Det er næppe mange historie- eller samfundsfagslærere, der ikke i en eller anden grad refererer til Kanslergadeforliget i undervisningen. Det store kriseforlig mellem Socialdemokratiet, De Radikale og Venstre, som faldt på plads i Staunings lejlighed, efter at alt håb egentlig var ude, og der kun var en afskedswhisky på programmet. I serien 100 danmarkshistorier finder forliget sin naturlige plads. Historikeren Kristina Krake fører os gennem dets historie, og det er med sikker hånd og udsyn til verden udenfor.
Eftertiden har ofte koblet forliget sammen med det, der skete samme dag i Tyskland, nemlig at en vis Hitler blev kansler, og det tyske demokrati derefter led en krank skæbne under nazisternes styre. I Danmark fik vi ingen stærk, autoritær mand ved roret, selvom der bestemt var kræfter, der ønskede det. I stedet fik man et forlig over midten, en arbejder-bonde-alliance, hvor alle bøjede af, så enderne kunne mødes. Gennemgribende krisehåndtering på demokratisk vis. Siden har dette vokset sig til en ganske stærk fortælling, nærmest med mytisk præg med sin egen dramaturgi og artefakter. Selv et foto med karaflen, som den afgørende whisky skænkedes af i nattetimerne, er fremhævet på et dobbeltopslag.
Kristina Krake holder forliget ud i strakt arm og sætter det i relation til lignende i for eksempel Sverige og Norge og taler om ”myten om det samarbejdende folkestyre” ved at demonstrere, at en række fremstillinger i årene, der fulgte – og faktisk helt op i nyere tid – har et ret ukritisk blik på forliget. Men der er nu også mere kølige analyser, for eksempel hos Mogens R. Nissen, der i 2010 kaldte forliget for ‘en studehandel’.
Man kan med andre ord blive klogere og få skærpet sin viden om Kanslergadeforliget og til med i den vante form for denne serie, under 100 sider og rigeligt illustreret. Det kan man med andre ord sagtens nå at læse, selv en travl hverdag kan ikke bruges som undskyldning.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode