”De offentlige ansattes særinteresser” er ikke sære særinteresser
Jeg har anlagt mig lidt af et intellektuelt Stockholmsyndrom. Jeg lytter til podcasten Lykkeberg og Corydon som et led i at følge med i udviklingen i verden. Der, hvor Stockholmsyndromet indtræffer, er, når man som offentlig ansat, måske særligt som lærer, frivilligt sætter sig til at høre den tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, tale om særligt rigets tilstand. Bjarne Corydon er, for dem som ikke måtte vide det, manden bag Corydon-doktrinen, som var en yderst håndfast styring af de offentlige udgifter, herunder blandt andet en fjernelse af lærernes overenskomstsikrede tid til at forberede undervisning. Denne overenskomstsikrede ret blev i forbindelse med OK 13 fjernet.
I det seneste afsnit dateret 20. november 2024 taler Bjarne Corydon, som altid, med den nuværende chefredaktør på Information Rune Lykkeberg. Her omtaler de blandt meget andet den spændende grønne trepart. Heri anføres det, at en af de største årsager til, at den grønne trepart er politisk gennemført, er, at de har smidt en masse penge efter projektet. Det lyder yderst plausibelt.
Men så kommer tager podcasten en drejning, som man som lærer, herunder mig som gymnasielærer har meget svært ved at forstå. Bjarne Corydon anfører, at udgifter i den offentlige sektor ville være langt lavere, hvis man ikke gav efter i forhold til disse særinteresser. Det gælder landbruget, selvfølgelig, men også de offentlige ansattes ”særinteresser”, må man forstå.
Som offentlig ansat er det meget svært at forstå, at vi skulle have særinteresser, men der kan jo være tale om en privilegieblindhed, det medgiver jeg. Jeg tænker, at alle de nedskæringer/effektiviseringer, vi har oplevet i den offentlige sektor jo ikke er lig den udbredte håndsrækning, landmændene har fået.
Vi har ikke særinteresser. Vi har samfundsinteresse.
Jeg vil dog alligevel godt prøve at modgå begrebet ”De offentlige ansattes særinteresser”. Lærernes krav kører primært i to hovedspor: bedre lønvilkår og bedre arbejdsvilkår. Men er det særinteresser? Hvorfor ønsker offentlige ansatte bedre løn- og arbejdsvilkår? Det er ikke, som nogle udenfor sektoren måske kunne forestille sig, så vi kan købe en større bil og tage flere kaffepauser i vores arbejde. Nej, det er så vi kan yde den omsorg for borgerne, der er påkrævet i den offentlige sektor. Vi ønsker bedre arbejdsvilkår, så offentlige ansatte ikke bliver stressede, og vi kan give den omsorg, borgerne forventer af et velfærdssamfund. Og det gælder, uanset om du er lærer, sygeplejerske, pædagog eller social- og sundhedsassistent. Det kniber med at levere den omsorg. Men hvorfor så højere løn? Hvis du vil have flere kolleger, hvorfor ønsker du så bedre løn? Fordi vi har et massivt rekrutteringsproblem i den offentlige sektor. Det er meget svært for det offentlige arbejdsmarked at konkurrere med det private arbejdsmarked, og hvis man gerne vil tiltrække flere til den offentlige sektor, så skal man også gøre det attraktivt at arbejde der, herunder også en god løn til de ansatte.
Så nej, vi har ikke særinteresser. Vi har samfundsinteresse. En interesse i at levere den bedst mulige velfærd til borgerne i Danmark. Det er der ikke noget sært over, hvis du spørger mig.
Kommentar til indlægget
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode