En hyldest til inklusion

Forfatteren har i flere årtier arbejdet med inklusion af børn og unge i det italienske skolesystem. I Italien har man i mere end 30 år haft en lov, der pålægger skolerne at inkludere børn og unge med forskellige handicap i den normale skole. Bogen er en lang række gode argumenter for inklusion. Forfatteren finder argumenterne dels i sin egen praksis som lærer, skoleleder og integrationsplanlægger og dels hos en række filosoffer, forfattere, sociologer, læger samt andre lærere, der har arbejdet med inklusion. 
Hovedargumentet for inklusion er, at den vil berige såvel normal­elever som specialelever, fordi mødet mellem disse grupper af børn og unge i en læringssammenhæng vil skabe en mangfoldighed og dynamik, der vil fremme læringen hos begge grupper. Derudover bliver lærerne hele tiden udfordret på det pædagogiske område, da de konstant skal overveje og reflektere over, hvordan  man fagligt kan ramme den meget brede gruppe af elever i en klasse. 
Bogen bærer stærkt præg af forfatterens begejstring for inklusion og dens fordele. Den er nærmest et hyldestskrift til inklusion. Man mangler, at forfatteren stopper op og reflekterer over inklusionens muligheder og begrænsninger. Hvilke elever kan inkluderes? Hvornår skal de inkluderes? Hvor i uddannelsessystemet kan de inkluderes? Og hvor langt op i uddannelsessystemet kan de inkluderes, så det giver mening? 
Bogen er alt for unuanceret og mangler fuldstændig en kritisk vinkel på emnet, og desuden er den yderst ustruktureret. Der mangler en rød tråd i bogen – den er et sammensurium af egne erfaringer og historier, interviews, brudstykker af litterære værker samt videnskabeligt materiale. Der bliver slet ikke sondret mellem materialets relevans i forhold til inklusion.