Nyttige er altid analyse- og metodebøger til humaniorafagene i den gymnasiale fagrække. Denne lille og praktiske bog (100 sider) indeholder essensen af fagtermer og nyttige gloser, i forhold til hvad eleverne skal kunne i fransk med hensyn til billedbeskrivelse og de forskellige genrer, herunder tegneserier, film og taler.
Introduktionen til de forskellige genrer er klogt nok skrevet på både fransk og dansk. De franske formuleringer er smukke, for eksempel ”Sur Instagram, ton blogeur préféré te recommande un nouveau produit sans que tu saches que c’est une publicité” (p. 85).
Forfatterne peger selv på, at bogen indeholder ”byggeklodser til at tale mere fransk”. Det er en god beskrivelse. Bogen giver et solidt fundament, som eleverne kan arbejde ud fra. Bogen er som sådan ikke tekstrig eller uddybende causerende, men er skåret ind til benet med det væsentligste.
Der er små opgaver og tekstforslag, som det er nyttigt for eleverne at arbejde med. En hyggelig opgave går ud på at skrive et ‘Je suis’digt. Således er bogen iderig og indeholder fine skabeloner.
Hollywoodmodellen (”le modèle dramaturgique”; p. 58) og det retoriske diagram (”le pentagramme rhétorique; p. 71”) er også med. Ligeledes et kortere metodekapitel, hvor blandt andet fransk i SRP omtales med viden om tilgange til fagets tekster/film, for eksempel nykritisk, biografisk og psykoanalytisk metode.
Bogen findes også som i-bog, som blandt andet indeholder oplæsning på fransk, glosetræning og interaktive opgaver.
Alt i alt er bogen en nyttig lille sag til arbejdet med franskfagets mange genrer. Bogen formidler fortrinligt det centrale, adækvate og forventelige faglige ordforråd (med dansk oversættelse), som eleverne skal indlære og beherske skriftligt og mundtligt.
La clé kommer godt rundt i genrerne, inklusive sociale medier og reklamer samt eventyr og musik. C’est formidable! Bogen er ikke som sådan fornyende, men indeholder det essentielle præsenteret på en behagelig, overskuelig og veltilrettelagt måde. Derfor fem fortrinlige stjerner af seks mulige.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode