Strutter af faglig pondus

Gymnasiepædagogik er ikke bare en bog – det er et værk, der strutter af faglig pondus. En lang række forskere og praktikere inden for gymnasieskolen giver en yderst kompetent behandling af de mange forskellige sider, der er, af det danske gymnasium. Man kan sagtens sige, at der præsenteres en 380-graders udforskning og behandling af gymnasiet. 
Spændingen er således omfattende. Der lægges ud med gymnasiets udvikling, formål og mangfoldighed, dernæst ses der på undervisning og læring, som efterfølges af en omfattende behandling af en række fags fagdidaktik. Herefter sættes der fokus på undervisningens praksis, hvor blandt andet progression, motivation, planlægning, arbejdsformer, vejledning, it og læreren som leder i klasserummet behandles. Der sluttes af med tre kapitler om henholdsvis evaluering, eleverne og lærerne samt gymnasiet som institution. Alt gøres meget, meget fint og fremragende. Der er en solid anvendlese af den nyeste forskning på området, og teorien kombineres mange steder fint med den praktiske situation, lærerne står over for i undervisningen. 
Hvor førsteudgaven af Gymnasiepædagogik, der udkom i 2006, var lidt mere famlende i sin tilgang til feltet, så er den nye udgave langt mere præcis og sikker i forhold til de mange læringsmæssige, didaktiske og dannelsesmæssige aspekter samt de presserende og relevante problemstillinger, der præger gymnasiet her 10 år efter gymnasiereformens vedtagelse. 
Selv om der er et kapitel om læreren som leder, savner jeg noget mere uddybende og problematiserende om lærerrollen. Jeg tror, mange gymnasielærere er søgende omkring den nye rolle, som reformen har givet lærerne, samt den konstante ændring af rollen, som vi har oplevet i de seneste år. Hvad ligger der i vores rolle som  lærer, og hvordan skal/kan vi udfylde den?