Fint indblik i gymnasiets styring

Antologien tager sit afsæt i de nye styringsstrategier, der har præget uddannelsessystemet i de seneste år. Styringen har været præget af New Public Management-tanken, hvor hensigten har været at lade lederne på skolerne have en vis autonomi til at lede og lade lærerne forvalte praksis, mens staten kontrollerer og tildeler midlerne. Det sker efter devisen: ”I skal og må gerne forvalte den daglige praksis selv, men vi vil gerne forvalte, at I forvalter den godt nok”. 
Antologiens forfattere tager fat på en række af de paradokser, som de nye styringsstrategier har haft for gymnasierne. Gymnasiereformerne i 2005 og 2007, hvor gymnasierne blev selvstændige og konkurrerende enheder, har sat gymnasierne i dilemmaet: Egen nyttemoral eller solidariteten. Den centrale kapacitetsfastlæggelse og elevfordeling harmonerer dårligt med styringsteknologier som selveje og taxameterordninger. Gymnasierne er sat i en vanskelig situation, hvor de både skal samarbejde og konkurrere med hinanden. 
Herudover er der to modsatrettede tendenser indlagt i gymnasie­reformerne. Én, der centraliserer, og én, der decentraliserer styringen af gymnasierne. Indførelsen af teamstrukturen lægger op til en decentralisering af gymnasiet som institution, men effekten har været begrænset. Teamlederne er blevet budbringere mellem lærerne og ledelsen. Centraliseringen ses ved den øgede kontrol og overvågning af gymnasiet, og at rektors ledelsesmagt nævnes mere end hundrede gange i gymnasiets styringsdokumenter. 
Det paradoksale i styringen af gymnasiet er, at man gerne vil styre ud fra en velfærdsstatslogik, mens målet med styringsteknologierne peger hen imod en konkurrencestatslogik, der betyder, at uddannelserne skal sikre, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence.