Artikel
Fra lærer til leder – “Jobbet fylder meget i mit hoved”
Morten-Ordrup-Gymnasium-02-1-aspect-ratio-348-234

Morten Noack har arbejdet på Ordrup Gymnasium siden 2007, og nu er han blevet uddannelsesleder.

Fra lærer til leder – “Jobbet fylder meget i mit hoved”

Morten Noack bruger meget mental energi på sit nye job som uddannelsesleder på Ordrup Gymnasium. At blive leder for sine tidligere kolleger kræver tilvænning.

Tekst_ Johan Rasmussen
Foto_ Jacob Nielsen

Cykelturen fra Ordrup Gymnasium og hjem til Vesterbro er næsten blevet hellig for Morten Noack. Siden han i august begyndte i sit nye job som uddannelsesleder på det gymnasium, hvor han har undervist siden 2007, har han haft brug for at klare tankerne til og fra arbejde.

”Mit nye job har fyldt rigtig meget i mit hoved. Det fylder lidt mindre nu, men jeg bruger stadig meget energi på at tænke på det,” fortæller Morten Noack.

Han går fra sit nye kontor gennem skolens gange mod det mødelokale, han har booket. På vejen fortæller han om skolens historie blandt andet om dengang i 1989, da eleverne var med til at male hele skolen efter kunstneren Poul Gernes’ farverige og spraglede design.

Fan af Ordrup Gymnasium
Morten Noack er ny i rollen som leder, men hans forhold til Ordrup Gymnasium bærer præg af årelang loyalitet eller måske ligefrem kærlighed.

”Jeg har det, som fans har det med et sportshold. Jeg holder virkelig med skolen og håber, det går os godt. Det har også været en motivation for at søge jobbet, at jeg gerne vil være med til at bestemme over skolens udvikling og fremtid,” siger Morten Noack.

Men tilbage til tankerne om springet fra lærer til leder og fra at være kollega til at sidde og lede et møde eller have arbejdstidssamtaler med sine tidligere kolleger.

”Lige da jeg begyndte, var jeg lidt bekymret for, om mine kolleger ville trykke mig på maven og prøve mig af og finde ud af, om jeg havde styr på paragrafferne og protokollerne. Alle kolleger har dog været søde og taget godt imod mig i min nye rolle,” siger Morten Noack.

Den tone, jeg normalt har, skal jeg tænke meget over i min nye rolle.
Morten Noack, uddannelsesleder
Ordrup Gymnasium

Bramfri tone
Han beskriver sig som bramfri og blandt de kolleger, han har kendt længe, kan der godt være en drillende tone med et glimt i øjet.

Morten Noack

  • 47 år.
  • Uddannelsesleder på Ordrup Gymnasium fra august 2026.
  • Musik- og matematiklærer samme sted fra 2007.
  • Master i Gymnasiepædagogik 2019.

”Den tone, jeg normalt har, skal jeg tænke meget over i min nye rolle. Jeg har slebet nogle kanter af mig selv og er meget bevidst om, hvad jeg siger. Samtidig håber jeg, at jeg kan fungere som leder på min egen måde og være mig selv. Hvis jeg skal gå og lave for meget om på mig selv, så bliver det for trættende i længden,” siger Morten Noack.

Komme galt afsted
På Ordrup Gymnasium findes der anekdoter om, hvad uddannelsesledere eller en rektor gjorde og sagde for 15, 20 år siden. Morten Noack kender anekdoterne og ser dem nu i et nyt perspektiv.

”Nu tænker jeg, ”gud, hvor kan man komme galt afsted med, hvad man siger. Og det, den leder sagde dengang, det kunne jeg også finde på at sige.” Verden går jo ikke under, fordi jeg siger noget dumt, som lærerne går og citerer flere år efter, men jeg kan godt mærke bekymringen for, at det sker,” siger Morten Noack, som dog for hver dag får skuldrene lidt længere ned.

Men det er en anderledes rolle han er trådt ind i, og det bliver han bevidst om, hvis han for eksempel har et ærinde på lærerværelset.

”Jeg kan godt tænke over, om jeg så bagefter skal sætte mig ned blandt kollegerne i sofaen og deltage i samtalen, eller om de denne dag helst er fri for, at jeg er der,” siger Morten Noack.

Indre monolog
Det er udfordrende at finde ind i rollen som leder, men han er også begejstret for sit nye job. Efter 19 år som matematik- og musiklærer på Ordrup Gymnasium var der begyndt af opstå en indre monolog i Morten Noack.

”Skulle jeg fortsætte på den her måde frem til pensionsalderen? Jeg havde jo en rigtig god arbejdsportefølje og var glad for det, jeg lavede, men samtidig kunne jeg mærke, at jeg var blevet lidt undskyldende over for, at jeg stadig lavede det samme, når jeg mødte tidligere elever, som havde taget en uddannelse og allerede havde haft flere jobs,” siger Morten Noack.

Lyst til at præge udviklingen
Ideen om at blive leder havde rumsteret i hovedet i flere år, og han har altid engageret sig i diverse udvalg på skolen og har haft lyst til at præge udviklingen af Ordrup Gymnasium. Da den nye stilling som uddannelsesleder blev slået op, var han ikke i tvivl om, at han ville søge den.

”En stor del af min portefølje handler om at skabe elevaktivitet. Vi har i de seneste år oplevet, at færre elever kommer til fester, cafeer og aktiviteter for eksempel i diverse elevudvalg. Min opgave er at skabe aktivitet og trivsel for eleverne uden for undervisningen. Det giver meget mening for mig, og jeg følte også, at jeg ville være god til det, og derfor søgte jeg stillingen,” siger Morten Noack.

At han kender skolen, kulturen, lærerne og ledelsen er for det meste en fordel, mener han.

”Mange ting har jeg fået til at glide ret hurtigt uden at skulle spørge om alting først, som for eksempel når vi har fredagscafe,” siger han.

Det samme gælder i forhold til det organisatoriske i ledelsen. Morten Noack har været medarbejderrepræsentant i bestyrelsen og siddet i samarbejdsudvalget, og derfor er der mange ting på ledelsesmøderne, som ikke er fremmed for ham.

”Jeg har mange gange før skulle forholde mig til en timefagfordeling,” nævner han som eksempel.

Samtaler med 20 lærere
En anden vigtig del af Morten Noacks ledelsesportefølje er, at han har knapt 20 lærere, som han skal holde samtaler om arbejdsopgaver, tidsregistrering og så videre tre gange om året plus en årlig medarbejderudviklingssamtale.

Han har holdt de første samtaler med lærerne, og han kan mærke, at det er meget anderledes pludselig at sidde som leder over for kolleger, han har kendt længe.

”Ved de samtaler er jeg blevet meget bevidst om min nye rolle. Nu kan jeg ikke bare sige, hvad jeg synes. Jeg kan kun sige ting, som jeg ved, at vi som organisation kan stå inde for og levere på. Hvis en kollega tidligere betroede sig til mig og klagede over sit skema, ville det ligge til mig at give min kollega ret. Nu kan jeg ikke sidde og sige noget, som ville være rart at høre for en kollega, men som ikke kan lade sig gøre at lave om på,” siger Morten Noack.

Det kommer da til at påvirke mig, første gang jeg gør en kollega rigtig utilfreds.
Morten Noack, uddannelsesleder
Ordrup Gymnasium

Utilfreds kollega
Han mener selv, at samtalerne er gået godt, og så må vi lade det stå hen i det uvisse, hvordan lærerne har oplevet dem. Morten Noack er dog også bevidst om, at det er uundgåeligt før eller siden, at en lærer vil være meget uenig med en beslutning, han tager.

”Det kan jeg godt håndtere, men det kommer da til at påvirke mig, første gang jeg gør en kollega rigtig utilfreds, når jeg står fast på en beslutning, vi er uenige om,” siger Morten Noack.

Nye arbejdsrutiner
Hans arbejdsrutiner har ændret sig i det nye job. Han afvikler flere ting på skolen og tager til gengæld lidt færre arbejdsopgaver med hjem.

”Jeg vil gerne stå til rådighed med det samme, hvis for eksempel nogle elever vil snakke med mig om et udvalg, eller nogle eksterne samarbejdspartnere vil holde et møde. Det skal ikke være på grund af mig, at en aktivitet ikke kommer i gang. Men på et tidspunkt skal jeg blive bedre til at sige, at min kalender er fuld i denne uge, men lad os snakke i næste uge,” siger han.

Selv mener han, at når han får lidt mere rutine som leder, vil han også blive bedre til at få lidt mere plads i kalenderen.

”Jeg har en ambition om ikke at holde møder til frokost, det er ikke lykkedes mig i denne uge,” siger Morten Noack denne fredag, hvor han fortæller om sit nye job.

Det er sidst på eftermiddagen, og snart cykler han hjem igen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater