Auf Deutsch, bitte!
Vores flittige tysklektor Mette Hermann er nu fremkommet med anden del af sine kommunikative gramma- og tekstbøger med titlen Los geht’s! i fint parløb med forløberen ”Wie geht’s?”, som begge lægger op til at indlære mundtlighed og skriftlighed i grundforløbet og på B- og C-niveau ud fra et kommunikativt sprogsyn.
Til det formål har hun fundet 21 korte, elevvenlige ældre og moderne tekster og forsynet dem med cirka 200 øvelser, der især skal siges, besvares mundtligt og forelægges mundtligt for elevpartneren, dog ofte ud fra en skriftlig skitse, samtidig med at hun nænsomt fører eleverne ind i de grammatiske delområder, bøjninger og ordstilling. Øvelser og tekster går fint i spænd, og der er selvfølgelig ikke kun sproglige spørgsmål, men også indholdsmæssige, som der skal tales om. Ofte afsluttes tekst og øvelser med en skriftlig sammenfatning, alt hjulpet godt på vej af Mette Hermann med vejledende formuleringer, nyttige gloser og rammende chunks. Særligt sjove øvelser finder man i de kreative skriveøvelser, hvor eleven selv skal være opfindsom og finde materialer, fotos og lignende, eller de grammatiske terningespil, hvor man skal vinde over sin partner på point. Anmelder er særligt glad for alle de opfindsomme øvelser og opgaver, som Mette Hermann har kreeret, så at der er rigeligt af arbejdsmateriale til den enkelte tekst og tysktime. Ingen time bliver som den sidste – et meget fornemt undervisningskoncept.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode