Fjendebilleder

Ifølge Kreml-venlige forskere og meningsdannere er Vestens holdning til Rusland præget af årtiers russofobi. Vesten ser et ekspansionsivrigt og aggressivt Rusland, hvor Rusland selv snakker om nationale interesser og national genrejsning efter de traumatiserende år efter Sovjet­unionens fald. Omvendt ­betragter Rusland Vesten som et åndløst fængsel, hvor materialismen og dekadencen fører til fortabelse og undergang. ­Gayropa, som det jo hedder på nyrussisk. Jo, fjendebillederne lever i bedste velgående, men desværre ikke i nærværende udgivelse, som først og fremmest er en kronologisk gennemgang af amerikansk-russiske forbindelser og konflikter i det 20. århundrede med et klart fokus på tiden 1945-1989. Titlen og undertitlen foregiver, at der er tale om en 200 år lang historie af fjendebilleder, men samtlige kilder er fra 1905 og frem, og i centrum står den kolde krigs doktriner og spændingskurver. Når temperaturen er varm, som for eksempel under Korea-krigen, er forholdet skidt, og omvendt. I indledningen bliver man ellers lovet et ‘kulturelt’ blik på konflikten, men ud over nogle få propagandaplakater og lidt om Bob Dylans popularitet i Sovjetunionen ligger ­fokus overvejende på politiske og militære konflikter. En undtagelse er Kulavigs redegørelse for de slavo­files kritik af amerikansk kommercialisme og individualisme, som jo fortsat genlyder fra Kreml og til dels også vækker genklang i den russiske befolkning.

Ret skal være ret: Bogen omhandler ikke vestlige og russiske fjende­billeder, men amerikanske og russiske. Det valg kan man så være enig eller uenig i, faktum er bare, at emnet dermed indsnævres til at ­omhandle den ideologiske kappestrid, som prægede den kolde krig. Men hvad så med de aktuelle fjendebilleder, hvordan skal vi forstå dem? Her havde det været oplagt at inddrage nyere litteratur om Ruslands forhold til Vesten siden Alexandr Nevskij, eller bare ­siden Romanov’erne kom til magten. Litteratur­listen består mest af relativt bedagede koldkrigsværker og går helt uden om den nyeste forskning i amerikansk-russiske forbindelser (for eksempel Andrei P. Tsygankov) og ikke mindst Vestens russofobi (for eksempel Guy Mettan).