Det ku’ være så godt, men nu er det faktisk skidt. Sådan hedder det i en gammel vise, og det passer godt på denne bog. Befolkningens holdning til poltikere emmer af mistillid – levebrødspolitikere, taburetklæbere, sandkassen på Christiansborg og så videre. Det er naturligvis ikke virkeligheden, så derfor glædede undertegnede sig til at læse De politiske håndværkere, hvor formålet udtrykkes således: Denne bog er dedikeret til de gode politiske håndværkere og den gode politiske tradition for konsensusdemokrati (side 7).

Man kunne have håbet på en bog, hvor politikerne fortalte om arbejdsmetoder, forhandlingsprocedurer, forholdet til embedsmænd og partifunktionærer og så videre, men det sker for sporadisk. Henrik Dam Kristensen, René Christensen, Mike Legarth, Søren Gade, Steen Gade, Mette Bock, Henning Hyllested, Karen Klint og Marianne Jelved fortæller om deres politiske aktiviteter, deres mærkesager, historier om lovforslags skæbner og så videre. Problemet er, at det primært bliver iscenesættelser, hvor de nævnte politikere fortæller om deres fortjenester på den politiske scene.

Naturligvis er der samarbejde mellem politikerne, især når de personligt svinger sammen, og naturligvis er gode beslutninger kommet på plads ved sejt arbejde.

Men det kan undre, at redaktørerne, hvoraf den ene er et fremtrædende medlem af Folketinget, netop ønsker at fremhæve det samarbejdende folkestyre som korrektur til mediernes fremstilling og selv bruger bogens sidste kapitel til at beskylde Lars Løkke Rasmussen for ikke at ville udføre et godt politisk håndværk i sagen om PSO-afgiften.