Verdensborgeren som nødvendigt ideal

Forfatteren opstiller verdensborgeren som et pædagogisk og politisk ideal. Der er to sider i denne bestræbelse. Forfatteren udtrykker det på denne måde: ”I skolen lærer vi ofte kun, hvordan man kan klare sig i verden, ikke hvordan man kan bidrage til, at verden kan klare sig.” 
Den ene side går på, at hvis individet skal kunne klare sig i fremtidens verden, må det løftes ud af den snævre nationalistiske tænkning. Der må i større omgang fokuseres på en global værdidebat, da de nationale værdier ikke længere er tilstrækkelige. Verden er blevet større end nationalstaten og dens problemer. 
Den anden side understreger, at der må findes kosmopolitiske løsninger på de problemer, som verden står over for. For eksempel hvordan skaber vi en bæredygtig fremtid for verden?  Hvordan forhindrer vi, at vold og hævn bliver grundlæggende værdier i verdensordenen? Og hvordan fremmer vi demokratiet på verdensplan? Skolens ideelle opgave bliver i denne forbindelse at danne og uddanne såvel den nationale medborger som den engagerede verdensborger. 
Forfatterens udgangspunkt er den pædagogiske filosofi. Det er specielt hermeneutikken, der står i centrum. For at kunne forstå og bemestre verden er det en forudsætning at kunne fortolke de konflikter, verden står over for. Herudover inddrages den tyske dannelsesteoretiker Wolfgang Klafkis kategoriale dannelsestanke, hvor undervisningen skal baseres på tidstypiske nøgleproblemer. Skolen er nødt til at beskæftige sig med de presserende problemstillinger, der berører verdens fortsatte eksistens. Skolen skal således åbne nye horisonter for eleverne. 
Bogen rejser en aktuel problemstilling: Hvad gør vi med verden i fremtiden? Tillige giver den et fremragende indblik i den pædagogiske filosofis arbejdsfelt.