Der er 220 millioner fransktalende i verden. Det danner grundlag for Mette Bering og Mimi Sørensens vellavede bog, ”Paroles francophones”, som kan højne elevernes sprog- og kulturbevidsthed.
Bogen, som er lækker at sidde med og læse i, ønsker at gøre eleverne nysgerrige på mangfoldigheden i den fransktalende verden. Som tidligere koloniland er Frankrig hjemsted for blandede kulturer, ligesom lande under fjernere himmelstrøg kan siges at vibrere med fransksproget kultur.
Bogen er flot layoutet og illustreret med relevante farvefotos, der gør den levende og vedkommende.
Lærebogen omfatter tre frankofone emner: La touche française, Entre deux cultures og Le printemps arabe.
Aktualiteten ses derudover af en tekst om satirebladet Charlie Hebdo. Et foto fra Paris bærer f.eks. denne billedtekst: ”Beaucoup de gens ont manifesté dans les rues après l’attentat au journal satirique ’Charlie Hebdo’ en janvier 2015.
Faites une description de l’image et insistez sur la signification de la banderole (banner): ‘Je suis Charlie’.”
Et spændende kapitel bærer titlen ”Tout ce qui est enviable vient de la France” om den senegalesiske kvinde, Fatou, og hendes tanker. Et andet eksempel på kulturmøde er filmen ”Les intouchables”. Ligeledes er sektionen om det arabiske forår interessant. Læseren møder flere interviewpersoner.
DIDAKTISK set følges de glosserede tekster af opgaver på forskellige taksonomiske niveauer. Dette styrker tekstforståelsen og sprogfærdigheden. Side 95-96 indeholder analyseredskaber. Interviews suppleres med små romanuddrag og andre småtekster. Variation og tekstlængde er passende.
”Paroles francophones” (med hjemmesiden www.paroles.gyldendal.dk) er fremragende og indbydende materiale. Den får den højeste vurdering: seks stjerner ud af seks. Køb den!
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode