Dybdegående formidling af en exceptionel kunstner

Billedkunstneren J.F. Willumsen (1863-1958) er tilsyneladende evigt aktuel. Et storslået udstillingsprojekt, hvor Willumsen Museum og Randers Kunstmuseum har vist en dialog mellem samtidskunstneren Martin Bigum, f. 1966, og Willumsens værker, er netop afsluttet. Udstillingen blev den største publikumssucces i Willumsen-museets historie. I kølvandet herpå er tobindsværket netop udkommet. Her formidler dr.phil. Henrik Wivel, f.1954, som den første et fuldstændigt billede af samspillet mellem Willumsens liv og værk med særlig betoning af billedkunstnerens partneres betydning, der alle selv var billedkunstnere: Juliette Meyer (1863-1949), Edith Wessel (1875-1963) og Michelle Bourret (1900-1989).

I prologen beskrives Willumsens særlige karakter, som har dannet udgangspunkt for bogens titel. Via kunstnerens mange selvportrætter i forskellige medier formidler Wivel, hvordan Willumsen ser sig selv i et dualistisk lys. Især i Det store relief, som han arbejdede på i 35 år, og som hænger på Willumsen Museum, ses to selvportrætter. Det vil sige, at personligheden er splittet op i henholdsvis to hoveder/ansigter med hver sin overkrop, som Willumsen benævner ”Refleksion” og ”Instinkt”, hvilket ”bliver udtryk for kunstnerens samlede forståelse af mennesket – og i videre forstand kunstneren som skabende væsen. Menneskets dannelse og selvforståelse skal, som kunstneren afbilder det, ske i en udveksling mellem det reflekterende, indadvendte og tænksomme og det udadvendte, lyse og favnende”.

Videre hvordan Willumsen i sin tid i Paris i slutningen af 1800-tallet var en del af kunstnermiljøet sammen med vennen Sophus Clausen (1865-1931), hvor de mødte Arthur Rimbauds (1854-1891) åndsbeslægtede og ven Paul Verlaine (1844-1896), som formidler dele af deres brevvekslinger, hvor Rimbaud beskriver, hvad der gør ham til poet i sætningen ”Jeg er en anden”. Jeg’et ser altså sig selv indefra, men også som en anden, der kan anskues udefra. Altså sammenligneligt med Willumsens syn på sig selv.

Wivel beskriver indgående Willumsens tre ægteskaber. Den første kunstner, han ægtede, var billedhugger Juliette Meyer, som kom fra det kulturelle borgerskab i København. Juliette Meyer var i første omgang hans elev. De flyttede umiddelbart efter giftermålet til Paris. Allerede tidligt går Willumsen nye veje ad kunstens stier, og faren og hustruen misbilliger dette, hvilket betyder, at faren stopper med at sende penge til opholdet. De får to drenge sammen. Parret skilles i 1898, da Willumsen i sit arbejde som kunstnerisk leder på Bing & Grøndahl har mødt billedhuggeren Edith Wessel. De gifter sig i 1903 og får to piger sammen og flytter til Paris i 1914, hvor de lever sammen til 1928. Willumsen har udødeliggjort hustruen i sit nok mest berømte maleri En bjergbestigerske II fra 1912. I 1930 gifter Willumsen sig med den franske danser og billedkunstner Michelle Bourret. Med hende intensiveres maleriet, og i en årrække besøger de hvert år Venedig, og Wivel skriver: ”Det er, som om Willumsen sammen med Michelle Bourret i Venedigs nætter sejler ind i en drøm. Værkerne er nærmest irreale på grænsen til det metafysiske”.

Bind 1 formidler årene 1863-1914 og vejen til at blive en frigjort kunstner, hvor symbolismen og senere ekspressionismen er karakteristisk. Bind 2 begynder i 1914 og slutter ved kunstnerens død i Cannes,1958. Begge bind har et righoldigt billedmateriale, som dokumenterer og ledsager teksten på fornemmeste vis. Bogværket er desuden et dokument over Willumsens store rejseaktivitet og bopæl især i Sydeuropa, hvor Frankrig, Italien og Spanien har fremtrædende roller og mangfoldige inspirationskilder, og hvor den græske billedkunstner El Greco (1541-1614) har en særlig plads.

At Willumsen havde et multitalent er uomtvisteligt, desuden viser dennes eftermæle utallige frembringelser, herunder medvirken til etableringen af Den frie udstillingsbygning i København i 1898, som han selv tegnede. Desuden etableringen af Willumsens Museum, som blev åbnet året før hans død i Frederikssund, og som han i øvrigt også selv havde været arkitekt bag.

Bogværket vil kunne yde stor nytte i undervisningen i billedkunst ved sin dybdegående formidling af en exceptionel og særegen kunstner, ligesom det er oplagt i tværfaglig sammenhæng med arkitektur og design, historie, dansk og samfundsfag og ved udarbejdelse af SRP-opgaver. Henrik Wivel har begået et uvurderligt værk.