Anders har skiftet lærerjobbet ud med præstekjolen

Da Anders Frank i 2009 begyndte som hf-lærer på Th. Langs HF og VUC i Silkeborg, var han sikker: Det var det her, han skulle resten af sit arbejdsliv. Han elskede at undervise i sine fag og satte stor pris på den tætte relation til eleverne.

”Det var fantastisk at være lærer. Det allerbedste var, når eleverne arbejdede i grupper, og jeg kunne gå rundt og have dem en til en og forklare tingene, så de forstod det,” husker Anders Frank.

Han havde ventet længe på muligheden. Allerede da han i 2003 var færdig som cand.mag. i religionsvidenskab og historie, var det hans drøm at blive gymnasielærer. Men trods mange ansøgninger lykkedes det ikke. I stedet fik han job på en efterskole og sidenhen på en folkeskole for at få noget undervisningserfaring på CV’et. 

”I de seks år blev jeg ikke kaldt til en eneste samtale, selvom jeg hvert år sendte ansøgninger af sted,” fortæller han.

Anders Frank nåede også at være salgsassistent i en stor møbelvirksomhed, inden han ved et tilfælde endelig fik jobbet som hf-lærer.

”Min kone var lærer på Th. Langs HF og VUC. En dag kom hun hjem og fortalte, at de manglede en vikar til et par historiehold, og så kom jeg ind på den måde. Jeg havde faktisk opgivet håbet.”

’Hvorfor lige mig?’
Vikariatet blev forlænget og blev sidenhen til fastansættelse og pædagogikum. Anders Frank var glad. Endelig var han havnet på den rette hylde. Men efter syv år var det slut. I december 2015 betød nedskæringer i sektoren fyringer på Th. Langs HF og VUC ligesom på mange andre skoler landet over. Anders Frank var én af dem, der blev prikket.

Selvom han var forberedt på, at nedskæringerne kunne få konsekvenser, var fyringen et chok.

”Jeg var ked af det. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ’Hvorfor lige mig?’ Jeg følte mig i den grad kasseret,” husker Anders Frank.

Han underviste skoleåret ud og stoppede på skolen i juni 2016. Fyringen satte en masse tanker i gang om fremtiden. Lige så meget han gerne ville fortsætte i gymnasieverdenen, lige så lidt var han parat til endnu en omgang med afslag på afslag – eller et ’nomadeliv’ med timerester eller vikariater, hvis han var ”heldig”.

”Det havde været svært for mig at komme ind til at starte med, hvordan ville det så ikke være nu, hvor sektoren var presset?”

Derfor vendte han blikket mod andre muligheder. Han begyndte at tænke over, hvilke brancher det kunne være spændende at være i, og hvilke kompetencer han havde med sig fra lærerjobbet og sin akademiske uddannelse. En karriererådgiver hos Magistrenes A-kasse gav ham sparring og hjalp ham på vej.

”Jeg fik hurtigt sporet mig ind på, at jeg gerne ville arbejde inden for folkekirken eller med integration. Jeg tror, det hjalp mig, at jeg havde prøvet andet end at være hf-lærer. Det gav mig troen på, at jeg kunne blive noget andet igen,” fortæller han.

Den rette hylde
I dag – fem år senere – er hf-eleverne byttet ud med 3.000 sognebørn. 1. marts begyndte han i et tremåneders vikariat som præst i Bording og Christianshede sogne.

”Jeg føler, at jeg er landet på den rette hylde – igen. Det føles meningsfuldt,” siger Anders Frank om rollen som præst.

Inden underviste han udlændinge i dansk på en sprogskole og var kirke- og kulturmedarbejder i Lind uden for Herning, hvor han blandt andet lavede kommunikationsarbejde og underviste minikonfirmander.

Årsagen til, at en hf-lærer kan stille sig op på prædikestolen, er den såkaldte paragraf 2-ordning, der giver personer, som ikke er uddannet teologer, mulighed for at få et præsteembede. Det kræver, at man har et indgående kendskab til kirken, erfaring med teologi og gennemfører et særligt teologisk efteruddannelsesforløb, der afsluttes med en eksamen.

”Undervisningen foregik på bispegården i Viborg. Vi var fem i alt, og vi var der otte gange. Teologen Henning Kjær Thomsen underviste os, og det var en ren tour de force i teologi. Jeg følte mig meget privilegeret over at få så kompetent undervisning,” fortæller Anders Frank, der også fulgte et fag i teologi på universitetet.

Herefter var han fem måneder på Pastoralseminariet i Aarhus. Her lærer man alle de praktiske ting, man skal kunne som præst, for eksempel at arrangere gudstjenester, skrive prædikener og tale med folk, der har mistet. Han sammenligner det med pædagogikum i gymnasiet. 

”Præstens arbejde er alsidigt. Meget handler om menneskelige relationer. På den måde ligner det lærerjobbet,” fortæller han.  

180 graders vending
Anders Frank synes, at springet fra lærer til præst har været naturligt. Dels havde han som religionslærer allerede en vis viden om teologi og kristendom, dels har han selv været fast kirkegænger i 20-30 år.

Han føler, at han både kan bruge sine fag, sine akademiske kompetencer og sin undervisningserfaring. Men derfor er der alligevel masser af udfordringer. Hvad den største har været, er han ikke i tvivl om.

”Som religionslærer er det fuldstændig ligegyldigt, hvad man selv tror på. Nu er det vigtigt, hvad jeg mener, og hvor jeg står, og pludselig skal jeg give udtryk for, at noget er bedre end andet. Det har jeg skullet lære – det har været en 180 graders vending,” fortæller han.

Han har ikke været nervøs for at indtage prædikestolen. Her trækker han på sin erfaring med at stå foran eleverne i klasselokalet. Men i arbejdet med prædikenen kan præstationsangsten dog godt komme snigende.

”Noget af det sværeste er at skrive prædikerne. Det øver jeg mig stadig på. Jeg vil så gerne have, at folk synes, der er noget at komme efter.”

Han håber, at andre gymnasielærere også tør tro på, at de kan skifte spor, hvis de bliver afskediget eller bare har lyst til at prøve noget andet. Lærere har mange kvalifikationer, der kan bruges mange forskellige steder, pointerer han.

”Der er en verden uden for gymnasiet. Man skal bare være skarp på, hvad man kan og så oversætte det til et sprog, andre brancher forstår,” siger Anders Frank.