To halve, der ikke giver en helhed

De fleste undervisningsbøger til ungdomsuddannelserne lever et stille liv i den brede offentlighed. Deres målgruppe er de unge mennesker, formatet og vinklingen naturligvis et andet end fagbøgerne til det bredere marked. Men indimellem er der alligevel undervisningsbøger, som bliver genstand for en bred debat, og i dette tilfælde skyldes det naturligvis, at nærværende bog behandler emner, som har været blandt de mest fremtrædende på debatsiderne i årtier: indvandring, radikalisering, integration, Muhammedtegningerne, terrorisme og så videre. Med dét fokus kommer man nemt i søgelyset, især i de borgerlige medier, og selv vores statsminister har været ude med krabasken.

Iman Hassanis bog er bygget op med et kapitel om ”Den videnskabelige ramme” med definitioner af centrale begreber som for eksempel kultur og introducerende afsnit om diskursanalyse og postkolonialistisk teori. Dernæst et kapitel om vikingerne og araberne (15 sider), om danske korsfarere (19 sider), oplysningstiden og guldalderen (18 sider). Med andre ord en stort set ubrudt, traditionel kronologisk fremstilling, hvor de enkelte kapitler enten har forslag til kildetekster eller rent faktisk har kildetekster. Men hvorfor ikke bare være konsekvent? Generelt er det passende fremstillinger, og især vikingeafsnittet fungerer fint, selvom den arabiske rejsende Ibn Fadlan fylder ganske meget, og afsnittet om vikingeangreb på Andalusien virker lidt søgt med de ganske få kendte eksempler på angreb.

Herefter er det, som om bogen knækker over i to. Af bogens 223 sider bruges de første 112 på tiden fra år 800 til 1870 – inklusive indledning og teori. Så springes perioden frem til 1960’erne over, og så bruges resten ellers på tiden fra 1965 og til i dag. Vi er dog ganske hurtigt fremme ved de seneste års integrationsdebat, symbolpolitik på indvandrerområdet og nedslag om for eksempel tørklæder, håndtryk og burkaforbud. Samlet 35 sider. Så følger et 25-siders kapitel om Muhammedtegningerne – uden at gengive dem, i øvrigt, så unge mennesker må se giraffen andetsteds, hvad der jo er en pointe i sig selv. Endelig et tilsvarende kapitel om krigen mod terror og myndighedernes forskellige modtræk over for terror og fremmedkrigere. Med andre ord er der i bogen en stor skævhed i vægtningen. Det er en konsekvens af, at man har skrevet en bog først og fremmest til historiefaget, men som også er tænkt at kunne bruges sammen med dansk, samfundsfag, religion og billedkunst – og så kombineret med at forfatteren helt tydeligt er mest optaget af de sidste par årtiers historie. Så mange stole kan det være svært at sætte sig i på én gang, og som læser er oplevelsen da også, at bogens to dele passer dårligt sammen som en helhed.

En bog til ungdomsuddannelserne må nødvendigvis behandle sit emne overordnet og med den brede pensel i perioder, så derfor kan man givetvis altid finde hår i suppen, hvis man leder efter dem. Det er vilkårene. Kritikken af bogen har primært handlet om bogens meget korte afsnit om angrebet på Krudttønden og Synagogen i 2015. Den er (næsten) taget til efterretning og betyder, at bogen nu har et lille retteark stukket ind på side 168. Nu opdateret med en udglattende beskrivelse, der retter faktuelle fejl og beskriver handlingerne som terror – i myndighedernes beskrivelse, godt nok, man er stadig i tvivl om, hvad forfatteren mon selv mener om begivenheden. At gerningsmanden inden angrebet lagde en video om hellig krig på nettet, forbigås stadig i tavshed. Hvorfor mon? Sammen med andre relativerende skævheder i fremstillingen kommer bogens anden del til at fremstå mere som et partsindlæg. Og det klæder ikke en undervisningsbog.

Afslutningsvis skal det siges, at bogen har en række gode elementer, som bestemt bør roses. Der er gode sammenfatninger af enkelte kapitler, der er forslag til videre læsning om emnet, og der er en meget omfattende litteraturliste – dejligt! Måske kommer vi ligefrem en dag til at opleve undervisningsbøger med fodnoter, så man for alvor kan vurdere bøgernes udgangspunkt? Endelig er der en række forslag til aktiviteter og øvelser, der generelt er fornuftige og brugbare, men indimellem også lidt luftige med for eksempel opfordring til at lave en podcast uden at foreslå et program til optagelse og redigering. Den slags øvelser skal helst fungere som hjælp til den evigt pressede underviser – ikke sende vedkommende ud på en større opgave.