Bogen Velfærdssamfundet er primært skrevet til bachelorniveau (socialrådgivere) og til masterstuderende, men den har nogle kvaliteter, der retfærdiggør en omtale i disse spalter. Greves bog bliver nok ikke en grundbog i gymnasiet, men der kan klippes gode afsnit, og læreren kan finde godt baggrundsstof. Bogen leverer for eksempel en fin sondring mellem velfærdsstat og velfærdssamfund. ”Ved en velfærdsstat forstås et institutionaliseret system, hvor agenterne staten, markedet og civilsamfundet indgår i skiftende relationer med det formål at optimere samfundets velfærdsfunktion, og hvor graden af offentlige involvering er tilstrækkelig stor til at kunne modvirke konsekvenserne af markedsfejl …” (side 29). Velfærdssamfundet er den bredere betydning af velfærd, hvor alle faktorer af betydning for velfærd inddrages.
9 kapitler startende med spørgsmålet, hvad er velfærd (social kapital, sociale indikatorer, modeller for velfærd?), over velfærdstrekanten, organiseringen af socialpolitikken, arbejdsmarkedspolitikkens sporskifte, uddannelsernes betydning for lighed og sundhedstilstanden i Danmark til det internationale perspektiv, hvor især problematikkerne omkring arbejdskraftens frie bevægelighed drøftes. Der sluttes af med et kapitel om velfærdsstatens fremtid, hvor vægten lægges på globaliseringen.
Strukturen og – generelt – sproget gør bogen brugbar i det gymnasiale system. De få tilknyttede opgaver er derimod ikke noget at råbe hurra for, ligesom layoutet ikke er særlig spændende. Men det er en solid grundbog, der her udkommer i 3. udgave. Det havde dog været på sin plads, hvis forfatteren kort havde beskrevet ændringer til 3. udgave.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode