Hvor er gymnasiet egentlig på vej hen med den nuværende regering og undervisningsminister Mattias Tesfayes nye forslag til en gennemgribende reform af ungdomsuddannelsessektoren i Danmark?
Det har Gymnasieskolen søgt svar på hos en af landets vel fremmeste eksperter på området. Lektor Steen Beck fra Syddansk Universitets Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab har i mere end 20 år forsket i gymnasial uddannelse og pædagogik og udgiver om kort tid bogen ”Gymnasiale veje og vildveje – et essay om gymnasieskolen 1974-2024”.
Heri analyserer han de seneste 50 års udvikling og reformer i gymnasiesektoren og prøver afslutningsvis at kigge i krystalkuglen med henblik på fremtiden gennem inddragelse af det aktuelle reformforslag, som efter planen træder i kraft fra sommeren 2030. Gymnasieskolen har derfor bedt Steen Beck om en analyse af forslaget sammenholdt med de forgangne 50 år og dermed give et bud på, hvad der foregår.
Mag. Art. Steen Beck er lektor på Syddansk Universitet, Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab.
Han har i 25 år forsket i undervisning og læring, herunder arbejdsformer, vidensformer og dialogiske processer, primært inden for de gymnasiale uddannelser. Hans foretrukne metode har været aktionsforskning, hvor han med egne ord ’altid har gjort en dyd ud af at diskutere undervisningskvalitet med mine samarbejdspartnere’.
Han har i mange år været en ledende kraft i forbindelse med teoretisk pædagogikum.
Han har også undervist på masteruddannelsen i gymnasiepædagogik, specielt inden for områderne undervisning og læring, klasserumskultur, dannelse og motivation og elevers læringsstrategier.
Siden 2021 har han haft deltidsansættelse ved Grønlands Universitet.
Steen Beck har gennem tiden medvirket i en lang række pædagogiske forsøg og projekter og har holdt foredrag og skrevet et hav af artikler, kronikker og bøger om uddannelse, pædagogik og didaktik.
I december udkommer ”Gymnasiale veje og vildveje – et essay om gymnasieskolen 1974-2024” på Forlaget Frydenlund.
”Den her reform skal i udgangspunktet gøre noget godt for erhvervsskolerne, som vitterlig er en mystisk konstruktion, hvor 16-årige skal tage et grundlæggende valg for tidligt i deres liv og færdes i et miljø, som ikke er specielt ungdomsvenligt,” siger Steen Beck som det første.
Pressemødet, hvor undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), forskningsminister Christina Egelund (M) og økonomiminister Stephanie Lohse (V) præsenterede forslaget, har samtidig overbevist Steen Beck om, at den store reform af ungdomsuddannelserne først og fremmest er et element i regeringens omfattende velfærdsreform, hvor unge skal flyttes nye steder hen.
”Tesfaye taler indimellem om, at det her gøres for de unges skyld. Det forekommer mig mere rigtigt at sige, at der er tale om en ny og i virkeligheden benhård styring af ungdomsuddannelserne, som skal sikre flere varme hænder og håndværkere.”
Læs: Mattias Tesfaye på trods af højere adgangskrav: ”Karakterræset bliver mindre”
Risiko for mistrivsel og øget frafald
Steen Beck ser både gode og dårlige elementer i regeringens forslag. Nok flest dårlige – eller måske snarere ’bekymrende’, som han siger, så lad os begynde med dem og de foreslåede karakterkrav – først kravet om 6 for at blive optaget på stx:
”Tesfaye mener ikke, at den nye ordning vil skabe karakterræs i folkeskolen. Det har han så sikkert som amen i kirken ikke ret i. Ideen, om at alle skal gå i gymnasiet, er en retorisk trylleformular, som fjerner den kendsgerning, at de unge udmærket ved, hvor den ene og den anden uddannelse hører til i ungdomshierarkiet.”
Ministeren kan således sagtens blive ved med at kalde både pærer og bananer for pærer, men de unge gennemskuer det, mener Steen Beck.
”Det siger jeg ikke for at hovere, for jeg ville da ønske, at man kunne ophæve klasseforskelle, kønsforskelle og geografiske forskelle, som slår hårdt igennem i uddannelsessystemet, og som med reformen givetvis vil slå endnu hårdere igennem, men man kan jo ikke snakke disse forskelle væk, og det er det, Tesfaye gør på visse passager i sin udredning. Selvfølgelig kommer karaktererne til at betyde meget for de unge mennesker i folkeskolen.”
Steen Beck tror i og for sig, at nogle af stx’ problemer med stor faglig spredning i klasserne vil blive løst med højere karakterkrav – medmindre der går inflation i folkeskolekaraktererne, sådan som det ifølge undersøgelser allerede nu er tilfældet.
Tesfaye mener ikke, at den nye ordning vil skabe karakterræs i folkeskolen. Det har han så sikkert som amen i kirken ikke ret i.
Differentieringsbehovet bliver lidt mindre i undervisningen, selv om Tesfaye ifølge Steen Beck ’overdriver helt vildt’, når han tror, at en elev med et gennemsnit på 6 vil være parat til at læse lange bøger, ’boge den’ med lektier i fritiden og skrive lange rapporter. Præstations- og perfekthedskulturen får sandsynligvis en frodig muld at vokse i på den indskrænkede stx, og på sin vis er Tesfaye i gang med at skabe en ny elitediskurs, som mange elever kan hænde at slå sig på.
Det er dog ikke det værste. Idéen om den nye gymnasieuddannelse, epx, får en langt hårdere medfart af forskeren, der frygter for det faglige niveau. Epx er i Steen Becks øjne faktisk det mest skræmmende ved Tesfayes ’trylleformular’. Man har blandt andet villet hype læreruddannelsen, men propper samtidig de skoletrætte – dem som virkelig har det svært med ’skole’ – ind sammen med dem, der vil læse videre på de mellemlange uddannelser. Det vil føre til mistrivsel og stort frafald blandt de fagligt motiverede, lyder forudsigelsen, ligesom det ikke er indlysende, at den skoletrætte vil blive mindre træt af den nye ordning. Og der vil være lærere, der kommer til at hive sig selv i håret i forhold til den evige differentieringsopgave, som ikke bliver lille på epx.
”Det bliver godt nok en broget flok af elever, der er på denne uddannelse. Hvad angår de elever på epx, som vil være folkeskolelærere og pædagoger, kan man kun frygte fremtiden. Intentionerne med endnu et år, altså en treårig uddannelse med højere niveauer, hvis man for eksempel vil ind på læreruddannelsen, kan være gode for nogle. Men de løser jo ikke det problem, at de kommende lærere, som startede på epx-uddannelsen, har gået på en ungdomsuddannelse, hvor de faglige krav var relativt lave. Hvad er der mon sket med deres faglige niveau og kognitive udvikling i løbet af de to år? For nu at sige det rent ud: Vi skal nok ikke regne med, at indgangsniveauet til lærer- og pædagoguddannelsen bliver løftet via den nye reform. Det samme gælder fremtidens sygeplejersker,” lyder det kontant fra Steen Beck, som tilføjer, at det bliver spændende, måske ligefrem lidt af en gyseragtig oplevelse, at se, hvordan man pædagogisk og didaktisk vil gribe en uddannelse an, hvor de faglige forskelle er endnu større, end de er på det nuværende hf.
”Jeg synes, det er et kæmpe sats fra Tesfaye. Hvor mange får han ind, der brænder for denne konstruktion? Den minder mere og mere om en svensk model, men hvorfor kigger han så ikke på evalueringer af den? Den er jo ikke en entydig succes.”
Ministeren er ude af takt med moderne læringsteori
Apropos fag – Steen Beck har hæftet sig ved, at der fra Tesfayes mund ikke er kommet mange ord om indholdet i stx- og hhx-gymnasiet. Det har næsten udelukkende handlet om rammerne. Måske, mener han, bunder det i, at Tesfaye dybest set kaster et meget fremmed blik på gymnasiet, og det ser unægtelig ud, som om der ikke rigtig er nogen tilbage blandt de magtfulde politikere, som kerer sig om det klassiske gymnasiums vidensformer og aktuelle værdi.
”Jeg er overbevist om, at Tesfaye er oprigtigt bekymret for erhvervsuddannelser og grupper af unge, der har været i klemme i det traditionelle uddannelsessystem. Hans visioner ligger i endelig at gøre noget for de grupper, der i hans øjne har lidt hidtil. Bagsiden af den medalje er så, at han interesserer sig meget lidt for det moderne gymnasium, som i den forstand ser ud til at gå en noget ensom fremtid i møde.”
Steen Beck mener, at der på den måde er meget demagogi i ministerens retorik, hvor der nærmest sættes lighedstegn mellem uddannelsessnobberi og stx’ fagrække og vidensformer. For eksempel er ministerens skelnen mellem teori og praksis problematisk og helt ude af takt med moderne læringsteori, viden om gode faglige processer og aktuel praksis i gymnasiet, lyder bedømmelsen.
”Det er simpelthen ikke rigtigt, at nutidens stx kun er teoretisk – er man teoretisk, når man analyserer litteratur eller en case? Når man laver forsøg i biologi og fysik? Er man teoretisk, når man arbejder med innovation og kreative opgaveløsninger eller har musik eller billedkunst?”
Beck konstaterer, at snobberi-kortet er blevet trukket som en baggrund for forslaget. Altså en påstand om akademikeres og den kreative klasses systematiske nedvurdering af håndens arbejde. Foragten for oldtidskundskab er nærmest det første, der lyser ud af regeringens udspil, påpeger han.
”Jeg vil gerne slå et slag for et gymnasium med fokus på for eksempel europæisk kulturhistorie, og som er optaget af dannelsen af elever, som kan læse bøger og undersøge og diskutere komplekse emner. Det har et samfund også brug for, mere end nogensinde faktisk. Og jeg synes også, det demokratiske dannelsesperspektiv mangler – Tesfaye bruger det i hvert fald ikke. Det med håndens og åndens arbejde er jo ikke noget, han har fundet på. Det eksisterer allerede på eksempelvis htx, som han nedlægger, og ja, der kunne være mere af dette på stx, men det kan sagtens udvikles videre inden for en gymnasieform, som Tesfaye nærmest ser ud til at opfatte som et lidt pudsigt kuriosum fra fortiden. ”
Steen Beck peger endvidere på et element, som indtil nu har været nærmest fuldkommen fraværende i debatten.
”Det er ærgerligt, at pædagogik og didaktik altid kommer til at spille andenviolin i store reformprojekter. Alle de udfordringer, lærerne står med i hverdagen, er slet ikke med i det her. Det er typisk – reformer, og det gælder også den store reform i 2005, som jeg heller ikke brød mig specielt om, har som regel ikke matchet hverdagserkendelser og ungdomspsykologiske indsigter.”
Tesfayes linje følger først og fremmest statsminister Mette Frederiksens bekymring for, at det i fremtiden bliver dyrt at være ’os’, mener Steen Beck. Det er en ren og skær velfærdsdagsorden pakket ind i arbejderistisk retorik og konkurrencestatslogik.
”Dermed ryger alliancen for alvor mellem socialdemokraterne og de radikale, som ellers altid har kørt et uddannelsespolitisk parløb, der i nogen grad har dæmpet de værste faldgruber i begge lejre. Reformen her er et tydeligt opgør med den alliance. Tesfaye siger det tydeligt på pressemødet: Vi har gjort det helt forkert de seneste 20 år. Jeg er såmænd ikke aldeles uenig, men det kan han jo godt have ret i uden at være den, der finder den rette vej for fremtiden.”
På den anden side bør man også spørge, hvad de radikale og deres formand Martin Lidegaard har gang i med deres ide om at åbne sluserne fuldstændig til alle uddannelser med et krav om 02 som adgangskarakter til det hele, tilføjer Steen Beck. Om denne politik virkelig vil skabe mere trivsel og faglighed nogen steder og ikke blot gøre sorteringsmekanismerne mere brutale i elevernes dagligdag end nogensinde og skabe fagligt mismod for mange?
”Jeg synes faktisk, at vi er i en situation, hvor man har grund til at være mistroisk hele raden rundt i det politiske spektrum.”
Fleksibiliteten er et lyspunkt
Når alt dette er sagt, ser gymnasieforskeren dog også lyspunkter og potentialer i forslaget.
Han ser det som en god politisk agenda, at der er fokus på de unge, der hænger i forhold til ungdomsuddannelserne, og at alle skal have en uddannelse. Og Tesfaye har helt klart forstået, at de unge gerne vil være sammen samt at der er en geografisk udfordring.
”Jeg kan godt lide de mange meritmuligheder med tiltrædelser og aftrædelser, så man får et system, hvor det er lettere at skifte. Den fleksibilitet, hvor man ikke i en tidlig alder skal vælge, hvad man vil med sit liv, er godt tænkt. Jeg er også stor tilhænger af, at det gymnasiale hus bliver udvidet med flere annekser, ligesom jeg mener, gymnasiet bør være både teoretisk og praktisk. Her ligger der en spændende dagsorden for fremtiden. Endelig synes jeg om, at man vist fortsat vil bruge VUC til dem, der har brug for at uddanne sig lidt senere i livet.”
Jeg synes, det demokratiske dannelsesperspektiv mangler.
Steen Beck er opmærksom på, at børnetallet er faldende, og at der for eksempel i mindre byer kan reddes noget med campusdannelser. Han kan dog godt være bekymret for organisationsstrukturen. Man så med eux, hvor svært det var. Sådanne problemer vil blive mangedoblet, når nye slags gymnasielærere fra professionerne og sikkert også efteruddannede folkeskolelærere flytter ind på det nye alt-i-et-gymnasium, som Steen Beck benævner det.
”Jeg synes, at Tesfaye faktisk forsøger at gøre noget ved problemerne og udfordringerne, men som sagt bekymrer det mig, at man risikerer at skabe et nyt og endnu mere markeret A- og B-hold end tidligere og dermed skabe større klasseskel. Det står og falder blandt andet med, om det i sidste ende er en reform med penge til den nødvendige efteruddannelse og så videre. Det kan man belært af erfaringen have sin tvivl om.”
Beck ser også et tydeligt forsøg på at løse nogle af erhvervsskolernes udfordringer med en ny linje med mere praktiske studieretninger. Men man løser stadig ikke problemet med de unge, der er skoletrætte og ikke har lyst til bøger og teori. Det samme gælder trivsels- og motivationskrisen.
”Vi kan ikke blive ved med at pålægge lærerne relationskompetencer og rollen som forældresubstitutter, alt imens vi gør uddannelse til det altoverskyggende omdrejningspunkt for unge menneskers ve og vel.”
Steen Beck kan således godt se meningen med nogle af forslagets dele. Men han havde hellere set en udvidet stx med flere praktiske og kreativt orienterede studieretninger – måske med adgangskrav til de specifikke fag og studieretninger som udgangspunkt for en differentiering. Det ville i øvrigt være i tråd med det nyere gymnasiums udvikling, hvor der i tidens løb er føjet hf, htx, eux og så videre til. Og man havde kunnet videreudvikle hf med fagpakker rettet mod erhvervsuddannelserne. Man kunne endda have valgfag, som kunne tages af elever fra både stx/hhx og epx – fordi der er noget, man ikke er lige god til, er det jo ikke sådan, at der ikke findes fag, som interesserer på tværs af uddannelserne. Hvad angår de virkelig skoletrætte, kræves der måske en mere radikal pædagogik end den, der barsles med – det kunne, mener Beck, være en stor og spændende udfordring.
For lidt erfaringsbaseret udvikling
Steen Beck inddeler i sin kommende bog – som i øvrigt for folk i og omkring sektoren vil være ganske interessant og læseværdig også uden det nye reformforslag – de forgangne 50 år i forskellige perioder og gør rede for de forskellige politiske ståsteder og pædagogiske retninger, der har præget dem. Fra 1970’ernes eksperimenterende reformgymnasium over den liberale og grundtvigianske Bertel Haarders ’tilbagerulning’ til klassisk faglighed til endnu en eksperimenterende periode med studieretninger, masser af tværfaglighed og øget lærersamarbejde.
Beck påpeger, at uddannelse jo let bliver en værdipolitisk slagmark for partierne og nævner i sin bog også de forskellige positioner – progressivisme, konservatisme, socialdemokratisme og liberalisme som indflydelsesrige strømninger, der med forskellig styrke har præget de seneste mange årtiers uddannelsespolitik.
”Og der er jo sådan set lidt guld i alle positionerne,” siger han og betegner sin egen holdning som lidt af et kludetæppe i forhold til, hvad der ville være bedst.
Det slemme er i hans øjne positionerne i deres rendyrkede form, som ikke er værd at have med at gøre.
Vi kan ikke blive ved med at pålægge lærerne relationskompetencer og rollen som forældresubstitutter.
Samtidig gør Beck også rede for de fire reformer, gymnasiet har været underlagt i perioden: Den lille reform indenfor rammerne af grengymnasiet i 1971, valggymnasiet i 1988, den store studieretningsreform i 2005, som med Steen Becks ord ”ikke gik ret godt”, fordi man opererede med ideelle elever og ikke den slags elever, som faktisk befolkede gymnasiet, og senest justeringen af denne i 2017.
”2005-reformen var på en måde en tilbagevenden til 70’ernes eksperimenterende projekter og tværfaglighed. Nu bare som et globaliseringsprojekt og ikke et socialistisk projekt. I 2017 blev tværfagligheden så neddroslet, fordi der ikke længere var nogen til at forsvare den, og nu er den så på vej tilbage på epx, indtil videre i små formuleringer, som man let kan overse. I 2005 skulle grundforløbet på de treårige gymnasiale uddannelser vare et halvt år, i 2017 tre måneder, og nu ryger det så helt ud. Det er da en implosion, der vil noget. Generelt har reformer beroet på skrivebordsforestillinger om verdens gang,” lyder vurderingen fra Steen Beck, og det kan også blive resultatet med 2030-reformen, som vi måske skal døbe den.
”Den indimellem meget dikotomiske og politiske diskussion om gymnasiet er for mig at se en af grundene til, at de reformer, der laves nu om stunder, er mindre slidstærke end godt er, og at gymnasiet i min tid har haft svært ved at udvikle sig på en erfaringsbaseret og solid måde.”
Steen Becks mangeårige forskning i gymnasiesektoren og analyse af diverse reformer har desuden lært ham, at konklusioner har det med at komme meget tidligt og næsten før sektorens kloge hoveder har haft mulighed for at diskutere fordele og problemer i forslagene. Regeringens forslag er sat til at blive implementeret fra 2030, men om det nogensinde bliver sat i søen som det, det er udformet som, er en anden sag. Det kræver nok et relativt stærkt forlig med et betydeligt flertal bag.
Men et eller andet kommer der vel til at ske under alle omstændigheder på baggrund af Tesfayes stålsatte arbejde?
”Jeg tror helt sikkert, det er slut med erhvervsuddannelsesreformer, hvor man prøver at vifte 30 procent af en årgang derover som 15-16-årige. Jeg er også overbevist om, at der kommer et epx med retning mod de korte og mellemlange uddannelser. Jeg er også ret sikker på, at den sociale mobilitet i forhold til det klassiske gymnasium vil blive mindre, og at Tesfayes drøm om en matrikel for alle kan ende med at flytte kendte problemstillinger ind på denne,” siger Steen Beck og stiller selv en række spørgsmål, der bliver interessante at se svaret på i fremtiden:
“Er vi på vej mod en slags 12-årig enhedsskole med stærke differentieringer, eller er vi vidner til et retorisk trick, hvor Tesfaye siger, at han vil samle, mens han i virkeligheden spreder? Kunne man forestille sig en børne- og undervisningsminister, som både interesserede sig levende for erhvervsuddannelserne og de unge, der går den vej og har brug for noget andet end hidtil, og et gymnasium, som i kraft af dets relativt høje ambitionsniveau og store appel til mange unge har en stor andel i, at vidensniveauet i Danmark er højt, og den demokratiske samtale er nogenlunde intakt?”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode