Som på mange andre skoler i Danmark står lærere og ledelse på Himmelev Gymnasium nu i en usikker periode.
Himmelev Gymnasium har i de senere år fået flere hf-elever, og derfor vækker det bekymring, at den nye gymnasiereform nedlægger hf.
Himmelev Gymnasium har lige nu tre hf-klasser på hver årgang, og da karaktergennemsnittet for at komme ind på stx hæves fra 5 til 6 i 2030, anslår gymnasiets rektor, Julie Rørdam Thom, at skolen vil miste i omegnen af en klasse mere, hvilket også kan få konsekvenser for lærerne på skolen.
”Det fungerer jo sådan, at man har et vist antal lærere til et vist antal elever, fordi vi ikke har penge til mere. Så har man en elevnedgang, så betyder det også personaletilpasning. Det kan ikke være anderledes,” siger Julie Rørdam Thom.
Epx ville kunne hjælpe til at opretholde antallet af elever på det sjællandske gymnasium, men der er stadig stor usikkerhed om, hvilken form epx’en præcist kommer til at antage, og hvilke skoler der i det hele taget får den. Dette gør det svært for gymnasiet at lægge en plan for fremtiden.
Vi kan ikke lave konkrete planer endnu, og hvis vi gør, så vil det blive for en helt anden uddannelsesgruppe, end den vi har nu.
Konkurrence om de unge
”Alle uddannelsesinstitutioner vil jo gerne skabe tilbud til alle unge, men vi aner ikke, om vi får epx her på Himmelev. Så vi kan ikke lave konkrete planer endnu, og hvis vi gør, så vil det blive for en helt anden uddannelsesgruppe, end den vi har nu,” siger rektoren.
Rune Garbers, der er tillidsrepræsentant på Himmelev Gymnasium, kan se flere elementer af usikkerhed, som den nye omlægning fra hf til epx medfører. Han var for nyligt på TR-seminar i GL, og her blev der ifølge ham foretaget en meningsmåling blandt alle tillidsrepræsentanterne, der viste, at lige præcis jobsikkerhed og ikke mindst indholdet af det job, man som gymnasielærer skal bestride i fremtiden, er noget af det, som skaber bekymring:
”Ministeren holder fast i, at der kommer til at blive brug for flere undervisere, men ikke nødvendigvis med akademisk baggrund. Så det er jo klart, at beskæftigelse er et bekymringsrum,” siger han.
Håber at kunne bevare elever
På trods af usikkerheden om, hvad epx kommer til at indebære, og hvilke omlægninger og undervisere det vil kræve, så er der også blandt lærerne et klart håb og ønske om at få epx til Himmelev Gymnasium.
”Det kunne være rigtigt dejligt, så vi kunne sikre, at vi har mindst det samme elevtal som nu. Vi er med på, at det er en ny type uddannelse, men selvfølgelig ligger der rigtigt meget i epx’en, som minder om det, der er i hf’en i dag,” siger Rune Garbers.
Politikerne skal vide, at der er nogle spændte og bekymrede lærere på de forskellige skoler.
Uklart hvad epx bliver
Rektor stemmer i her og vil også gerne have epx til Himmelev, hvis muligheden byder sig, men hun er samtidig spændt på at se, hvordan uddannelsen bliver.
”Det er vores håb og forventning, at der kommer nogle forsøg, man kan få lov til at byde ind på i en åben proces. Men det er uklart, hvordan udbuddet af epx bliver placeret rundt omkring i landet. Vi kan godt se, hvilke byer uddannelsen skal være i, men hvor den bliver placeret konkret i byerne, det kan vi ikke se,” siger Julie Rørdam Thom.
Til slut har tillidsrepræsentant Rune Garbers en opfordring til politikerne:
”Politikerne skal vide, at der er nogle spændte og bekymrede lærere på de forskellige skoler. De vil rigtigt gerne have en afklaring i forhold til, hvad der skal ske fremadrettet. Vi er med på, at det er en proces, men jo hurtigere vi kan få mere at vide, desto bedre,” siger han.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode