“Arbejdsglæde er dit eget ansvar”

Et godt arbejdsmiljø kræver noget af alle på en arbejdsplads, men man må starte med selv at gøre en indsats, mener skuespiller og foredragsholder Peter Mygind.

“Arbejdsglæde er dit eget ansvar”

Skuespiller Peter Mygind var i mange år en ja-hat, der ikke sagde fra. Da han begyndte at være tydelig om sine egne behov, voksede hans arbejdsglæde. Han opfordrer andre til at gøre det samme. Og til at tænke over, hvad man bidrager med til fællesskabet.

Trivsel og arbejdsglæde kommer ikke af sig selv. Det er noget, alle på en arbejdsplads skal være med til at skabe. Så start med dig selv. Sig, hvad du har brug for. Byd ind med noget til fællesskabet. Og tænk over, hvordan du kommunikerer med andre.

Det er budskabet, når skuespiller Peter Mygind holder foredrag om arbejdsglæde.

“Sætter du dig til at vente på forandringer, kan du vente resten af dit liv. Hverken dine kolleger eller ledelsen har ansvaret for din arbejdsglæde. Det har du selv,” siger han.

For ham er arbejdsglæde lig med følelsen af tryghed, forståelse og respekt. Men i perioder af sin karriere har netop den følelse manglet. Han beskriver sig selv som en klassisk ja-hat, der har måttet lære at sige fra og være tydelig om sine behov.

“I starten blev jeg trådt på igen og igen, fordi jeg var ham den glade ja-hat, man næsten kunne gøre hvad som helst med.”

Han har flere gange oplevet instruktører, der stort set ikke har talt til ham under prøverne på teaterstykker. En af gangene sagde instruktøren dagen før premieren: “Hvad fanden har du gang i?”

“Jeg eksploderede. ‘Hvad jeg har gang i? Jeg har fucking kæmpet med den her rolle helt alene i to måneder. Du har bare gloet på mig.’”

“Hvis jeg i dag arbejder med en instruktør, der ikke taler til mig, så siger jeg ret hurtigt: ‘Du skal vide, at det er vigtigt for mig, at du melder ud, om jeg er på rette vej.’ Men hold kæft, det har taget mig mange år at lære.”

På en mission
Det er en af de første dage med en anelse forår i luften. Solen strømmer ind ad vinduerne i skuespillerens villalejlighed i Charlottenlund. Ovenpå bor søn, svigerdatter og barnebarn, og på anden sal huserer svigermor. Peter Mygind byder på grøn te ikøkkenet.

Dagen inden har han været i Berlin for at gøre en tysk serie færdig, og lige om lidt er der premiere på en dansk tv-krimi, hvor han har hovedrollen.

Sætter du dig til at vente på forandringer, kan du vente resten af dit liv.

Peter Mygind
Skuespiler og foredragsholder

Men det er ikke kun som skuespiller, han har travlt. I de seneste år er han også blevet en efterspurgt foredragsholder. Temaet er ofte arbejdsglæde, og en stor del af foredragene har været på skoler og gymnasier. Omkring 500, lyder hans gæt. Han fortæller om situationer fra sit skuespillerliv. Blander alvor og humor. Udleverer sig selv. Taler om sine skyggesider.

“Min mission er at få sået nogle små frø. Inspirere folk til at træffe gode valg. Jeg får næsten altid hilsner på Facebook bagefter. Tit er det noget med, at det har sat tanker i gang. Jeg bliver så taknemmelig.”

Da han i februar var på Nyborg Gymnasium, skrev skolens rektor bagefter på Linkedin: “Det er det bedste oplæg om arbejdsglæde, jeg nogensinde har hørt.”

Grib ind!
Idéen til foredragene om arbejdsglæde opstod, da Peter Myginds ældste søn, Julius, for 13 år siden blev overfaldet af en gruppe drenge tæt på hjemmet. Han havde ingenting gjort, men blev pludselig slået ned. Selvom der var flere, som så det, greb ingen ind. Episoden rystede skuespilleren og fik ham blandt andet til at tænke på de gange under filmindspilninger og prøver på teaterforestillinger, hvor han havde overværet urimelige ting, men ikke reageret. Og på de situationer, hvor han selv havde savnet, at nogen greb ind.

Et af de centrale budskaber, når han holder foredrag, er derfor, at vi skal turde blande os for på den måde at hjælpe hinanden med at skabe et godt arbejdsmiljø.

I starten blev jeg trådt på igen og igen, fordi jeg var ham den glade ja-hat, man næsten kunne gøre hvad som helst med.

Peter Mygind
Skuespiller og foredragsholder

Desuden gør han meget ud af at understrege, at den måde, vi taler til hinanden på, er afgørende for, om konflikter blusser op eller bliver løst.

“Angreb løser ingenting. Selv når man er vred på et andet menneske, er man nødt til at finde en måde at kommunikere på, så vedkommende får lyst til at lytte. Kun sådan er der en chance for, at vedkommende måske ændrer adfærd,” siger Peter Mygind, der er meget inspireret af psykolog Marshall B. Rosenbergs bog om ikke-voldelig kommunikation. 

Han fortæller om en filmoptagelse, han engang var med på, hvor instruktøren svinede en skuespiller til. Det førte til et stort skænderi, alle var i chok, og det var umuligt at se, hvordan man skulle komme igennem de fire ugers optagelse, der var tilbage. Peter Mygind tog mod til sig og talte med instruktøren.

“Råber man ad et andet menneske, vil vedkommende stoppe med at lytte og enten forsvare sig big time eller angribe igen. Fordi jeg gik ind i konflikten med total ydmyghed, fik jeg ham til at trække vejret, og vi fandt en måde at komme videre på. Det var gået galt, hvis jeg havde sagt: ‘Hvordan fanden er det, du taler? Erdu syg i hovedet?’”

En konflikt, der ligger og ulmer, fordi ingen tør gå ind i den, kan være totalt ødelæggende for klimaet på en arbejdsplads, påpeger han.

“Er du okay?”
Selvfølgelig har ledelsen et ansvar for at skabe de bedst mulige rammer, understreger Peter Mygind, men han er sikker på, at alle medarbejdere på landets arbejdspladser – inklusive gymnasielærere – vil have godt af at kigge lidt indad og tænke over, hvad de selv bidrager med til fællesskabet.

“En lærer, der for eksempel går ind på lærerværelset uden at hilse, har en meget større negativ effekt på fællesskabet, end man lige tror,” siger Peter Mygind.

Han synes, vi skal blive bedre til at spørge hinanden, hvordan det går. Men det kræver så også, at vi er til stede og klar til at lytte. 

“At spørge, om en kollega er okay, kan være den lille ting, der gør, at vedkommende åbner op om det, der frustrerer hende eller gør hende ked af det. Der er ikke noget bedre end en kollega, der er parat med sparring og et klap på skulderen. Det er en kæmpe gave at stille sig til rådighed for et andet menneske.”

Er man frustreret over sit arbejde, har man ifølge Peter Mygind to valgmuligheder: Man kan være offer eller kriger.

Hvis man siger højt, hvad man har brug for, er der faktisk en chance for, at ting kan ændre sig.

Peter Mygind
Skuespiller og foredragsholder

Ofrene er fornærmede, sure og bitre. Nogle brokker sig højlydt, andre lukker sig inde i sig selv. Krigerne tager derimod fat om problemerne. Tager en snak med en god kollega eller går til ledelsen. En åben kommunikation, hvor man kan give udtryk for sine frustrationer, er afgørende, understreger han. 

“Uanset hvad vedkommende kommer med af problemer, så tag det alvorligt, og lyt! Også selvom du synes, det er en bagatel eller latterligt. Og det gælder, hvad enten man er kollega eller leder. Det er sindssygt vigtigt for alle at føle sig hørt.”

En styrke at bede om hjælp
Efter flere år med nedskæringer og fyringer forstår Peter Mygind godt, hvis gymnasielærerne kan have lidt svært ved at finde arbejdsglæden.

“Lærerne kan råbe og skrige, at politikerne er nogle røvhuller, men de er nødt til at acceptere de overordnede rammer. Opgaven for den enkelte er at finde ud af, hvordan man bedst kan være i det.”

Lærernes mindset bliver afgørende for, om de stadig kan finde noget at glæde sig over, eller om de bliver ‘alt var bedre i gamle dage-typen’, mener skuespilleren. Og selvom alle moduler måske ikke har nøjagtig samme høje kvalitet som før, leverer lærerne jo stadig masser af god undervisning, påpeger han.

“Måske skal lærerne også minde sig selv om ‘alt det andet’, de giver eleverne. De lærer eleverne at gå ind i en dialog, mærke efter, forstå, lytte, stille spørgsmål, være kritiske, løse konflikter. Social og følelsesmæssig intelligens er for mig at se noget af det vigtigste at have som menneske, og det er man som lærer i den grad med til at give de unge – også i nedskæringstider.”

“Og jeg ved godt, at der er et pensum, og at eleverne skal til eksamen, men det nytter ikke, at lærerne konstant slår sig selv i hovedet med, at de ikke gør det godt nok, for så brænder de sammen.”

I pressede tider er det ekstra vigtigt, at ledelsen signalerer, at frustrationer frit kan luftes. Men ansvaret for at få hjælp eller sparring ligger i sidste ende hos den enkelte medarbejder, lyder det fra Peter Mygind.

“Hvis man siger højt, hvad man har brug for, er der faktisk en chance for, at ting kan ændre sig. Måske har man brug for sparring, fordi man er stresset eller ked af det. Selv garvede lærere vil have godt af at sige: ‘Det her er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg kan’ eller ‘Jeg er dybt frustreret lige nu’. Det er en styrke at kunne det.”

“Hvis jeg får et manuskript alt for sent, så jeg ikke har kunnet øve mig ordentligt, har jeg med årene lært at sige til instruktøren: ‘I dag må du altså passe lidt på mig.’ Det åbner situationen fuldstændig, og jeg får tit den ro, jeg har brug for. Det er så vigtigt, at man siger, hvordan man har det. Man kan ikke forlange, at andre skal kunne gætte det,” siger Peter Mygind.