Artikel
Britisk skole erstatter lærere med kunstig intelligens
David-Game-College-scaled-aspect-ratio-348-234

Britisk skole erstatter lærere med kunstig intelligens

En engelsk privatskole tilbyder som den første et AI-program, hvor en computer har overtaget undervisningen fra læreren. Det skaber bedre læringsresultater, siger skolen. Men kritikere frygter naturligt nok konsekvenserne ved at lade maskiner overtage menneskers arbejde. Gymnasieskolen har besøgt stedet.

Tekst_ Martin Bjørck
Foto_ Martin Bjørck

Bag murene i den gamle bygning på den lille sidegade møder fortiden fremtiden. Indenfor i et klasseværelse på første sal sidder 16 dybt koncentrerede elever fra 10. klasse i hestesko langs væggene foran hver deres computerskærm med høretelefoner på. Nogle har hvide Virtual Reality-masker på. De er ved at lære om genetik og bliver ført igennem spørgeskemaer med dertilhørende forklaringer både på skrift og som videoklip. For enden af klasseværelset sidder en voksen og overvåger alle elevernes computere på sin laptop. To andre lærere, der befinder sig uden for klasseværelset, har også adgang til livedata på deres mobiltelefon og kan løbende analysere elevernes fremskridt.

Eleverne her i klassen er prøvekaniner i et pilotprojekt, hvor teknologi i form af kunstig intelligens for første gang erstatter læreren som den primære underviser.

Stedet er David Game College i Londons centrale Aldgatekvarter – en privatskole for 14-18-årige, der tager de engelske GCSE og A Level-prøver, tilsvarende folkeskolens afgangsprøve og en gymnasieeksamen. Pilotprojektet, der startede i midten af september og foreløbig skal køre i et år, er under konstant evaluering med henblik på videreførelse på gymnasieniveau.

Gymnasieskolen er taget på besøg for at forstå, hvad projektet præcis går ud på, og hvad det potentielt kan få af betydning for fremtidens undervisning.

“Det er revolutionerende i den forstand, at kernepensum undervises uden konventionelle lærere. I stedet har vi ansat læreruddannede i stillinger som læringscoaches. Deres opgave er at overvåge elevernes performance og støtte eleverne, både hvis der opstår tekniske problemer, eller hvis en elev går i stå med en opgave. Men de står ikke foran en tavle og underviser på den konventionelle måde. Det tager computersystemet sig af,” forklarer skoleinspektør John Dalton.

David Game College har selv investeret et større millionbeløb i udviklingen af teknologien, som kaldes The Sabrewing programme. Den har været flere år undervejs og er baseret på en trænet chatbot og en vifte af eksisterende læringsprogammer, hvor der blandt andet bruges quiz og explainers. Programmet identificerer hver enkelt elevs stærke og svage sider, og skræddersyer ud fra den viden elevens skolegang for året. Hver elevs læringsplan er derfor individuelt tilpasset.

“Programmet finder ud af, hvad de ved og ikke ved. Derefter bliver eleverne givet information i trin, så de bliver bygget op og forhåbentlig kommer til at mestre faget over tid,” siger John Dalton.

Teknolgien frigør vigtig tid
Undervisningen med kunstig intelligens foregår i dagens tre første timer, i 30 minutters intervaller med korte indlagte pauser. Der undervises i matematik, engelsk, natur -og videnskabsfag, computervidenskab, historie og geografi. Om eftermiddagen har eleverne 3 timers almindelig undervisning – uden skærm og med lærer – i workshopbaserede fag, som debat og argumentation eller økonomi og entreprenørskab.

Alexander Vansittart er en af skolens tre læringscoaches. Han har tidligere arbejdet på kommunale skoler og privatskoler, hvor han overvejende har undervist i oldtidskundskab og latin. Han er begejstret for sin nye rolle.

“Det er fantastisk, fordi vi kan se, hvordan eleverne rykker sig fagligt med denne metode. Vores forsøgsklasse er nået markant længere frem i pensum end de andre klasser. En fordel ved denne metode er, at de elever, der måske ville gemme sig eller har været bange for at spørge om hjælp, nu bliver opdaget af programmet, men på en måde, hvor programmet tilpasser sig elevens niveau, uden at eleven føler sig udstillet foran klassen eller kommer til at føle sig dum. En anden fordel er, at computerprogrammet leverer den samme høje kvalitet af undervisning hver eneste dag. Den kan ikke have en dårlig dag.”

Men hvordan er det at gå fra at være almindelig lærer til pludselig ikke skulle stå for undervisningen?

“Det er rigtigt, at det er en andeledes rolle, men teknologien frigør faktisk tid til noget meget vigtigt arbejde for os som læringscoaches. Vi kan gribe ind i det øjeblik, vi bliver opmærksom på et problem, som en elev måtte have. Det fortæller computerprogrammet os. Så kan vi tage eleven med uden for lokalet og tage en snak om, hvordan vi bedst kommer videre,” siger Alexander Vansittart.

Han fortæller også, at eleverne i forsøgsklassen er mindre distraherede, end hvad han normalt observerer.

“Jeg har bemærket, at der er betydeligt færre forstyrrelser i vores klasseværelse. Jeg vil vove at påstå, at det er fordi, de arbejder i deres eget tempo og ikke kører fast i indholdet. Det  holder dem engageret.”

14-årige Massa Al Walate er en af eleverne i AI-klassen. Hun har kun positivt at sige om det, indtil videre.

“Det føles befriende, faktisk. Man skal ikke bekymre sig om at forstå, hvad læreren har sagt. Alting er skrevet ned, og hvis der er noget, man ikke forstår, kan man blive ved med at spørge programmet, indtil der er et svar, man forstår.”

Hun kan mærke, at hendes svagheder er blevet forbedret allerede.

“Mine stærkeste fag er matematik, fysik og engelsk. Mine svagere fag er biologi og kemi. Men jeg kan mærke, at jeg har forbedret mig meget,” siger hun.

Mørk fremtid uden sjæl
Men der er også debatstemmer, der udtrykker en udtalt frygt for, hvilke konsekvenser det kan få at lade en maskine overtage kerneundervisningen.

Paul Whiteman er generalsekretær for skoleledernes fagforening, NAHT.

“Vi er yderst opmærksomme på, at AI ikke skal være en erstatning for en lærer, som vil have erfaringen og forståelsen til at få de bedste læringsresultater for børn. Vi vil gerne engagere os og samarbejde med regeringen så tidligt som muligt for at afdække potentialet for brugen af AI, identificere bekymringer og begrænsninger og sikre, at enhver implementering af AI i undervisningen er tankevækkende, ansvarlig og i sidste ende forbedrer læringsoplevelsen for alle,” siger han.

Chris McGovern er bestyrelsesformand i Campaign for Real Education. Han ser gerne en nedbremsning af den kunstige intelligens’ fremmarch i undervisningsverdenen. Han har optrådt i flere britiske medier i de seneste uger, hvor han har ytret sin bekymring over, at pilotprojektet på David Game College kan blive foregangseksempel for fremtidens undervisning.

“Børn vil gå glip af rigtig meget. De skal have rigtige lærere og interagere med andre børn. Læringen bliver dehumaniseret. Det er en mørk fremtid uden sjæl, vi går i møde, hvis det vinder frem,” udtalte han til Sky News.

Læringen bliver dehumaniseret. Det er en mørk fremtid uden sjæl, vi går i møde, hvis det vinder frem.
Chris McGovern, bestyrelsesformand
Campaign for Real Education

Skoleinspektør John Dalton mener, at kritikken er baseret på uvidenhed.

– I virkeligheden har vi gjort det modsatte. Vi har gjort oplevelsen med kunstig intelligens menneskelig ved at insistere på, at de møder i skole, og at de er her sammen med deres skolekammerater og læringscoaches. Og så i fagundervisnignen om eftermiddagen har de stor social kontakt med hinanden.

Eleven Massa Al Walate føler ikke, at det påvirker hende og klassekammeraterne negativt, at de sidder og lærer individuelt ved siden af hinanden.

“Tværtimod gør det vores læring mere effektiv. Og med hensyn til det sociale, så har vi masser af tid til at være sammen i pauserne. Vi holder pauser hvert 25. minut.”

Lærernes frygt
Lærernes fagforeninger har udtrykt bekymring for, hvordan den kunstige intelligens’ indtog vil påvirke lærerbestanden. Der er man især bange for, at det kan betyde jobnedskæringer. Men det, tror skoleinspektør John Dalton på David Game College, ikke vil ske.

“Jeg kan ikke se for mig, at vi kommer til at fyre lærere. Det er i stedet en gentænkning af deres rolle. I Storbritannien er fagforeningerne meget følsomme over for den her udvikling, hvilket jeg fuldt ud respekterer, men det er på tide, at vi disrupter uddannelsesområdet. Og hvis folk tænker sig grundigt om, så vokser den nye generation af studerende allerede op med kunstig intelligens og kender det. Er det så ikke fornuftigt, at vi omfavner teknologien, som vi alligevel allerede til dels har lukket ind i uddannelsessystemet, og bruger teknologiens muligheder til at sikre, at alle kan få en højkvalitetsundervisning?”

NASUWT, som er de britiske underviseres største fagforening, har til denne artikel ikke ønsket at kommentere på, hvad der foregår på David Game College, men henviser i stedet til en række punkter, som man skal ses som en retnignslinje for, hvordan fagforeningen mener, AI bør reguleres i undervisningssystemet. Her står der blandt andet, at AI aldrig bør bruges uden menneskelig kontrol.

Læringscoach Alexander Vansittar er overbevist om, at AI-modellen er vejen frem, men at det skal foregå i kombination med undervisning fra lærere, netop som David Game College gør det, mener han.

“Jeg håber, at vi kan blive ved med at vise omverdenen, at denne kombination virkelig rykker eleverne fagligt, og at teknologien med tiden kan komme alle – også offentlige skoler – til gavn,” siger han.

Labours Stephen Morgan, som er undervisningsminister, tror også på kunstig intelligens som en del af fremtidens uddannelser.

“Når AI er gjort sikker og pålidelig, er det en spændende mulighed, der kan hjælpe vores skoler og undervisere med at løfte klasserne.”

Paul Whiteman, generalsekretær for skoleledernes fagforening NAHT, er da også bevidst om, at der ligger muligheder i AI, som kan lette den voksende byrde på undervisernes arbejdsliv.

“Skoleledere og lærere har kæmpet med overdreven arbejdsbelastning og personalemangel i mange år. AI kan reducere byrden af administrative opgaver, og derfor hilser vi forslag fra regeringen velkommen til at undersøge, hvordan det kan bruges til at lette presset på skolepersonale,” siger han.

Den britiske regering har for nylig oprettet en databank med anonymiserede lektionsplaner og læseplaner, der vil blive brugt til at træne forskellige pædagogiske AI-modeller. De skal hjælpe undervisere med at rette lektier, give karakterer og planlægge klasser.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater