Var det noget med et tema om Grønland? Der er jo nok at tage fat på: Arktis er et hot politisk emne, postkoloniale samvittighedsovervejelser, sociale problemer af en vis størrelse osv.
Magt og autoritet i Grønland kan give underviseren en grundig baggrund. Det er nemlig ikke en undervisningsbog, men en mursten på 600 sider, hvor grønlandsforskere skriver om historiske, politiske, økonomiske og sociologiske emner under en samlet paraply, der betegnes magt og autoritet i Grønland. Der er dog ikke noget gennemgående magtbegreb, som bidragsyderne forholder sig til. I indledningen skriver de tre redaktører, at der er lagt vægt på såvel den formelle magt, som udøves af regering og myndigheder, som den autoritet, der udspringer af forskellige sociale sammenhænge. Med den koloniale baggrund har de danske myndigheder naturligvis længe været den ultimative magt. I parentes bemærket er det interessant, at på trods af at grønlænderne gennem hele kolonitiden var bevæbnede, er der ikke sket angreb på repræsentanterne for kolonimagten, selvom disse i byer og bygder udgjorde et ganske lille mindretal.
Bogen har fire hovedafsnit: Magtens historie med hovedvægten på den danske kolonitid, Tilbageblik på magten, som blandt andet indeholder en interessant artikel af Louise Hollerup med titlen Turen går til middelklassen. Grønland som en vej ind i et bedre liv. Med udgangspunkt i sine bedsteforældres tid som lærere i Grønland 1963-65 påviser hun, at mange danskere tog til Grønland for at tjene penge til et efterfølgende bedre liv i Danmark og ikke nødvendigvis af idealistiske grunde for at hjælpe et folk på vej.
Tredje hovedafsnit handler om selvstyret i funktion, og her er der blandt andet interessante artikler om selvstyrets styrkede autoritet i Arktis og den kulturelle kamp i artiklen Tag din anorak af, du er ikke grønlænder! Når magt og dragt får følelserne på spil. En diskursanalyse af omtalen i de sociale medier af den grønlandske anoraks brug.
Fjerde hovedafsnit er betitlet Selvstyret og samfundet, og her ser forskerne på børns rettigheder, udviklingen af det grønlandske skolevæsen, sundhedsvæsnets etik, og endelig behandles emner som seksuel vold og hjemløses vilkår.
De fleste læsere vil nok ikke læse bogen fra ende til anden, hertil er der for mange meget specifikke emner, men den giver en fin indføring i Grønland i går og i dag.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode