Bogen skifter mellem de store litteraturhistoriske linjer og konkrete nedslag på udvalgte forfattere og tematikker. Den knytter sig i udgivelsen til den udbredte Håndbog til dansk, men har i indhold ikke nogen relation hertil.
Litteraturhistoriebøger er en svær genre, hvor sprog, længde og udvalgte eksempler skal gennemtænkes. De korte kan have tendens til at være skamminimerede og fragmenterede, og de lange for svære og tunge. 420 sider i A5-form, enkelte billeder og masser af underoverskrifter i denne litteraturhistorie er et fornuftigt udgangspunkt. Men trækkes ned af ikke at være mere modtagerrettet i layout, vægtning og sprog.
Foruden brødteksten er der en tosiders simpel tabel med en ultrakort oversigt, bagerst er syv siders ordforklaringer og et navneregister. Men hvad er logikken? Magisk realisme kan slås op i ordlisten, modernisme kan ikke. Modernisme står to steder i tabellen, men kun ét sted i indholdsfortegnelsen. Hvis man vil slå magisk realisme op i indholdsfortegnelsen, skal man allerede vide noget for at kunne regne ud, at den står under fantastiske og fabulerende fortællinger. Det kræver derfor, at en elev kender bogen eller sit fag godt, for at kunne bruge den på egen hånd. Det samme gør sig gældende i indholdet og de sproglige formuleringer.
I indføring til renæssanceafsnittet mødes eleverne af, at reformationen ”resulterer i en veritabel kulturrevolution”, og naturlyrik kan vi blive klogere på under rubrikken Morten Børup – en digter fra Jylland efter at have læst om hans ansættelsessted, og at han var ”kantor”. Det er uklart, hvorfor nogle forfattere har egen overskrift og derfor er med i indholdsfortegnelsen (for eksempel Claus Beck-Nielsen), og andre ikke (for eksempel flere af kanonforfatterne). Flere tematikker, der er skrevet frem i egne afsnit, er spændende og relevante, for eksempel Danmark som kolonimagt og Menneske, natur og klima, og der er gjort en indsats for at få flere kvinder med i litteraturhistorien. Personligt kunne jeg godt bruge kortere og mere fokuserede vinkler i kapitlerne “Middelalderen”, “Renæssance og reformation” og “Barok”. Der er desværre ikke gjort noget for at underholde eller vække interesse, men de har præg af det leksikalske opslagsværk med grundige udvalgte eksempler.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode