Markedet for Danmarkshistorier synes umætteligt, og seneste skud på stammen er Asser Amdisens ”helt personlige udlægning” af de seneste 15.000 års historie. Forfatteren motiverer udgivelsen i forordet med, at det er ”historien, som gør os til dem, vi er”, og kalder sin Danmarkshistorie for ”sjov, underholdende og oplysende”. Om 256 sider er kortfattet, kan diskuteres, jeg kedede mig bravt gennem det meste af bogen, og jeg har svært ved at se det underholdende og sjove i opskruede sentenser som: ”Adelen ville gerne være fri for, at holstenerne drønede rundt og lavede ballade i Danmark, og derfor støttede de en stærk kongemagt.”

Bogens intention er også at fortælle alle røverhistorierne, men vi bliver konstant på det overordnede panoramiske niveau og når aldrig til den sceniske fremstillingsform. Vi får at vide, at arbejderklassen i København bor i uhumske lejligheder, men der følger ingen detaljer med. Det er klart, at en kortfattet Danmarkshistorie må foretage en masse fravalg, men det betyder i denne bogs tilfælde, at historie er noget som bare ”sker”. Louis Pio ryger i fængsel, og en stor gruppe arbejdere samles i Fælledparken. Hvorfor vides ikke. Generaliseringer og forvirrende forenklinger står i kø.

Det ualmindelige ved denne Danmarkshistorie er ifølge forfatteren, at verdenshistorien og den europæiske historie fylder rigtig meget, samt hans ”evige stræben efter at se verden fra en anden vinkel”. Bortset fra spredte referencer til Bismarck, Hitler, Lenin og de helt store verdenshistoriske begivenheder er verden udenfor (så godt som) ikkeeksisterende. Den ”anden vinkel” må i så fald bestå i at indlede hvert kapitel med den på dette tidspunkt siddende konge, og med dette mildest talt ualmindelig almindelige greb føres læseren gennem kongerækken frem til den – ifølge forfatteren – ublodige indførelse af demokratiet i 1849 og videre frem til forfatterens ølkassetale i det sidste kapitel, hvor han kalder det danske samfund ”totalitær demokratisme” og hævder, at danskerne af og ren skær angst gemmer sig bag ligusterhække og ”fordummende underholdningsfjernsyn”. Om Assers kongerøgelse får vores elever til at fravælge fjernsynet, er dog mere tvivlsomt.