Hvem har ansvaret for gode studievaner i gymnasiet?

Mange elever ønsker at kunne sætte mere fokus på bedre studievaner, som f. eks. planlægning og prioriteringer, så de kan få planlagt det, som de “skal” og komme videre med det, som de også gerne “vil” ved siden af skolen. Som henholdsvis SPS-vejleder, og ansvarlig for elev-til-elev-mentorordningen på Ørestad Gymnasium, oplever vi, at mange unges trivsel hænger tæt sammen med gode studievaner og struktur på hverdagen.

Men hvem tager snakken med eleverne om, hvordan de kan lære at gøre det? Grundskolen og forældrene i hjemmet har ganske givet gjort alt, hvad de kunne, men alligevel starter mange unge i 1.g uden at vide, hvordan de kan gøre stigende faglige og sociale krav til skole og hverdag mere overskuelige og mindre overvældende. De fleste er bevidste om, at dette er noget, som kan læres, og som de får brug for, men alligevel har mange elever ikke lært det, eller sat sig for at lære det. Mange elever har derfor et akut behov for at blive mere bevidste om bedre studievaner. Paradoksalt nok efterspørger eleverne dog sjældent hjælp til dette, måske fordi det sjældent bliver udbudt på gymnasierne?

Hvordan kan vi til gavn for eleverne på de fire gymnasiale uddannelser (stx, htx, hhx og hf) bedre adressere dette problem, som faktisk ligger inden for gymnasiets formålsparagraf om at være “almendannende”, “studieforberedende” og fremme “studiekompetence” mm.

På Ørestad Gymnasium har vi siden 2014 tilbudt alle elever individuelle samtaler om studievaner ved siden af den almindelige studievejledning. Her er ét af mange eksempler på mails fra elever, der efterspørger dette tilbud:

Mail juni, 2024:

“Hej Morten
Jeg har svært ved at koncentrere mig og præstere mit fulde potentiale fagligt og holde orden i skolen. 1.g har ikke været mega hårdt for mig, men jeg vil gerne have højere karakterer og klare mig bedre i skolen fremover. Og jeg ved, at 2.g efter sommer kun bliver sværere. Så jeg kunne godt tænke mig at have en mentor i det kommende år for at hjælpe mig med at få så meget ud af det, som jeg nu kan. Og forbedre de dårlige vaner, jeg føler også bare, at det er nødvendigt for mig at have en mentor at snakke med angående skole, da det hjælper og “keep track” uden at miste min motivation for hurtigt.
Jeg håber at hører fra dig
Mvh: Dreng fra 1.g”

Efter en samtale om, hvordan han gerne vil arbejde med skolen, har eleven i dag ugentlige samtaler med en elev-mentor for at holde fast i de gode studievaner. Siden 2014 har disse samtaler vist, at mange elever ikke benytter helt basale værktøjer, som f.eks en kalender for at planlægge og prioritere tid, opgaver og energi. Konsekvensen er ofte lektier, der ikke bliver læst, skriftligt fravær og for sent afleverede eller halvfærdige opgaver. Elevernes trivsel bliver ofte påvirket negativt, fordi de i stigende grad gennem de tre år oplever kravsituationer, som de har svært ved, primært på grund af manglende planlægning og eksekvering.

I takt med øgede krav i skolen bliver mange, både neurodivergente og neurotypiske, elever bevidste om et stigende behov for at planlægge og prioritere, men paradoksalt nok får mange ikke lært det, måske fordi ingen tilbyder at lære dem, hvordan man kan lægge en plan og prioritere at holde sig til den. Elever med funktionsnedsættelse får værktøjerne gennem SPS, men den mulighed har de neurotypiske ofte ikke.

På samme måde har mange ikke lært om, hvad man selv kan gøre for at passe godt på motivationen og holde koncentrationen. Motivationen bliver ofte brugt op i skolen, og det udtrætter mange at føle sig konstant bagud på grund af dårligt planlagte og udførte ”skal-opgaver”. Til samtaler vil elever f. eks sige “Jeg kan ikke lave noget, når jeg ikke er motiveret”, eller “Jeg kan ikke lære noget, når jeg ikke er koncentreret”. Ofte viser det sig dog, at der ikke er nogen nedre grænse for, hvad eleven vil tillade at skade motivationen eller koncentrationen: læreren, faget, sværhedsgraden, underholdningsværdien, de andre klassekammerater, mm.

Eleverne ved godt, hvordan de gerne vil arbejde, men har svært ved at være vedholdende, indtil den gode vane er blevet til den nye vane. Helt almindeligt, meget menneskeligt, og helt klart inden for dét, som man godt kan hjælpe dem med at lære.

Mange elever giver udtryk for, at de gerne vil lære “at tage sig sammen”, som de ofte selv kalder det, og de er bevidste om, at dét at forandre studievaner positivt både kan forbedre deres situation nu og senere i livet i uddannelse og job. Desværre præger den manglende evne til bevidst selvregulering mange unges trivsel i gymnasiet negativt og kan føre til fravær og frafald. Måske er dette ét af de største problemer, som elever på en ungdomsuddannelse har, som man godt kan gøre noget ved.

De fleste elever ER jo motiverede og vil gerne præstere “godt nok” i skolen, men kommer ubevidst til at sætte fokus på karakterer og resultatmål i stedet for at sætte sig nogle gode, realistiske, sunde og bæredygtige procesmål. Manglende studievaner kan hurtigt føre til skuffelser og negativ trivsel, når resultaterne viser sig ikke at leve op til forventningerne, og så bliver præstationssamfundet et anstrengende sted at skulle begå sig.

Vores erfaringer er, at en stor del af eleverne ønsker at ændre deres tilgang til skolearbejde og er opmærksomme på, at det kræver en vaneændring. Dog er det svært for dem at bryde mønstre som at “fjolle i timerne”, “lave ting i sidste øjeblik” eller “overspringshandle”. De handler ofte “på autopilot”, fordi hjernen helst gør det, den plejer, uden dog at vide, om en vane er god eller dårlig. Men eleverne er bevidste om det, og mange vil gerne have hjælp til at ændre deres studievaner.

Desværre ser ungdomsuddannelserne det oftest ikke som deres opgave at lære de unge om gode strategier og sunde studievaner. Det er ikke kernefaglighed, og det forventes, at eleverne kan det i forvejen. Faglærerne opfatter det ikke som en del af deres uddannelse, fag og arbejdsbeskrivelse. Dermed falder mange elever mellem tre stole, skolen, hjemmet og gymnasiet, når det kommer til deres mulighed for at lære om gode, sunde, bevidste studievaner skabt med vilje, hvilket, som nævnt må siges at være en central del af den almendannelse og studieforberedelse, som gymnasiets formålsparagraf foreskriver.

Hvordan kan vi bedre støtte eleverne i denne del af gymnasiets formålsparagraf? Det vil sandsynligvis bl. a. kræve en seriøs dialog mellem ledelse og ansatte om en anderledes lærerrolle og en bredere faglighed. Men det er et andet debatindlæg. Lad os høre jeres kommentarer i kommentarfeltet nedenfor.

Morten Smith-Hansen, Ørestad Gymnasium

Christina Reves, SPS-vejleder