Bevar taxameteret til musik A!

Musik skal der til

Jeg er musikken. Jeg har altid eksisteret i en eller anden form. Mange steder i verden findes jeg kun i mundtlig overlevering. Andre steder er jeg realiseringen af noder, eller jeg tager udgangspunkt i en melodi eller nogle akkorder, som nogen har fundet på, og så er resten improvisation. Jeg kan være folkelig, populær eller det modsatte. Ligesom al anden kunst er jeg formet af den tid og det samfund, jeg er opstået i. Man kan også sige, at jeg er et lydligt spejl af min verden. På den måde uundværlig som kilde til selvforståelse og som en klingende tilkendegivelse af en historisk, social og kulturel virkelighed.

Jeg er glæde og sorg, ekstase og eftertænksomhed. Det fællesskab og den identitet, jeg skaber, er bundet op på den fysiske oplevelse af at synge og spille sammen. Vi oplevede det under corona. Fællessang blev pludselig populær, fordi vi havde brug for en måde at udtrykke os på sammen. Ellers sad vi bare i hver vores boble.

I Danmark er der stor forskel på, hvordan jeg dyrkes. Jeg er en vigtig del af de fleste menneskers hverdag, samtidig med at de færreste spiller og synger. På gaden går mange med musik i ørerne. De er musikforbrugere i deres egen musikverden. De, der spiller eller synger selv, har mig med hjemmefra, eller de har f.eks. gået på musikskole. For 10 år siden var det kun 4% af alle børn og unge mellem 0 og 24 år, som gik på musikskole. Musikskole-undervisning er dyr og derfor ikke for alle.

Det er de færreste pædagoger i vores vuggestuer og børnehaver, som har mig med i bagagen. Kun i København kan man møde mig som profilfag, der kan tilvælges på pædagoguddannelsen. Jeg er også blevet svækket på læreruddannelsen, og i folkeskolen mangler der mange steder kvalificerede musiklærere. Steder med et frodigt musikliv tiltrækker gode lærerkræfter, mens andre steder mangler kompetente undervisere. Det er en ond cirkel.

Jeg er et populært linjefag på efterskolerne, og her lærer mange unge mig at kende som fag eller som fritidsaktivitet. Endnu flere møder mig til morgensang på efterskolen. Kulturen med at synge sammen er stærk her. Før corona var det 29% af alle unge, der tilbragte et 10. klasse-år på en efterskole. Flest unge fra bedre bemidlede hjem.

I stx-gymnasiet var jeg obligatorisk som 1-årigt fag indtil reformen i 2005. Derefter blev jeg et valgfag på A-, B- eller C-niveau, dvs. 3-, 2- eller 1-årigt. Formelt kræver det ingen forudsætninger at vælge mig, selv på A-niveau. Her kan enhver kaste sig over musiklære og -analyse, hørelære og arrangement, sang og sammenspil. De tre år er en dannelsesrejse med nye horisonter, personlige udfordringer og fantastiske musikalske oplevelser. Og kravene om disciplin, samarbejde og gensidig lydhørhed er studieforberedende som i få andre fag, om nogen.

Udefra kan det måske se ud, som om min identitet på stx er finkultur. Det er langt fra alle gymnasier, der har mig på A-niveau. Hvis under 9-10 elever vælger mig på en årgang, er det urentabelt for skolen at oprette et musikhold. Også selv om musik A-hold bidrager meget til den lokale skolekultur ved at være til stede i morgensang, koncerter, temadage, musicals, skoleafslutninger m.m. Men det ligger ikke i min natur at være for de få. Det handler atter om ulige muligheder rundt omkring. På nogle skoler kan det godt lade sig gøre at tiltrække det nødvendige antal elever til musik A-hold, på andre er det nærmest umuligt, og små hold er dyre. Var der nogen, der sagde ond cirkel?

På A-niveau er jeg et vigtigt og uundværligt led i fødekæden til det professionelle musikliv. Musik A-elever har gode forudsætninger for at gå videre som f.eks. musiklærere og -pædagoger, musikproducenter og -formidlere eller som sangere og musikere, hvis de har brugt rigtig mange timer på det praktiske. Men det er en væsentlig pointe, at musik A-elever langt fra altid går videre til en musikuddannelse. De bærer mig med sig som en vigtig del af deres person, og de har glæden ved fællesskabet i min nærhed, som de kan dele med andre mennesker. En ballast, som er umulig at måle og veje, men som ikke desto mindre er betydningsfuld, også for musikstudenternes omgivelser.

I det aktuelle finanslovsforslag foreslås det, at A-fagstaxameteret for bl.a. mit fag sløjfes. Det betyder, at en musik A-student ikke længere vil udløse et tilskud til skolen på 11.180 kr. Men jeg er en dyr størrelse som fag, for der skal instrumenter og nodestativer, musikanlæg og meget mere til, for at undervisningen kan fungere. Løbende anskaffelser og vedligeholdelse udgør en anselig udgift for den enkelte skole. Sløjfes tilskuddet, bliver min tilstedeværelse som A-fag i gymnasiet meget begrænset. Så skal der være mindst 20-21 elever for, at det kan betale sig at oprette et hold. Hvor det i dag er tabsgivende for en fjerdedel af alle skoler med musik A-hold at fastholde A-niveauet, vil det uden tilskuddet blive urentabelt for næsten to tredjedele, kan man regne sig frem til på baggrund af oplysninger på Børne- og Undervisningsministeriets uddannelsesstatistik.

Jeg er et hit som fag de steder, hvor jeg findes. Valget af mig som A-fag er lystbetonet. Gymnasieelever har lyst til at udforske mig i hinandens selskab. De vil gerne have alle oplevelserne i mine timer, og de vil gerne have en sammenhæng mellem teori og praksis, så de kan kvalificere deres egen musikudøvelse. Alligevel dukker spørgsmålet en gang imellem op, hvad jeg sådan egentlig kan ”bruges til”. Tvivlen gør sig ikke på samme måde gældende, når det handler om fag som dansk og historie, matematik og idræt. Fagpakken på stx er bred og udgør en hel verden. Ud af dén kan den enkelte efter gymnasiet vælge sit favoritområde og videreuddanne sig inden for dét. Det enkelte fag på stx skal ses sammen med de andre – som en del af en dannelse og en studieforberedelse.

Mit univers er efterhånden meget digitaliseret. For mange mennesker er jeg først og fremmest et lydtæppe, en slags baggrund for tilværelsen og en sjælden gang imellem måske en fed koncert. Koncerten vælger du selv, mens algoritmerne på streamingtjenesterne vælger resten. Der ligger meget spændende beskæftigelse med musiksociologi og -psykologi gemt i studiet af musikforbrug.

Jeg er musikken. Jeg eksisterer i mange former og kan bygge bro mellem mennesker, kulturer og samfund, men det kræver, at jeg bliver brugt aktivt. At nogen er bevidst om mine udtryksmidler og kan glæde sig over min mangfoldighed. Der ligger noget frihed og demokrati i ikke at afvise ukendte udsagn, hvad enten de er sproglige, musikalske eller noget tredje. Der ligger noget tolerance og forståelse i at sætte sig ind i andre kulturers udtryksformer. Og der ligger ikke mindst erfaringen med et stærkt menneskeligt fællesskab i musikudøvelsen og med glæden ved at lytte til musik og synge og spille sammen med andre.

Jeg er et kulturbærende fag lige som de andre humanistiske fag i fagrækken på stx. Hvis A-niveau reelt bliver sløjfet på hovedparten af de gymnasier, der i dag udbyder mig som 3-årigt fag, opstår der endnu et hul i min fødekæde. Uden mig på A-niveau bliver stx endnu mere boglig, og færre mennesker får glæde af mig som fag. Det betyder, at der også bliver færre, der på et fagligt grundlag kan holde algoritmernes dominans stangen og gå imod ensretningen af vores kultur. Omgangen med min verden bliver præget af konsumeradfærd med alt, hvad det indebærer af konformitet og manglende horisonter og visioner.

Er det dét, vi vil?