I denne introduktion til ”historiefagets metodiske kernebegreber” er historie identisk med historiefaget, og vel at mærke historiefaget på de gymnasiale uddannelser, hvor al historieskrivning tilsyneladende skal være bygget op over Blooms taksonomi. Og når forfatterne i forordet taler om elevernes historiebrug, så taler de udelukkende om brug i forhold til historiefaget og ikke i forhold til verden udenfor. Det er i denne anmelders øjne en noget snæver og gammeldags tilgang, et indtryk, der bekræftes af bogens mange traditionelle eksempler, som primært hentes fra europæisk historie (Anden Verdenskrig tegner sig nok for cirka halvdelen af eksemplerne). Bogens disposition er noget forvirrende, og mange kapitler hænger kun løseligt sammen med kapiteloverskriften. For eksempel omhandler kapitlet Fortælling eller videnskab primært fortælling eller historie, men siger intet om videnskab. I indholdsfortegnelsen spejder man forgæves efter et kapitel om historisk metode, som nævnes på forsiden, og som man senere i bogen får at vide, man skal bruge, når man analyserer kilder. For det er det, man åbenbart gør i historiefaget, man analyserer kilder. Godt nok er historiefaget meget andet, hedder det i forordet, men næsten halvdelen af bogen er faktisk tilegnet en slavisk gennemgang af kildekritikkens mange begreber.

Kapitlet Hvorfor historie? beskæftiger sig da sjovt nok også primært med kildekritik.

Det er sympatisk, at forfatterne vil nedtone den sædvanlige søgen efter en kildes tendens (og troværdighed), hvilket jo bestemt heller ikke altid er særlig frugtbart, men deres forsøg på at skelne mellem historie og fortælling (fortælling skal her forstås som kildens tendens) ender i det rene nonsens. Og få sider senere opretholder de da heller ikke længere selv denne skelnen. Naturligvis har forfatterne diskursanalysen i tankerne, men hvorfor anvender de så ikke denne ret så udbredte og velegnede analysestrategi? Listen af selvmodsigelser er i øvrigt alenlang.

Kapitlet Historieteori er nok bogens bedste, men det pædagogiske sigte falder noget til jorden i afsnittet om periodisering, eftersom en gennemgang af den sædvanlige opfattelse af, at middelalderen varede fra 500-1500, bekræftes som ”rigtig”. Øh, for det første kan det vel diskuteres, for det andet, hvorfor bruge netop dette eksempel, hvis der ikke er alternativer, når nu eleverne skal være kritiske i forhold til periodisering?

Således forvirret når man frem til historiefilosofien, som ifølge forfatterne adskiller sig fra historieteorien ved en ”indlejret etik”. Fire sider henne er det derimod det metafysiske aspekt, som adskiller førstnævnte fra sidstnævnte. Lige så forvirrende er gennemgangen af begreberne historisme og historicisme. Spredt rundtomkring i bogen gemmer der sig ganske gode øvelser til eleverne, men det kan desværre ikke opveje indtrykket af den totale forvirring.

Tilføjet den 25/10-2017: Se forfatternes svar her