eller om det bare er mig, der er blevet gammel,” siger han med et grin, ”men mange arbejder meget og hårdt, synes jeg. Den yngste generation er dog generelt god til at sige fra. For dem er arbejde et arbejde, og så er der et liv ved siden af. Det, synes jeg, er en ganske sund holdning. Jeg er mere bekymret for dem med omkring 15 års anciennitet. De har det svært med de flydende definitioner af, hvornår nok er nok. Før reformen i 2005 havde man sine klasser og vidste, præcis hvad man skulle lave de næste tre år. Nu skal man have mange flere bolde i luften – konstant!”

Thorkild Bach Andersen oplever gennem sit netværksarbejde, at der er store forskelle på, hvordan arbejdssituationen er på skolerne. Nogle steder glider det let, mens der andre steder er udtalt mangel på tillid mellem parterne.

Han siger, at det måske lyder lidt gammeldags – men han har set mangt en lærer være presset mere end godt er og opfordrer derfor til, at lærerne bliver bedre til at passe på hinanden.

”Måske skal vi også som lærere håndtere visse ting anderledes. Der er et internt pres; det er ikke altid rektor, der sætter os i arbejde,” siger den afgående Ringkøbing-tr kryptisk og uddyber:

”Der er forskel på arbejdsvilligheden i team. Og nogle har meget energi og sætter hele tiden nye ting i gang. Det sætter kollegialiteten på prøve.”

Ingen øl og ingen suppleant
Det er tydeligt at høre gennem hele samtalen, at sociale elementer – hvad enten det er samvær med kollegerne, arbejdet med eleverne eller netværksarbejdet og samværet i GL-regi – har haft en stor betydning for Thorkild Bach Andersen.

”Jeg kommer da til at savne GL. Især netværkene. Jeg vil gerne opfordre til fortsat at tænke på netværkene i fremtidens GL. Det har været utroligt givende for mig. Det er her, man får sin fornuftige sparring og en fælles berøringsflade.”

Generelt har han været meget glad for GL – dog er det en uskik, mener han, at man ikke længere kan få en øl til sin frokost på repræsentantskabsmøderne! Men det er vel tidsånden, siger han og fortæller i den forbindelse en lille anekdote: Da GL i 1990 fyldte 100 år, sluttede festen i Tivoli, hvor foreningen havde købt fyrværkerne til en salut. ”GL 100” stod der således på aftenhimmelen. I sådan cirka tre sekunder. Så ændrede et vindpust teksten til ”ØL 100”.

”Men jeg vil gerne rose GL og sige, at det er dejligt, at man altid, også som menigt medlem uden om tr, kan komme let igennem til GL og få hurtig hjælp og relevant betjening i sekretariatet. En gang imellem kunne vi dog nok godt tænke os andre svar end dem, vi får,” siger Thorkild Bach Andersen med henvisning til det pres, Finansministeriet og politikerne i Folketinget har sat sektoren under, og som gør det sværere for fagorganisationer som GL.

”Mange medlemmer tror desværre stadig, at GL kan meget, foreningen ikke kan. Hvis bare GL blander sig i det, går det nok, tænker mange. Men sådan fungerer verden jo ikke.”

Han gentager, at foreningen har en stor opgave i at passe på medlemmerne i de kommende år. GL bør også være opmærksom på, at medlemmerne ”sidder løsere i kanten”:

”I forhold til tidligere vil mange flere have begrundelser for, hvorfor de skal melde sig ind!” fortæller Thorkild Bach Andersen.

Nu går arbejdslivet på hæld. Hvad skal han så bruge tiden på?

”Min kone siger, jeg skal sige, at jeg i hvert fald ikke skal spille golf,” udbryder han straks og fortæller videre om et par skriveprojekter – man er vel historiker! – venner, familie, sommerhus og så videre.

”Min kone gik på pension for to år siden, så nu skal vi nyde en lidt større frihed sammen. Vi rejser en del. Helst på den gammeldags måde med bil ned gennem Europa. Men bare det, at jeg ikke hver morgen skal vågne til et skema, glæder jeg mig til. Jeg frygter ikke, at jeg skal komme til at kede mig.”

På Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing går de også mod nye tider. Ikke alene har skolen aldrig oplevet en tilværelse uden Thorkild Bach Andersen – der er heller ikke udpeget nogen ny tr.

”Jeg har ikke engang nogen suppleant i øjeblikket. Det er lidt trist,” siger han.

Måske er det bare svært at efterfølge legender.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater