En hverdag, hvor du er presset mellem lærernes forventninger og rektors styring. Eller et job hvor du hver dag skaber positiv udvikling for eleverne i tæt samarbejde med lærere og den øvrige ledelse.
Begge beskrivelser er billeder på, hvordan jobbet som mellemleder på et gymnasium kan være. Uddannelsesledere, pædagogiske ledere eller en tredje titel med leder bagpå udfører vigtige opgaver på alle danske gymnasier.
Før du skriver ansøgningen
Uddannelseslederne er lige så forskellige som lærerne, og der er naturligvis heller ikke en opskrift på, hvordan hver enkelt lykkes som uddannelsesleder. Men ifølge to ledelseseksperter, er der dog alligevel nogle grundlæggende ledelsesprincipper, som man bør forstå, før man sætter sig ned og skriver en ansøgning til et job som uddannelsesleder enten til sin nuværende arbejdsplads eller til et andet gymnasium.
Og så er der nogle mennesker, som bør lade være med at skrive en ansøgning. Dem vender vi tilbage til.
”Du skal være autentisk og have dig selv med. Du skal sætte dig ned og finde ud af, hvad der skal karakterisere dig som leder, og hvordan det kendetegner dine handlinger.”
Sådan lyder et af rådene fra Helle Hein, der er selvstændig ledelsesforsker og konsulent.
”Hvis du ikke er autentisk, så mister du autoritet, forstået på den måde, at der ikke er respekt om dig som leder. Og hvis du ikke har autoritet, så mister du følgeskab fra medarbejderne. Følgeskab afhænger ikke af, om man er enig med dig, men om at man har respekt for dig som leder,” siget Helle Hein og uddyber, at respekt ikke skal forstås i gammeldags forstand som at være bange for sin leder på grund af en magtposition.
Jobbet som uddannelsesleder
Gymnasieskolen har interviewet Helle Hein og Jan Heiberg Johansen, som er lektor i organisation og ledelse på Aalborg Universitet og selvstændig ledelseskonsulent, om jobbet som uddannelsesleder på et gymnasium. Og så har vi talt med Tina Barming, der er konsulent med ansvar for ledelsesrådgivning hos GL – Gymnasielærerne, om udfordringerne som uddannelsesleder.
Der opstår en magtasymmetri i forhold til dine kolleger.
Ny rolle over for kollegerne
Hvis man er lærer, der bliver ansat som leder på sin egen skole, skal man selvfølgelig vænne sig til, at man er trådt ind i en ny rolle, understreger Jan Heiberg Johansen.
”Den største udfordring ligger i starten, fordi der opstår en magtasymmetri i forhold til dine kolleger. Det kan godt overraske både den nye leder og kollegerne, at det betyder noget. Du føler dig måske ikke længere inkluderet blandt kollegerne på samme måde som før, og det skal du måske heller ikke være,” siger Jan Heiberg Johansen.
Hvis man har opbygget et godt kollegaskab med gode venner på lærerværelset over flere år, så kan man godt bevare det som ny leder, men man skal være meget bevidst om sin nye rolle, pointerer Jan Heiberg Johansen.
”Du skal forberede dig på, at der sker et skift. Du skal også være klar til at træffe upopulære beslutninger, og du skal ikke være afhængig af, at du altid bliver anerkendt og er populær blandt dine tidligere kolleger,” siger Jan Heiberg Johansen.
Synlig ledelse
Upopulære beslutninger behøver dog ikke i sig selv at gøre mellemlederen upopulær.
”Du skal sørge for at være synlig, og du skal synliggøre de beslutninger, som bliver truffet i ledelsen. Du skal kunne give begrundelser for beslutninger, så medarbejderne kan se sig selv i beslutningen,” siger Jan Heiberg Johansen.
Som mellemleder er man i sagens natur mellem medarbejderne og den øverste leder – rektoren og bestyrelsen.
Du skal stå på mål for beslutninger, du ikke selv har taget.
Tæt på lærerne
Jobbet vil derfor betyde, at du er meget tæt på og ofte endnu tættere på en del af medarbejderne, end rektor er.
”Du får en særlig nærhed til medarbejderne og er med til at forme og give mening for medarbejderne i deres job. Men det sætter dig også i prekære situationer, hvor du skal stå på mål for beslutninger, du ikke selv har taget og måske ikke engang er enig i. Medarbejderne vil ofte vende sig mod nærmeste leder, når der bliver truffet beslutninger, de er imod,” siger Helle Hein.
Det er utopisk at forestille sig, at man altid er helt enig med sin øverste leder om alle beslutninger. Hvis du er i tvivl om, det vil blive et problem for dig, opfordrer Helle Hein til at stille spørgsmålet:
”Kan jeg stå på mål for flertallet af mine opgaver, og er de meningsfulde? Og overvej, hvordan du håndterer, når du skal udføre ledelsesopgaver, som du ikke er enig i.”
Kender kerneopgaven
I langt de fleste tilfælde har uddannelsesledere selv været lærer og underviser måske stadigvæk.
Det er en fordel, da lærere og alle andre fagpersoner har behov for at mærke, at deres leder forstår kerneopgaven.
”Hvis der skal effektiviseres, så skal lærerne kunne mærke, at deres leder forstår, hvad der er på spil. Ingen deponerer deres sag til en talende lommeregner. Hvis man er leder i mange år, er det virkelig vigtigt, at man bliver ved med at forstå, hvad der betyder noget for medarbejderne, deres faglighed, samvittighed, moral og så videre,” siger Helle Hein.
Lyst til ansvar
Mennesker er forskellige, men alligevel vil der være nogle karaktertræk, som en leder meget gerne skal have, mener Jan Heiberg Johansen.
”Du skal naturligvis have lyst til at tage ansvar på dig. Du skal også kunne lide eller trives med at stå i svære udfordringer og i situationer, som ser mudrede ud, og hvor der ikke er et klart og entydigt valg. Og så skal du kunne lide at træde ind i relationer med mange forskellige mennesker,” siger han.
Fremtid med forandringer
Der vil altid være udfordringer i gymnasiet og i uddannelsessektoren, men Jan Heiberg Johansen peger på, at der nu og i de kommende år for alvor er brug for ledere, som trives med at stå i nye udfordringer.
”Hele den reformkontekst af sektoren med epx, som skal rulles ud, vil mellemlederne mærke meget konkret. Hvis forandringer skal lykkes og blive til nye muligheder, er der brug for ledere, som har modet til at lede,” siger Jan Heiberg.
Når du lykkes, er det meget givende.
Tæt på underviserne
Jan Heiberg Johansen understreger, at jobbet som mellemleder på et gymnasium også kan være et ”enormt givende arbejde”.
”Du arbejder ofte tæt på underviserne, og jobbet handler meget om dine relationer til dem. Du kan også være tæt på eleverne og gøre en vigtig forskel for dem. Det er meget vigtig samfundsmæssig opgave, og når du lykkes, er det meget givende,” siger Jan Heiberg Johansen.
Hvis du tænker, at medarbejderne skal tilpasse sig dit lederskab, så bør du ikke være leder.
Ikke alle skal være leder
Og så vil der også være de mennesker, som ikke egner sig til at blive ledere. Desværre er det ikke altid, de selv er klar over det.
”Hvis du tænker, at medarbejderne skal tilpasse sig dit lederskab, så bør du ikke være leder. Du skal tilpasse dig lærerne og skabe de bedst mulige rammer for, at de kan lykkes med kerneopgaven,” siger Helle Hein.
Berettiget bekymring
Det kan være hårdt at være leder, men hvis du mener, at medarbejderne skal forstå, hvor hårdt du har det som leder, så skal du heller ikke være leder, mener Helle Hein.
”Ledelsen kan godt opleve modstand fra medarbejderne. Ofte kan det være berettiget bekymring for en beslutning, som medarbejderne oplever, kan gå ud over kvaliteten. Hvis medarbejderne kan mærke, at ledelsen forstår dem, og at man sammen finder ud af, hvordan man afbøder situationen, så får man følgeskab. Hvis du som leder tænker, nu brokker de sig igen, så får du det modsatte,” slutter Helle Hein.
Lederne i GL
Cirka 250 ledere er medlem af GL – Gymnasielærerne. Tina Barming er konsulent med ansvar for rådgivning for uddannelsesledere. Lederne kan søge rådgivning om alt fra deres kontrakt til sparring om udfordringer i jobbet.
”Nogle uddannelsesledere kan føle sig klemt i et krydspres mellem egen leder og lærerne, hvilket for eksempel kan ske, hvis man selv har været en del af lærerkollegiet eller har været tillidsrepræsentant,” siger Tina Barming.
Ledere kan også godt opleve, at arbejdsopgaverne vokser dem lidt over hovedet.
”Arbejdet kan for noget blive kæmpestort. Nogle oplever også, at de har så mange drifts- og administrative opgaver, at de ikke når så mange ledelsesopgaver,” siger Tina Barming, som dog understreger, at der generelt set ikke er så mange ledere, som henvender sig på grund af store problemer og udfordringer i jobbet.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode